Ny cd
Det sker, en populærmusikalsk kunstner bliver bedre med årene. Til hverdag er såvel omdrejningshastighed som faldstal ubarmhjertigt højt i den dødsdrom, der leverer hidsig baggrundsmuzak til kørsel a la Jason Watts, huslige gøremål, ulovlig downloading, lektielæsning, bajerdrikning, sort arbejde, knivstikkeri, diskoteksbesøg og hvad befolkningen nu ellers får tiden til at gå med. I dén forbindelse er erfaring kun en hæmsko, eftersom der åbenlyst er indgået en kontrakt mellem musikindustrien og de luftbårne medier om, at meningen med livet såvel som musikken er, at sutte røv på de 15-16-årige og den overvældende mængde mennesker, hvis såvel intellekt som følelsesmasse er stivnet lige deromkring.
I en sådan branche skal der mere end talent til at skabe sig en karriere udholdenhed grænsende til det dumstædige, fedt på nerverne og blik for de små sejre er absolutte must-haves, gerne koblet med en god portion humor, selvironi og nøjsomhed til de magre år. Om trubaduren Allan Olsen besidder nogle af de ovennævnte egenskaber vides ikke, til gengæld er han én af vores allermest forrygende scenekunstnere. Lige meget hvor sløjt det måtte stå til med pladesalg og radio-airplay, kan han altid tage en af sine guitarer på nakken og drage land og rige rundt, thi folket skal nok fylkes om ham og fylde klubberne, når han folder sig ud dér. På scenen giver han den både som fremragende fortæller og meget morsom mand, der samtidig mestrer kunsten at holde en sal tryllebundet med kun sin guitar og stemme, når det bliver tid til en sang.
Koncerterne har en evne til at overskygge pladekunstneren Allan Olsen, der godt nok efter denne signaturs mening har været længe om at finde fodslaget, men som for alvor blev interessant med Onomatopoietikon i 2000, hvor han forlod den sonisk slagne singer-songwriter-vej til fordel for et mere slasket og spontant udtryk, ikke ulig en Tom Waits sine steder. Fra starten var Olsen en forrygende tekstforfatter en af de absolut mest prægnante her i det ligusterfascistiske smørhul og kilometervis over folk som Poul Krebs og Johnny Madsen, som han af uransagelige årsager ofte slås i hartkorn med men det har drøjet med at skabe en lydlig pendant til de vidunderligt veloplagte tekstrækker, han tilsyneladende ubesværet rabler af sig.
Uegal på den fede måde
Olsens på alle måder mest interessante og givende udspil til dato hedder Gæst, en fuldstændig uegal plade på den fede måde. Her er ingen sonisk grundstemning, klangen skifter fra nummer til nummer, men føjer sig til sidst lykkeligt sammen i et givende hele, der konstituerer et hovedværk i Olsens produktion. Det skader ikke sagen, at denne stortalende gavflab linder lidt på blufærdigheden hør f.eks. »Seende kærester« eller den direkte gribende »En plads i byen« og ind imellem synger om mere sårbare ting uden at knække over i hverken sentimentalitet eller kedsommelig knækpoesi, men med fornem balance mellem det personlige og det private. Mestendels er han dog hujende sjov og tilmed original som bare fanden, med en næsten øretæveindbydende sproglig vitalitet; det er satenedeme sjældent, der findes så mange uforglemmelige one-liners i en cd-booklet som her.
Det er så overskudsagtigt og livsbekræftende, at man en stund ganske glemmer den gemene grundangst, miserable misantropi og altoverskyggende pessimisme, der udgør ens sølle livsgrundlag. Olsen kan både lange velsiddende verbale øretæver ud, ramme durk ind i tilværelsens allerskæveste sider, solidarisk gengive ryggesløse rygter fra randområderne og give kæresten et forsonende knus, så det sprogligt klinger ved, længe efter musikken er holdt op med at spille.
Mange fine melodier
Det er så ikke altid, Olsen er leveringsdygtig i det der fuldstændig uforglemmelige melodimateriale, der måske kunne indskrive ham direkte i Højskolesangbogen. Et værk han i øvrigt alt andet lige er selvskrevet til optagelse i, hvis den altså ikke var på så pokkers reaktionære hænder.
Således holder han meget af rudimentære akkordrundgange med kun lige antydningen af melodi, men når det fungerer, altså, fungerer det for det første upåklageligt, for det andet er der intet i den tradition, han indskriver sig i, der peger på, at man med vold og magt skal forsøge at overgå Burt Bacharach, hver gang guitaren stemmes på en ny bizar facon. Det kan i bedste trubadurfacon snildt fungere som afsæt for en fantastisk fortælling, hvor ordene er det overhovedet vigtigste; lyt bare til »Talisman« på pladen her.
Alsidig Gæst
Dét sagt er der rigtig mange fine melodunter på Gæst, der desuden nyder godt at et usædvanligt virilt samarbejde mellem kunstneren og multiinstrumentalisten Gæst Vincent, der tilsyneladende behersker de fleste af mennesket kendte instrumenter, måske med undtagelse af valdhorn og viola da gamba. Ind imellem suppleret med et par venligtsindede gæster i diverse positioner, men faktisk fungerer materialet bedst, hvor den klanglige iscenesættelse er allermest skrabet og nøgen. Og så er Olsen selv en forrygende guitarist, hvilket foldes flot ud på pladens ti sange, som i parentes bemærket sidder i skabet hver og én; hvad de så end laver dér!
Dherrer Olsen Og Vincent har med stor opfindsomhed produceret griseriet her, er mestendels gået uden om de oplagte og gængse standardløsninger og har i det hele taget haft det hørbart morsomt bag pulten, hvilket også kommer lytteren til gavn. Og glæde. Og udelt fornøjelse. Jo. Det sker, en populærmusikalsk kunstner bliver bedre med årene.
På mange måder har Olsen altid været en joker i det trivielle kortspil, vi kalder den danske musikbranche. Men denne gang er joker altså trumf.
*Allan Olsen: Gæst (Columbia/Sony)
*www.allanolsen.dk
