Læsetid: 4 min.

Musikalske iværksættere på tværs

Den alternative musikscene er fuld af igangsættere – og det kan godt lade sig gøre at være idealistisk, tjene penge og vække de store institutioners interesse på én gang
20. september 2004

Undergrund
Frederik Birket-Smith, aka DJ 2000F, kaptajn for festarrangørgruppen Ohoi: »Mentalt kommer investeringen aldrig igen, men økonomisk går det helt fint.« Mens de fleste kulturgenrer klager sig over for lidt støtte, blomstrer ét hjørne uden om etablissementet: den alternative musikscene, der ofte er elektronisk baseret og udspiller sig omkring nattelivet. Scenen omsætter millioner om ugen – og er drevet af unge entusiaster, i køen og bag kulisserne.
Ohoi, der begyndte at udsende gratis mix-cd’er og arrangeret UK garage-fester for to år siden, er bare et eksempel. Homogruppen Dunst er et andet: De har gjort op med den pæne bøssekultur ved hjælp af dragshows, popper-parties, darkrooms og en lang række andre frække ideer. Men hvorfor er den alternative fest- og musikscene så fuld af entreprenører?
Kvinderne bag Ladyfest er blandt scenens nyeste aktører. De afholdt i sidste weekend Ladyfest, der præsenterer elektronisk og alternativ musik med udelukkende kvinder på og bag scenen. Ingrid Lüttichau forklarer: »Vi ville godt se noget mere power bag kvinder på den ret mandsdominerede musikscene. Vi vil også gerne lancere nogle forbilleder, for eksempel med dj-workshop og danseundervisning for børn. Vi ville vise noget af det frem, som normalt er mindre eksponeret. Men vi laver det jo samtidig, fordi der sker en masse derude. En genre som electro, der har haft en revival de seneste par år, har været fyldt med seje kvinder.«
– Fik I støtte?
»Vi har fået nogle penge fra kommunen og amtet, men ellers har det været svært. Til gengæld har steder som Vega og Cinemateket bakket meget op – det er bare ikke penge.«

Toiletterne i orden
Ohoi startede med at holde UK garage-fester, fordi ingen spillede deres yndlingsmusik: »Det startede meget idealistisk,« siger Frederik Birket-Smith. »Vi lægger en masse energi i alt fra PR og til energien i dj-showet til at pigerne også gider komme, fordi toiletterne er i orden. Så mixer vi gamle rave-klassikere ind i musikken, så vi får flere med, og så skal lyd, lys og især udsmykning bare være i orden. I oktober havde vi en, der besvimede over bassen – det var et stort øjeblik.«
Arrangørgruppen Komponent, der udspringer af kunstgruppen Lab på Vesterbro, har afholdt arrangementer rangerende fra det eksperimentelle til det rentud obskure siden år 2000. Herunder også jævnligt for fem-ti publikummer. Men i denne sommer stod Komponent først for deres egen scene på årets Roskildefestival, så inviterede Danmarks Radio dem til at stå for det alternative program på den elektroniske festival Public Service i slutningen af august.
Christian Rohmann fortæller: »Vi når ud til et nyt publikum, men vores program er den samme stil som i de efterhånden 60 arrangementer, vi har lavet. Det er mere som om tiden har fået øjnene op for, at der findes anden elektronisk musik end den med de store fester og chilloutrum og en masse narko.«K
Komponent laver også selv kunst og musik. Et af de seneste projekter hedder Renegades of the Game Boxen og er livemusik af computerspilslyde. Det er nørdet og sjovt og passer godt til gruppens filosofi:
»For os har det været meget befriende, at vi ikke laver det kommercielt. Hvis folk skal stå der friviligt, skal det være eksperimenterende og sjovt. På musikscenen, sammenlignet med kunstscenen, er det ret nemt at få pengene hjem. Folk vil godt lægge nogle penge og drikke noget øl. Når vi har lavvande holder vi for eksempel sommerfest, hvor folk betaler kulturaflad efter evne,« forklarer Rohmann.

Sundhedstegn
Thomas Madvig fra P3’s Det store mix har også stået bag klubben Very Disco i fire år. Med Public Service-festivalen har han og hans medarrangører bygget bro mellem institutionen DR og de energiske elektroniske miljøer.
»Grundtanken kom fra andre festivaler, som bygger sig op omkring en smuk bys centrum, i stedet for en mark med et telt,« fortæller Madvig.
»DR og Københavns Kommune var med på ideen fra start, og vi fik Komponent til at lave den alternative scene, fordi de er det mest stilrene arrangørteam i landet i den eksperimentelle musik. Og så har de en masse troværdighed ude i miljøet. Det er meget vigtigt.«
»Så det har været fantastisk at lave ideerne. Problemet lå i papirarbejdet og tilladelserne, og det er den største barriere for musik-igangsætterne. Du får ja på et kontor og nej på et andet. Der er miljøhensyn, lydstyrke, brandvæsen, definitioner omkring offentlige eller private rum.«
– Hvordan synes du det går for den elektroniske scene herhjemme?
»Den gror! Det store sundhedstegn er, at vi er på vej væk fra de rene genrefester, som min generation er vokset op med. For fire år siden var trance for eksempel det helt forbudte ord i teknoverdenen. Nu kommer der flere og flere af trancens melodiske elementer ind. Nogle brokker sig, men alle scener har kællinger – også rockscenen! – og såvidt jeg kan se, er det her en global tendens,« konstaterer DJ Madvig.

*www.ohoi.dk
*www.dunst.dk
*www.ladyfest.dk
*www.komponent.dk
*www.dr.dk/publicservice

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her