Læsetid: 10 min.

Mor er vendt tilbage –nu som mand

1970’erne afskaffede fuldtidsmoderskabet. Nu relanceres Mor i en ny bog, ’Moderskab, Lederskab’, der gør Mor til hjemmets direktør. Forargeligt? Tja, sådan måtte det jo gå
18. september 2004

Essay
For 11 år siden, i august 1993, skrev jeg essayet »Venter på mor«, som blev offentliggjort i Information.
Essayet tog udgangspunkt i min egen situation som småbarnsmor (dengang til en datter på fire og en søn på halvandet år) og min intense følelse af at være splittet mellem familie og arbejde.
Kort fortalt handlede essayet om, at moderskabet var blevet afskaffet. I stedet havde vi etableret et dobbelt faderskab:
Når en moderne mor og far kom hjem fra arbejde og sænkede indkøbsposerne i entréen, med trætte, småtudende unger om benene, håbede man i sit inderste, at nogen dog ville tage ansvaret for det hele. At man i stedet kom hjem til duften af varm mad og velpudrede, glade unger i blødt nattøj efter en dejlig og nyttig dag ude i det virkelige liv. Kort sagt, at Mor var hjemme.
Artiklen må have ramt noget, for til min forbløffelse så jeg den ophængt på køleskabet i adskillige familier, hvor jeg kom på besøg. Gul og med flaprende hjørner, som dementerede mistanken om, at siden i hast var ophængt, fordi jeg skulle komme.
Køleskabene stod hjemme hos par på min egen alder, der også var ramt af småbørn. Uddannelse og job havde vi alle fundet ud af, og at danne par og finde bolig var det også gået ok med. Men forældreskabet følte vi, at vi skulle opfinde påny, uden om de stereotype kønsroller, vi selv var vokset op med.
Men hvordan er en moderne mand og kvinde egentlig Far og Mor? Kun én ting stod fast: Det skulle ikke være på samme måde som vores egne forældre.

Vi ville være Far
Vi – født efter ca. 1960 – var en generation opdraget af hjemmegående husmødre og arbejdende fædre. Men vi var også en generation, der allerede, mens vi var børn i 1960’erne og 70’erne, oplevede husmoderens prestige falde dramatisk.
Så meget, at erhvervet i dag næppe længere findes som fuldtidsbeskæftigelse (tjek blot Danmarks Statistik).
Tilsyneladende var næsten alt, selv fysisk hårdt arbejde, bedre end at være hjemmegående husmoder. Husmider, som der engang stod i en avis. En trykfejl. Men en af min mors veninder troede, det var et nyt navn for husmoderen, den snylter. Så dybt var husmoderen faldet fra de højder, hvor hun blot kort tid forinden hørte hjemme.
Da min mor (f. 1930) var ung, kom unge piger stadig på husholdningsskole. At drive et hjem ansås nemlig for et respektabelt fuldtidsjob, der krævede en vis håndværksmæssig uddannelse. Giftede den unge kvinde sig, belærte eksperterne, blandt andre den humanistisk progressive børnelæge Svend Heinild, hende om hendes uerstattelighed i hjemmet: At være mor og husmor var kvindens egentlige kald og en profession, både hun selv og samfundet burde agte højt.
Blot et par tiår senere lød kaldet igen efter kvinderne – nu ud på fabrikkerne.
Således belært af vores mødres bratte prestigetab skulle vi, deres døtre, i hvert fald ikke nyde noget husmoderskab.
Far derimod havde trukket det bedste lod i kønsrollelotteriet. Hans funktioner tiltrak begge køn: Far gik på arbejde, havde et socialt liv uden for familien, løste opgaver, der gav anseelse i andres øjne, og besad langt større økonomisk handlefrihed.
Andre fordele ved ’rigtigt arbejde’ blev tydelige efterhånden: På jobbet kunne man bruge sin uddannelse, være sammen med ligesindede, opleve ros og succes.
Når vi blev store, ville vi derfor gerne være Far.

Mor var væk
Vi glemte bare én ting: At Far havde Mor. En fuldtidsbeskæftiget i hjemmet, i det mindste, mens børnene var små. Mor udførte ikke kun det meste af arbejdet, Mor havde også ansvaret. Mor var Chefen.
Men nu var Mor altså væk. Det var derfor, jeg kaldte mit essay »Venter på Mor« (frit efter børnesangen »Venter på far«). For lige så lidt som jobbet som Mor var noget for mig, var det jo noget for min mand.
Realiteten var jo desværre, at kun husmoderen, ikke selve husarbejdet, var forsvundet.
Det kunne endda gå, så længe vi var enlige eller par. Men alt blev anderledes, da vi fik børn. Bare et enkelt lille barns langsomme rytme og den hastigt accellerende mængde husarbejde, der fulgte med, kortsluttede planlægningen, så snart man vendte tilbage til arbejdet efter barsel.
Husarbejdet blev noget, der bare skulle overstås. Især cirkulært reproduktivt husarbejde, der som bekendt sjældent udløser særlig begejstring eller regnes for noget i forhold til den tid, det tager.
Løst blev de kedelige opgaver jo alligevel, men surmulende og småknurrende. Dels på grund af den helt reelle udmattelse, man føler som dobbeltarbejdende. Dels fordi, det på en eller anden måde føltes uretfærdigt, ude af tråd med de prægtige liv, vi havde forestillet os. Som min mand sagde engang: »Vasketøj og rengøring er spild af liv«.

Barnet fik ansvar
I dag er det vores børn, der befolker skoler og institutioner. Rundt omkring kan man se, hvordan disse børn bliver oplevet: Mig-børn, kaldes de. Lærere klager over, at de unge mennesker har ringe respekt for autoriteter; ønsker opmærksomhed, gerne hele tiden, og ikke er indstillet på at lytte til nogen, før de selv snakker. At børn betragter kollektive beskeder som diskussionsoplæg, der besvares med et kampklart ’hvorfor det?’
Kort sagt, en del børn ser ud som om, de savner nogen, der bruger tid på dem. Som om ingen rigtigt har taget ansvar for dem.
Samtidig forventer forældre tilsyneladende i stadig højere grad, at skolen leverer ikke kun faglig kunnen, men også opdragelse og gode manerer. Skolen svarer igen med at tildele barnet ansvar for egen læring.
Så blev ansvaret omsider placeret: hos barnet.
Samtidig vokser udgifterne til specialundervisning og diverse støtteforanstaltninger for børn. På interne konferencer skumler kommunale ledere over, at også mange velfungerende familier nu behøver hjælp til deres børn.
Fem klip fra den aktuelle nyhedsstrøm (de fire første er nyheder fra de seneste par uger):
*Ni-årige børn er i elendig form. Deres kondital er faldet med 15 procent siden 1980’erne. Især er de dårligste blevet endnu dårligere. (Kilde: Jyllands-Posten).
*11 procent af ressourcestærke familier, 20 procent af de delvist ressourcestærke familier og 39 procent af de ressourcesvage familier (til 6.000 børn født i 1995) har haft kontakt med socialforvaltningen på grund af problemer med barnet. (Kilde: Forsker ved Socialforskningsinstituttet Else Christensen i Politiken).
*Flere og flere skolebørn får diagnosen ADHD (tidligere DAMP). »Det øgede fokus på ansvar for egen læring og de mere frie rammer går ikke godt i spænd med disse børns behov for faste strukturer, overskuelighed og tydelighed,« forklarer læge, ph.d. Søren Dalsgaard fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Århus. (Kilde: ADHD-foreningen)
*Et voksende antal udbrændte offentligt ansatte afspejler, at man gennem et par generationer systematisk har nedbrudt respekten for autoriteter, siger psykolog Anders Korsgaard Christensen. Derfor sprænges aktuelt alle økonomiske rammer for Krisepsykologisk Enhed på Rigshospitalet, som Korsgaard Christensen leder. (Kilde: LO’s nyhedsbrev A4).
*Børn får utrolig megen skældud, hjemme og i institutioner. Ingen tror dog, det nytter. (Kilde: Erik Sigsgaards bog Skældud, 2002/ 2004)

Hotel Familieliv
Måske er der en form for sammenhæng mellem vores børns opførsel og den kendsgerning, at yngre forældre kun modstræbende accepterer at være den kedelige voksne:
Vi orker ikke at være Sure Mor, der ødelægger den afslappede stemning, når alle omsider har fri. Mens vi på jobbet er kompetente, tager beslutninger og opfører os voksent og fornuftigt, piber vi hjemme som hundehvalpe over ikke at få lov at være Far på aftenvisit i Hotel Familieliv.
Så mor og far skiftes lidt, og ingen har hovedansvaret. Nogle (måske især mænd) går tilsyneladende helt i regression og surmuler eller kræver ind, som om de stadig var et af børnene.
Men til hvilken ansvarlig person henvender et barn i sådan en familie sig egentlig med alt det, der ikke går så godt, før problemerne vokser det over hovedet?
Og hvem hjælper i praksis barnet med at løse problemerne, hvis f.eks. mangelen på organiseret ansvar, læs: Voksenroller, i familien piner ham eller hende?
Tja.

Ny moderskikkelse
Derfor er det tiltrængt, at nogen forsøger at genopfinde moderskabet i ny skikkelse, som det sker i en ny bog Moderskab. Lederskab, skrevet af gestaltterapeuten Winnie Haarløv og sociologen Emilia van Hauen.
Bogen leverer nemlig en præcis analyse af det manglende ansvar for familien:
»Vores budskab med denne bog er først og fremmest, at det at være en mor er ensbetydende med at påtage sig lederskabet over for sit barn – det lederskab, der følger naturligt af selve den konstellation, som moderskabet er. At der findes så mange mødre – og fædre – der ikke kan finde ud af at påtage sig dette lederskab, mener vi er kulturelt og tidsmæssigt bestemt. ... Som mor får man helt automatisk magten over sit barn – hvem skulle ellers have den? ... Vores budskab er derfor, at vælger du som mor at lukke øjnene for din faktiske magtposition, fralægger du dig samtidig ansvaret for opgaven. Den uundgåelige konsekvens er, at du dermed svigter dit barn.« (s. 12-13)
Mor og magt? Og hvorfor ikke far?
Det sidste spørgsmål besvarer forfatterne slet ikke. Måske fordi de koncentrerer sig om magtspillet mellem børn og forældre, ikke mellem de to køn. Men måske også, fordi moderskabet netop ikke længere er bundet til et køn. I dag er det en rolle, en kulturel konstruktion, som enhver, der gider, kan påtage sig.
Dog ville det have klædt de to forfattere at forklare, hvorfor fædre slet ikke nævnes – i ikke helt få familier er far som bekendt den mest moderlige. Men ofte er den ’naturlige’ forventning, at kvinden tager mest ansvar for familien. Hvilket hun også gør, blandt andet fordi det forventes.
Men modermagten har sjældent været forbundet med nogen særlig prestige. Bogen nævner også en række kulturelle konstruktioner, der har gjort det svært for kvinderne at påtage sig chefrollen i hjemmet:
*Nedvurderingen af kvindearbejde (når kvinder kommer i flertal i f.eks. lægejob, siver prestigen lige så stille ud).
*Vores vane med at forbinde moderlighed med ’omsorg, rummelighed og nærvær’ snarere end med magt, lederskab, visioner og fælles mål.
*Kvinders egen næsten intuitivt kritiske indstilling til selve fænomenet magt og vores skræk for at være dominerende, bestemme, være for meget.
Modsat lægger bogen op til at opvurdere lederskabet for familien. At være Mor betyder sådan set bare at påtage sig den lederrolle, man allerede har, men blot, påstår de to forfattere, løser dårligt og lemfældigt, hvis man ikke gør sig det bevidst.
At være moderne leder vil sige at være den, der prioriterer værdier og mål. Den, der bruger al sin intelligens, fleksibilitet, koncentration, indlevelsesevne og interesse til at lytte og finde løsninger, alle kan leve med.
Og hvor har vi lært at være så dygtige? På arbejdet, selvfølgelig.
Derfor er det oplagt, at genopførelsen af moderskabet måtte foregå netop ved at definere moderskabet som en aktiv magtrolle: Direktør, leder, mentor, kaldes Mor i Moderskab. Lederskab.
Mor er altså omsider kommet hjem igen. Nu som mand, med skuldrene gjort brede af mandlige værdier og karakteristika:
»Lederskab handler kort sagt om at påtage sig ansvaret for at lede barnet via brug af den voksnes overlegne mentale kapacitet og akkumulerede livserfaring, at finde et fælles kommunikationssystem og anvende indlæringspsykologien.« (s. 167)
Yes, hvor sejt!

Ansvar for familien
Uden selv nogensinde at vælte mig i managementsprog har jeg personligt allerede i nogen år haft nogenlunde succes med at påtage mig det ansvar, jeg allerede havde for familien.
Blandt andet fordi man kun kan uddelegere opgaver, man har ansvar for. Skal jeg have en 10-årig til f.eks. at tømme opvaskemaskinen, skal jeg først selv tage opgaven, dernæst give den fra mig. Ikke bare håbe, det sker af sig selv, selv om maskinen skal tømmes hver dag.
Ledelse (som jeg foretrækker for frem for det oppustede lederskab) forholder sig nemlig reelt til skældud som aktion til reaktion, som handling til ærgrelse.
At lede er at fortælle, hvad man ønsker og forventer og følge op, så det sker – før man bliver sur og skælder ud. Frem for alt er det en blindgyde at tro, at børn kan gætte, hvad der helt konkret og praktisk forventes af dem, hvis de ikke får det at vide (igen og igen).
Skal man alligevel skrue bissen på (det skal man tit, desværre), har man en bedre sag, hvis man allerede har meldt klart ud.
Jeg er kort sagt omsider blevet Mor, så ofte som muligt i fællesskab med min mand. Blot er det selvfølgelig anstrengende altid at skulle være så voksen og forudseende. Som så mange moderne arbejdsmennesker m/k har vi aldrig fri.
Derfor vil jeg også gerne – nu hvor ungerne er 15 og 12 og desuden har en lillesøster på fem – fastholde mit 11 år gamle krav om, at forældre bør have ret til deltid efter eget ønske, som man har det i Sverige. Ganske enkelt for at skaffe voksenenergi til familien og gøre det muligt at fylde forældrerollen ud.
Ideelt kan mænd og kvinder tage deltid på skift, alt efter, hvem der lige nu skal have mest gang i karrieren. Blot er én ting sikker: Helt uden forhandling bliver det med stor sikkerhed kvinden, der ender på deltid.
At sørge for, at ens børn vokser op til fornuftige, sjove, ansvarlige voksne, er nemlig uigenkaldeligt blevet en fritidsbeskæftigelse, fordi vi laver noget andet i vores arbejdstid.
Men at tørre ansvaret af på børnehave, skole – og i sidste instans på barnet selv – er hverken rimeligt eller værdigt.

*Winnie Haarløv og Emilia van Hauen: ’Moderskab. Lederskab’ blev anmeldt her i avisen mandag den 6. september af Lilian Munk Rösing

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu