Læsetid: 3 min.

Mazur og regnbuens farver

Med den eventyrlige udgivelse ’Daylight Stories’ befæster slagtøjvirtuosen Marilyn Mazur med orkestret Future Song sin fremtrædende position i dansk og international jazz og verdensmusik
27. september 2004

Ny jazz
På nettet kan man høre lydprøver på cd-udgivelser. Det er nemt og bekvemt. Man klikker bare på et ikon og får en vareprøve klingende musik. Hvis det lyder godt, investerer man måske i pladen. En brugervenlig service, så man på få sekunder kan orientere sig musikalsk efter behov og smag: country, heavy, jazz, pop, hula-bula fra Afrika...
Men, men. Den slags smagsdomme ud fra enkelte lydbidder kan man snyde sig selv grueligt med. F.eks. hvis det gjaldt perkussionisten og komponisten Marilyn Mazurs nye plade, Daylight Stories.

Kalejdoskopisk
Tag åbningsnummeret »New Rejoice«. Det starter luftigt og sart med Eina Kemanis’ vemodige vokal. Så bryder groovet løs: Den elektriske guitar, spillet af norske Eivind Aarset, snerrer og brøler som et rovdyr. Rytmen fra Mazurs slagtøj, Audun Kleives hårde trommeskind og Klavs Hovmans el-bas er korporligt anmassende, energien får synsfeltet til at ryste og flimre. Et sådant nummer vil dele lytterne og ikke mindst fungere som en effektiv afskrækkelse, et strømførende rap over nalderne. Men hvis man tror, at sådan er Mazur, går man glip af en basal pointe ved hendes musik. Det er også Mazur. Hun maler på Daylight Stories med den bredest mulige pensel og med alle regnbuens farver. Et andet stykke, »Kalimbaduo«, er f.eks. smukt og skrøbeligt som kinesisk papirkunst. Et tredje, »Malibalo«, går i en lækkert swingende, skæv taktart med sprød afrikansk ballofon i front.
Mazur kalder selv musikken på pladen for »kalejdoskopisk«. Den er beslægtet med eventyret, en lydrejse, hvor alt kan ske, og hvor man risikerer at møde forunderlige fremmede verdener. Inspirationerne er mange: etnisk musik fra Afrika, Sydamerika og slaviske lokaliteter, rockjazz og europæisk musik. Dét, man i øvrigt hæfter sig ved, er det organiske præg, musikken udvikler sig med. Genrebetegnelser mister deres betydning. Den farverige oplevelse bliver det væsentlige.

Stadig stærkere
Mazur har igennem 15 år kun udgivet fire titler med Future Song, denne plade iberegnet. Gruppens musik var fra starten interessant, selv om der er klasseforskel fra gruppens lidt stive, prætentiøse debut, Future Song (1990) til de mere frigjorte udfoldelser på den fragmentariske Small Labyrinths (1997) og de fuldt udfoldede vinger på dobbelt-cd’en, All The Birds (2002), der dokumenterer hendes karrieres store triumf: Jazzpar Prisen i 2001.
Efter dén begivenhed er det heller ikke længere så meget Mazurs renommé som en af klodens mest respekterede rytmekolorister på turnéer med stjernenavne som Miles Davis, Gil Evans, Wayne Shorter og Jan Garbarek, der fylder, når man tænker på hende. Hun er en kunstner, der markerer sig stadig stærkere med sine egne projekter.
Daylight Stories rummer en særlig fortryllelse, der gør, at numrene godt kan antage ny karakter, når man genhører dem. Man bliver ikke færdig med musikken sådan lige med det samme. Til det svage hører den kaotisk kaglende »Skystier« og visse passager med grooves, der nærmer sig tomgangen. Som jeg oplever det, er musikken mest inspireret og original på pladens første halvdel – dog med den reggae-inspirerede »Return« som en boblende undtagelse ved udgangen. Mazur har med denne gruppe for længst skåret sig en rille i dansk jazzdiskografisk historie. Det er en unik gruppe med en særlig kemi. Men altså: ikke noget med nettet og små lydbidder. Future Song fortjener som anden kvalitetsmusik uden for fabrikshallernes mainstream at blive hørt i hele sin fabulerende længde og bredde.

*Marilyn Mazur & Future Song: Daylight Stories (Stunt 04082)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu