Læsetid: 3 min.

I mørke er alle katte grå

Jean-Pierre Perreaults ’Joe’ er nok vældig sympatisk og dygtigt fremført, men også lidt kedelig
2. september 2004

Århus festuge
I programmet står der, at Joe danset af det canadiske kompagni Fondation Jean-Pierre Perreault, koreograferet af selv samme nu afdøde koreograf er et »tidløst mesterværk«. Det er for deres anmelder at se noget sludder. Joe, Perreaults debutstykke, fra 1984, er interessant i visse
æstetiske detaljer, men det er et ægte barn af sin tid både i forhold til den 80’er-typiske nedskrivning af dansesproget til dets mindste udtrykskomponenter og bevægelsesmønstre og i forhold til visionen af det moderne massesamfund der synes passé.
32 dansere er på banen alle 68 minutter i alle mulige forskellige konstellationer. Alle er de klædt som mænd med store frakker i brunlige nuancer, slips og hat. Der er kun
reallyd i stykke; ofte stamper eller stepper danserne rytmen med fødderne, eller vi hører et lille spinkelt mundharmonika-akkompagnement, der anslår nogle få akkorder.
Scenen skråner rimeligt stejlt opad bagtil, og det lyser blåt fra ruderne på bagvæggen. Vi befinder os helt klart i et rum uden noget udenfor, i et rum, hvor den energi, der produceres, kommer fra den masse af dansere, der hele tiden er i spil i forskellige formationer.

Hr. hvem som helst
Som navnet siger – Joe kan man se som en sammentrækning af John Doe, hr. hvem som helst – giver dette stykke form til massemennesket. Massen anskues nærmest som et dyr, der kommer i bevægelse ved simpel mimicry mellem massens elementer. Den forskelsløse masse, der ikke kan lade være med at efterligne, repræsenteres via en del pudsige og direkte morsomme visuelle effekter. Kroppenes voldsomme hop op på bagrampen og rutsjeturene nedad igen helt sammenkrøbet. Det er som om den ikke vil holde op igen, massen. Indimellem skiller én sig ud, prøver at udfordre massen, drive en kile ind i den med sin krop, men massen er et altædende sort hul, der uden sans for forskelle energisk klør på med sine monotone, repetitive bevægelser, der indimellem antyder danseattituder, men som oftest udmønter sig i højrøstet tramp i flok rundt på scenen.
Alle kombinationer prøves, alle dansere på én lang række, alle liggende, nogle med front mod os, nogle med ryggen til, alle stående i grupper på tre hvor kroppene som dominobrikker reagerer på de andres bevægelser og fald. Ufortrødent bliver den ved, massen, som en maskine der uophørligt producerer og forbruger energi i et lukket rum i let rørende pudsige opstillinger.
Pludselig sker der noget, som forandrer ens syn på massen på scenen. Man får øje på, at de enkelte elementer skiller sig ud fra hinanden. Frakkerne der før synes så ens brun-grå viser sig at indeholde nuancer over i det blå, okker og lys beige. En hel masse nuanceforskelle folder sig ud for en som en visuel palet. Hvad har dog afstedkommet dette skifte? Lyset er i Joe en yderst aktiv medspiller. Ved ændret lyssætning pibler forskellene frem, og det er et meget produktivt element som dette stykke viser sig at have stik imod den vision, der udfolder sig omkring massen. Arbejdet med lyssætningen og dansernes forhold til arkitektur og rum synes at være kernepunkter i Fondation Jean-Pierre Perreaults videre arbejde post mortem med hans koreografier. Det glæder vi os til at se.
Visionen af det moderne massemenneske, det tavse flertal hvis systemødelæggende kraft Jean Baudrillard positivt teoretiserede over i 80’erne, er heller ikke nogen tragisk vision i Joe. Der er både humor og ironi i fremstillingen. Billedet, hvor en del af danserne ligger med hattene vendt ud mod os publikum i en pænt ordnet bunke, har selvfølgelig konnotationer til forskelsløs masseproduktion og til forestillingen om at kroppe er ting og dermed gjort umenneskelige, men det er et billede, der får én til at le for der er tale om en tingslighed der netop kan generere billeder og som dermed er produktiv.
Men det synes ikke som om massen er særligt fri, kun er den dømt til etkønnethed, repetition, anonymitet, monotoni og mimicry; en forskelsløs og åndløs vision. I dag har vi andre navne og forestillinger at hæfte på massen, nu er det gruppen, kollektivet, nationen, det globale tv-fællesskab, vennekredsen, fanfælleskabet, chatvennerne og ikke mindst den enkelte, der er dømt til at fremstille sig som forskellig fra alle de andre. I en sådan kontekst får Joe pludselig karakter af at være pastiche på Chaplin-slapstick. Vældig sympatisk og dygtigt fremført men også lidt kedeligt.

*Fondation Jean-Pierre Perreault: Joe. Musikhuset, Århus Festuge. Ti. 31. aug. + on. 1. sep.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu