Læsetid: 3 min.

Medieoverblik

10. september 2004

DR rykker mod vest
*Det udløste kraftige protester blandt medarbejderne på Radioavisen og P3 Nyhederne, da det onsdag kom frem, at Danmarks Radios ledelse overvejer at flytte en del af sin programproduktion fra København til Århus. Op mod 150 medarbejdere kan blive berørt af en eventuel flytning, hvis hele P3's produktion flyttes til vestpå. Planerne om at flytte kommer efter, at DR's bestyrelse i sidste uge forlangte, at en del af DR’s aktiviteter allerede fra næste år bliver flyttet til Århus. En række programmer produceret i Århus har i de seneste år måtte lade livet eller er flyttet til København, senest programmet 19Direkte i forbindelse med omlægningen af DR's nyhedstime fre 18.30 til 19.30. På et møde onsdag blev medarbejdere på P3 og Radioavisen orienteret af generaldirektør Christian S. Nissen, som opstillede fire scenarier. Kun det ene scenarie, en flytning af hele P3’s produktion til Århus, slap ud fra mødet, og programdirektør Lars Vesterløkke fastslår, at der endnu ikke truffet nogen beslutning om, hvad der skal ske.
Tillidsmand på Radioavisen og P3 Nyhederne Lau Rabjerg Eriksen er ikke begejstret for flytte-planerne, som dog ikke kommer til at omfatte Radioavisen. Til MetroXpress siger han:
»Mine kolleger kunne måske acceptere at flytte til Århus, hvis de fik en indlysende forklaring på, at det vil højne kvaliteten af P3 Nyheder og Radioavisen. Indtil videre er begrundelsen, at vi skal fylde nogle tomme lokaler i Århus.«

Ny tv-kanal præsenteret
*Der bliver popquiz med Jørgen de Mylius, antikvitetsprogrammer med Frode Munksgaard og mad-, golf- og politiske programmer, når TV 2’s nye kanal TV 2 Charlie debuterer på skærmen den 1. oktober.
Kanalen henvender sig specifikt til den ældste halvdel af seerne, og ifølge kanaldirektør Frode Munksgaard vil man være alternativet, når der er sport på TV 2 og TV 2 Zulu.
»TV 2 viser hverken nyhedsudsendelser, sport eller børne- og ungdomsprogrammer,« sagde Frode Munksgaard tirsdag, da kanalen blev præsenteret på et pressemøde. I stedet skal det være stedet, hvor de ’nærmest voksne’ kan fordybe sig i magasinprogrammer.

Journalister interviewer journalister
*Mere end hver 10. interview-person i TV-avisen og TV 2/Nyhederne er en af mediets egne journalister. Det viser en undersøgelse foretaget af fagmedarbejder Steen K. Rasmussen på Center For Journalistik og Efteruddannelse, og refereret i det senest nummer af Dansk Journlistforbunds medlemsblad, Journalisten.
Undersøgelsen afslører, at live-interview med en af tv-stationernes egne journalister udgør 11 procent af alle indslag i TV-avisen og 15,7 procent af
TV 2-Nyhedernes indslag.
En spørgeundersøgelse lavet i forlængelse af analysen viser, at hver fjerde dansker mener, at det sker for ofte, at journalister interviewes af studieværter. Konstitueret chef for TV-avisen Henrik Keith Hansen afviser overfor Journalisten kritikken.
»Vi laver analyser, ligesom de gør på aviserne. Avisernes politiske redaktører sidder også og laver analyser på baggrund af den viden og indsigt, de har. Bortset fra interview-formen er det fuldkommen det samme, vores politiske redaktør gør.«

Al-Jazeera fortsat forbudt
*Iraks regering har forlænget forbudet mod, at den arabiske tv-kanal Al-Jazeera opererer i landet. Regeringen lukkede for en måned siden Al-Jazeeras kontor i Bagdad på en anklage om, at tv-stationen opildner til vold, had og racemæssige spændinger. Stationen fortsatte med rapporter fra Irak uden at svare på anklagerne, og derfor forlænges forbuddet. En talsmand for Al-Jazeera siger, at stationen har overholdt betingelserne og har bragt billeder, som også er bragt af irakiske tv-stationer.

Kristeligt Dagblad trives
*Det går godt på avisen, der har gjort tro, etik og eksistens til dens journalistiske fokus-områder. I modsætning til de fleste andre dagblade i Danmark, stiger Kristeligt Dagblads oplag støt og roligt. For nylig rundede oplaget 23.500, hvilket er 6.500 flere solgte aviser om dagen end for fem år siden.
Administrerende direktør og chefredaktør, Erik Bjerager forklarer overfor Dagbladet Børsen Kristeligt Dagblads succes med, at man har turde tage fat på livets store spørgsmål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her