Tirsdag formiddag kl. 10.18: Endnu ligger kældergangen under Katrinedalskolen på Vanløse Allé stille hen. I en solstribe fra glasdørene ud til skolegården står en håndfuld elever fra 3. klasse. De venter tålmodigt på åbningen af skoleboden, hvor elever fra 6. klasse sælger varme og kolde retter i spisefrikvarteret.
Er det god eller dårlig mad? 3.klasses-eleverne er ikke helt enige. Rikke mener, at foccaciao-bollerne er for kolde, mens fyldet smager af tang. Sidsel er uenig, tværtimod er bollerne dejlig saftige. Kasehf, Viktor og Nana kan bedst lide kagerne, særligt gulerodskagen om fredagen. Og Clara får tit penge af sin mor til at købe frokost i skoleboden. Hun kan godt lide maden.
Til gengæld synes mange af 3. klasseseleverne, at priserne er høje, især efter sommerferien, hvor de er blevet sat op: »Det er totalt dårligt, at priserne er steget så meget,« siger Clara. De andre nikker. Vera siger, at derfor køber hun heller ikke så tit mere.
David siger ikke rigtigt noget. Han har aldrig prøvet at købe mad i skoleboden. I stedet har han sin madpakke. Tun eller makrel, for fisk er sundt, som han siger. Nu forklarer Rikke, at faktisk har hun også mest smagt maden, hvis veninderne har købt noget. Kun én gang har hun selv prøvet at købe den varme ret. Smagen kan hun stadig huske: For »millionbøf smager da godt,« som hun siger.
Skolebørn i mange vestlige lande bliver tykkere og tykkere. I Danmark er antallet af overvægtige drenge således fordoblet inden for få år. Fagfolk taler om en regulær fedme-epidemi, som drives frem af mangel på motion og især af børnenes spisevaner: De propper sig med slik, sukkervand og pizzaer i stedet for brød, blomkål eller gulerødder.
Mens energiske forældre, lærere og pædagoger bandlyser sodavandsautomater og sliksalg på skoler og fritidshjem, lusker flere og flere af især de ældre elever hen til tanken, til bageren eller kiosken, så snart klokken ringer ind til det store spisefrikvarter.
Problemet med fede børn er nu så stort, at regeringen ikke længere kan overlade ansvaret alene til forældrene: »Børns sundhed og velfærd er først og fremmest et forældreansvar. Men det er også et fælles ansvar. At sikre en bedre sundhed forudsætter, at vi alle, familien, skoler, kommuner, amter og staten spiller sammen,« som daværende fødevareminister Mariann Fischer Boel sagde, da Fødevareministeriet for et år siden udgav et såkaldt idekatalog. De 50 farvestrålende sider skulle inspirere de lokale ildsjæle med anvisninger på f.eks. interessent-analyser eller spørgeskemaundersøgelser blandt børnene.
Til gengæld leder læseren forgæves efter ideen om gratis skolemad til alle børn i Boels katalog.
Kl. 10.30: »Først skal I tælle kasserne op,« siger lærer Bo til Sofie, Anika og Anja fra 6. v.
De tre piger er de første i skoleboden. Energiske, som piger ofte er, går de i gang med at tælle de papbokse, der hører til dagens ret. Hvert måltid består af en stor kold boks, f.eks. med ris eller kartofler, og en mindre boks med kødstykker eller kødsovs, som skal opvarmes. Når eleverne blander indholdet af den varme boks sammen med den kolde, får retten omgående en lun og spiseklar temperatur.
Derfor kaldes denne model for en kold model. Rundt omkring på mange af de øvrige københavnske kommuneskoler kører en varm model: Færdiglavet mad ankommer varm i store flamingoskumkasser, klar til servering. Men alt, hvad der ikke bliver solgt samme dag, skal kasseres. I den kolde model er det kun kødet eller sovsen, der skal varmes op. Spildet bliver derfor mindre, så priserne kan holdes nede.
Anja er bagmand i dag. Hun har ansvaret for at få puttet tilstrækkelig mange af de små bokse med kød ind i tre mikrobølgeovne bagerst i skoleboden, så kunderne ikke skal vente. Det er en tjans, der kræver ro, overblik og noget erfaring.
»Jeg holder både øje med, hvor mange varme bokse, der er tilbage, og hvor mange kunder der venter, før jeg putter nye bokse i ovnen. Når spisepausen er ved at være forbi, nøjes jeg med at smide to bokse ind, så vi ikke skal smide for meget mad ud bagefter,« siger Anja, der har travlt nu.
»Mad, der har været opvarmet, kan der komme bakterier i, så det skal vi smide ud,« forklarer hun. Før eleverne får lov til at stå i skoleboden, har de først lært om hygiejne og sund mad i natur & teknik. Det er et krav fra myndighederne.
Henne ved disken er Hari og Mikkel i færd med at tælle byttepenge. Det går ikke, hvis der pludselig mangler skillemønt, når eleverne står i lange køer og venter på deres mad.
»Der mangler en krone,« siger Hari og ser ned på de mange stabler af mønter på disken. »Det gør ikke noget,« beroliger Bo, der hele tiden er omhyggelig med at rose: »Fint, Anja« eller »godt, Emil«.
Drengene virker knap så fokuserede på madprojektet som pigerne. Nogen af drengene drysser rundt og tjatter lidt til højre og venstre. Anika har svært ved at passe sit arbejde med at sortere madbokse og kontrollere følgesedler, fordi Stefan hele tiden driller hende. »Han er altså rigtig møgirriterende,« siger hun og ser glad ud.
Hari går ud i kældergangen foran skoleboden for at klipse farvefotos af dagens menu op. Her kan kunderne straks se, hvad de kan købe. I dag kan eleverne vælge mellem to varme menuer: Kalkunspyd eller Chili-con-carne til 15 kr. eller kolde Bagels med oksespegepølse eller Foccacioboller til 12 kr. Derudover er der pasta- eller frugtsalat til otte kr., en gulerod til tre kr. samt juice, yogurt mv.
Der er ikke rabat til de elever, der passer skoleboden, selv om mange af dem også er kunder. Mikkel fra 6. u sidder og optæller byttepenge. Han køber sin mad hver dag i skoleboden. »Så slipper jeg for at have madpakke med,« siger han. Selv om det er sjovt at være i skoleboden, er han ikke begyndt at hjælpe med madlavningen derhjemme.
Det gør Emil fra 6. u til gengæld. »Men det har jeg altid gjort,« forklarer han. Hver dag får Emil 20 kr. med. »Så kan man få meget. I andre skoler er det burgere og pizza, her er det kylling og alt muligt godt,« siger han.
»Alle skal have forklæde på,« påminder Bo, lige inden skodderne foran de fire luger hives op præcis kl. 11.00. Udenfor i kældergangen står de første ivrige kunder allerede og venter.
Skolebodens første kunder er altid elever fra nulte til 3. klasse. Det er indført, så de små ikke risikerer at blive væltet overende, når eleverne fra de større klasser strømmer til, fortæller Bo. Han ser helt stolt ud, mens han går rundt og inspicerer slagets gang: »Vi kan jo se, at for hver dag klarer de sig bedre og bedre. Eleverne i 6. klasserne er virkelig tændte. Som lærer bliver man helt overflødig til sidst. Og det er altså en superfin ordning med sund, økologisk mad.«
Fem procent af omsætningen går til klassekassen. »Vi kan bruge pengene til en hyttetur, eller vi kan købe spil,« siger Sofie.
»På et halvt år kan beløbet til klassekassen løbe i to-tre tusinde kr. Før sommerferien var det 10 procent af omsætningen, der gik til eleverne. Men vi har været nødt til at reducere det, fordi vi selv skal betale for svind, vask og den slags. Omvendt har vi heller ikke ønsket at sætte priserne i vejret mere end højst nødvendigt,« siger Bo.
Selv om Katrinedalskolen har testet den kolde model i mere end et halvt år, er der ikke lavet undersøgelser af, hvor bredt initiativet egentlig når ud blandt skolens ca. 750 elever. Men det er oplagt, at en hel del elever sjældent eller aldrig kommer for at købe, fortæller Bo. I gennemsnit er der mellem 125 og 175 elever, der hver dag handler i skoleboden.
Tre lærere skiftes til at have det daglige tilsyn med skoleboden. De er enige om, at det især er de større elever, der køber.
De har også en stærk fornemmelse af, at turene til kiosk eller pizzaria er taget af. Men det er trods alt kun en fornemmelse, fordi de varme retter er det største hit blandt eleverne.
»Som det er nu, er det mest et supplement til madpakkerne. Hvis skolemaden var helt gratis, ville det klart være bedre for de elever, der ikke har den slags energiske forældre, der står med begge ben i madpyramiden. Men stemningen i samfundet er nok mere til, at man i dag siger, det må være forældrenes eget ansvar,« mener Bo. Han håber dog, at skoleboden »måske kan være et skridt på vejen til gratis skolemad.«
Kl. 11.10: Hver luge passes af to elever. Den ene tager imod bestillingen og pengene og sætter krydser i det skema, som hver luge skal udfylde af hensyn til regnskabet. Den anden lugepasser henter de bestilte varer. Nu kommer eleverne fra de større klasser ned i kældergangen, så der bliver lange køer med 10-12 elever foran hver luge. Snart må Hari ud og tage det første foto ned fra tavlerne: Chili-con-carne er udsolgt.
»Vil I have en ske til pastasalaten,« spørger Sofie to store piger fra 9. klasse. Det sjoveste arbejde er at stå i lugerne, siger hun. »Man lærer mange af de store elever at kende, og så er det også sjovt at sælge ting. Det kan jeg godt lide,« som hun siger. Pludselig er der en, der vil betale med svenske penge. »Må vi godt tage imod det,« spørger de ovre fra luge fire. Heldigvis viser det sig at være en lærer, der laver grin.
Tanja fra 9. v har købt kalkunspyd i dag: »Jamen, det er god mad, og det smager godt,« siger hun, der køber frokost i skoleboden et par gange om ugen.
Klassekammeraten Cæcilie køber ikke særlig tit. »Men det er meget lækkert, det synes jeg også. Jeg glemmer bare nogen gange at spørge, om jeg må få penge,« siger hun. Tanja har sine egne penge, så hun behøver ikke at spørge.
De to piger er enige om, at der nok er færre elever, der i dag går uden for skolen i spisepausen for at stille den værste sult.
»Men der er altså stadig mange, der gør det,« siger Tanja, der har skullet smøre sin madpakke, siden hun gik i 3. klasse.
Kevin fra 9. u skal ikke købe noget. »Jamen, jeg gider bare ikke. Det er alt for dyrt,« siger han. Og hvis han endelig havde penge, ville han hellere købe en pizza.
»Den bliver man ordentlig mæt af, og den smager bedre, fordi man slipper for alle de grøntsager,« griner han. Lidt efter kommer Ricki fra 9. u med to foccacioboller og giver den ene til Kevin. Ricki køber mad i skoleboden hver dag. Men han går også til bageren, siger han: »Vi går til det hele. Hvis en har penge, går vi til bageren,« siger han med munden fuld af mad. I Rickis klasse er der ca. 15 ud af 25 elever, der har madpakke med, vurderer han.
»Jeg går kun til kiosken, hvis jeg skal have sodavand,« siger Morten fra 9. x. Han synes ikke, at 15 kr. for dagens ret er særlig dyrt. »En frokostpizza koster da 30,« som han siger.
Kl. 11.25: Alle fire luger er lukket, og eleverne har travlt med at tælle kassen op. Der skal også gøres rent og tørres af, der skal sættes nye varer frem i køledisken, der skal bestilles mere juice, og der skal dit og dat.
»Det er en fornøjelse at se, hvor godt I klarede det i dag,« roser Bo, mens Anja og Anika maser på med rengøringen.
»Det her bagefter er det mindst sjove,« siger Anika, der tørrer køleskabene af indvendig.
I dag trækker kasseoptællingen ud. Der mangler 14 kr. i kassen fra den ene luge. Dagens samlede omsætning er på knap 1.600 kr., så Bo mener ikke, det er så galt: »Det er trods alt børn, så der kan sagtens blive sat i et kryds i den forkerte firkant, eller der kan være regnefejl.«
Hari og Bo bliver alligevel ved med at tælle. Til sidst giver de op, skriver en manko på 14 kr. ind i en bog og lægger poserne med byttepenge ned i en kasse.
»Tak skal du have, Hari, og undskyld, at det trak sådan ud. Gå du bare ud i de sidste 10 minutter,« siger Bo og tilføjer: »Vi bliver ved med at tælle, fordi det giver børnene en fornemmelse af, at det er vigtigt, at kassen stemmer. Og så selvfølgelig også fordi, det ikke skal være børnenes skyld, hvis der pludselig mangler mange penge.«
»Der er jo ingen grund til at friste nogen over evne,« siger Thomas, en anden af de lærere, der har tilsyn med skoleboden. Han har hørt, at på den anden københavnske skole, hvor den kolde skolemadsmodel testes, har det givet en del problemer, at der pludselig var mange penge blandt eleverne. Der har været tale om bander, tyveri og afpresning. Men det er vist ved at være løst, mener Thomas.
»Hvis det endelig er, at en elev dummer sig, så er det da bedre, at det sker på skolen end nede i supermarkedet. Her kan vi ordne sagen og sætte ind med støtte, uden at politiet blandes ind,« siger Thomas, der ikke synes, at priserne på hverken varme eller kolde retter er høje.
»De fleste har råd. Hvor meget sund madpakke kan du lave derhjemme for 15 kr.,« som han spørger.
