Læsetid: 3 min.

Det muslimske samfund

29. september 2004

Man skulle tro, muslimerne i Danmark var et politisk parti. At de var et kollektivt organ. For hver gang en muslim udtaler sig om krig og fred eller kvinders frigørelse, så det ikke stemmer overens med dansk konsensus, bliver ’det muslimske samfund’ opfordret til at tage afstand fra udtalelsen.
I sidste uge udtalte mufti Shahid Mehdi på DR2, at »al den kriminalitet, der begås mod kvinder, sker, fordi de ikke er tildækkede.«
Det blev udlagt som opfordring til voldtægt af kvinder uden slør. Det var for meget for ligestillingsminister Eva Kjer Hansen. Som måtte afkræve imamerne en reaktion. Og en ganske bestemt reaktion: De skulle sige, at islam ikke anbefalede voldtægt af alle kvinder uden slør. Og den, der tier, samtykker. Som ministeren udtalte: »Hvis de tier, kan man nemt forledes til at tro, at de er enige med muftien.«
Ligestillingsministeren havde ikke bemærket, at imam Abdul Wahid Pedersen allerede havde taget afstand fra Mehdis udtalelser. Og at også Mehdi i en pressemeddelelse havde dementeret, at han skulle opfordre til voldtægt:
»Uanset om kvinder går tildækket eller ej, så er alle former for overgreb mod disse strengt forbudt islamisk set, hvilket også er min holdning.«

Lørdag aften var der igen en muslim i fjernsynet. Direkte adspurgt om han betragtede eventuelle angreb på statsministeren og forsvarsministeren som legitime, svarede Slimane Hadj Abderrahmane – almindeligvis kendt som den danske Guantanamofange – noget, der er blevet tolket som et ja: »Det kan da godt...«
Og så brød helvede løs. Som om Slimane havde udsendt en officiel krigserklæring mod ministrene. Dansk Folkeparti ville straks have undersøgt, om man ikke kunne kriminalisere den slags udtalelser. Statsminister Anders Fogh Rasmussen understregede mandag, at man jo ikke kan kriminalisere idiotiske udtalelser.
Og kunne have tilføjet, at det ville være idiotisk at kriminalisere den type udtalelser, fordi det ville underminere præcis det parlamentariske samfund, som man ellers skulle beskytte med sådan en lov. Det ville underminere argumentets autoritet at ekskludere den type udtalelser som ’ulovlige’. Men i stedet opfordrede statsministeren det muslimske samfund til at tage afstand fra Slimanes udtalelser.

Det ligner den bedste vilje: Nu må I som muslimsk kollektiv tage afstand fra Slimanes svar på studieværtens spørgsmål. Men opfordringen virker modsat: For det første gør statsministeren og ligestillingsministeren med de direkte tiltaler alle landets 180.000 muslimer potentielt ansvarlige for en enkelt muslims holdning.
Målet skulle være at isolere den enkelte muslims udtalelser fra andre danske muslimer, men i offentligheden får man skabt et billede af en muslimsk samfundsklasse. Og underteksten er som udtalt af ligestillingsministeren: Hvis I ikke aktivt tager afstand, så er I med Slimane.
For det andet tager ministrene med deres opfordringer initiativretten fra muslimer, der kunne tænkes at kritisere Slimane. Hvis muslimer rejser sig imod Slimane, vil det ligne en reaktion på en opfordring og ikke et selvstændigt initiativ. Og hvis de ikke gør det, vil det ligne enighed med Slimane. Det viser igen den paradoksale tendens til tvangsmodernisering, som præger forestillinger om integration. De skal opføre sig som danskere. De skal være moderne som selvstændige individer. Men de kan ikke vælge det selv. For det er allerede blevet dem pålagt. Heldigvis var der allerede i tirsdagens aviser adskillige muslimer, som markerede, at de ikke så statsministeren og forsvarsministeren som legitime mål.

Statsministern burde enten have henvist til de muslimer, der gentagne gange har opfordret til selvkritik. Eller henvist til de sidste ugers virkelige succeshistorier om franske og engelske muslimer, der på eget initiativ er rejst til Irak for at kritisere gidseltagning som diktatorisk afpresningsmetode.
De franske og engelske muslimer har afdramatiseret frygten for sammenstød mellem muslimer og vestlige i alle lande ved gennem handling at vise et fællesskab mod de terroristiske tendenser.
De har vist sig som forbillede for alle dem, der vil bryde den kollektive mistænkeliggørelse af en konstrueret samfundsklasse. De fører effektiv kamp mod terror.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu