Læsetid: 5 min.

Når politikere går i Pisa-panik

Politikere reagerer meget hurtigt på en Pisa-rapport om skolens kvalitet. Ofte er de styret af deres ideologi og ikke af rapportens konklusion
17. september 2004

Dagsorden
Pisa-undersøgelserne skal måle de 15-åriges muligheder for på sigt at håndtere livet, men ofte bliver de omsat i alt for hurtige signaler, der fuldstændig ser bort fra nuancer og forbehold i undersøgelserne.
Dermed risikerer de veldokumenterede rapporter – alene i Danmark interviewes godt 6.500 elever – at blive et instrument i den politiske magtkamp i stedet for et værktøj til udvikling og kvalificering af de værdier, der ønskes i den danske folkeskole.
Et eksempel er en Pisa-undersøgelse, der – angiveligt – viste, at store skoler er bedre end små. Sådan måtte menigmand i hvert fald opfatte budskabet, da det var tygget færdigt af politikere og presse. Kommunernes Landsforening brugte rapporten som afsæt til at kræve landsbyskoler lukket, og partiet Venstre bruger den dag i dag rapporten til at fremhæve store skoler. Ingen af parterne har angiveligt studeret rapportens parametre. Det er der andre, der har.
»I Pisa-undersøgelsen kunne det konstateres, at taget over alle landene som helhed, så det ud til, at store skoler klarede sig bedre end mindre skoler,« forklarer Jan Mejding, der er en del af ledelsen af Pisas arbejde i Danmark og lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet siden 2000.
Han lægger afstand til de hurtige politiske signaler.
»Det er en grov og uholdbar overfortolkning af et statistisk sammenfald. Der er intet i Pisa-undersøgelsen, som taler for nedlæggelse af små skoler. Men resultatet opfordrer til, at man også kan se på store skoler med nogen sympati. De har – i kraft af deres størrelse – en række fordele i forhold til allokering af ressourcer, og de byder på – i de gode tilfælde – en mangfoldighed af muligheder, som ellers godt kan blive overset,« fastslår han.

Tid til eftertanke
Pisa-rapporterne udkommer hvert tredje år, den næste kommer til december og fokuserer på matematik. Går det som det plejer, vil Danmark ligge lige under gennemsnittet – mens Finland scorer højt. Og det vil afføde krav om, at Danmark styrker uddannelsen af lærerne og øger den klassiske faglighed på bekostning af skolens dannende funktioner.
Der hersker i forskerkredse en generelt træthed over at se tunge undersøgelser reduceret til politisk spilfægteri.
En af kritikerne er Jens Rasmussen, professor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Institut for pædagogisk sociologi. Han understreger, at han ikke kender Pisa-undersøgelserne i detaljer – men reaktionerne genkender han.
»Skolen kan med Pisa-resultaterne blive betragtet som en pølsefabrik – en input/output-maskine: Hvordan kan vi få bedre pølser ud?« forklarer Jens Rasmussen.
Han fremhæver, at brugen af test som politisk navigationsmiddel kan ændre selve undervisningens karakter i en uønsket retning.
»Skolen begynder at undervise mod testene, og at skolens indholdsmæssige mangfoldighed bliver indsnævret.«
Tiden er ifølge iagttagerne inde til, at politikerne holder igen med det ideologiske baserede reaktionsmønster. Der skal omtanke til, før det statistiske materiale kan bruges til noget godt.
»I omformningen af de øjeblikkelige reaktioner til handlingsforslag håber jeg, at der kommer en periode med vidensopsøgning og eftertænksomhed,« siger Jan Mejding.
Det er en udbredt indvending i forskerkredse, at politikerne
systematisk tager afsæt i de dele af rapporterne, der fremmer deres egne visioner.
»De forskellige politiske partier kan have forskellige ideologiske ideer, som de – af andre end videnskabelige grunde – ønsker fremmet. De kan derfor være tilbøjelige til at gå på ’strandhugst’ i un-dersøgelser og kun fremdrage de resultater, som passer til deres ideologi. Dette er forståeligt og ikke nødvendigvis forkert – blot ikke fyldestgørende. Det er vigtigt, at vi ikke lukker øjnene for resultater, vi ikke kan lide,« siger Jan Mejding.

Kontante nyheder
Når Pisa-undersøgelserne ofte bliver brugt til at søsætte politiske prøveballoner og visioner, hænger det også sammen med, at pressen ofte ikke kan gennemskue rapporternes kompleksitet. Den journalistiske praksis gør, at journalisterne ikke beskæftiger sig med rapportens substans – kun med dens muligheder for at lave overskrifter med en vis grad af panik. Hvis rapporterne skal bruges med respekt, kræver det, at journalister begynder at interessere sig for tallene bag rapporterne
»En stor skole behøver altså ikke at være en god skole under alle forhold. En statistisk sammenhæng, som den findes i Pisa-undersøgelsen, kan skyldes en lang række sammenfald, vi ikke har kontrol over,« fastslår Jan Mejding.
Han fremhæver, at det er helt almindeligt i nogle lande at samle de ældste elever på større skoler. Dermed vil de store skoler få tilført viden fra andre mindre skoler – og høster dermed et bedre resultat. Og dermed er der pludselig ikke længere belæg for at konkludere, at store skoler uden videre er bedre. Måske tværtimod.
»Disse elever er måske bedre, netop fordi de har tilbragt deres første skoleår i små, overskuelige enheder. Vi kan ikke svare på dette spørgsmål ud fra oplysningerne i Pisa,« siger Jan Mejding.
Omvendt har andre lande en tradition for at samle elever med særlige behov på mindre skoler. Det gør det også yderst vanskeligt uden videre at sammenligne store og små skoler.
»Det svarer lidt til, at vi ved, at de elever, der klarer sig dårligst, er dem, hvor forældrene hjælper mest med hjemmearbejdet. Det betyder jo ikke, at forældrene skal holde op med at hjælpe deres børn - blot at vi andre skal tænke over fornuften i de sammenhænge, vi finder,« påpeger Jan Mejding.
Eksemplet med de små og store skoler er langt fra enestående. Rapporterne er også blevet brugt til at styrke troen på, at skoler kan styres på markedsvilkår.
»En skole er ikke en fabrik, som fodres med råvarer i den ene ende, og hvor produktet – eleverne – så kommer ud i den anden ende med en mærkat, som kan bevise produktionens effektivitet. Troen på, at karakterlister viser noget som helst vigtigt om en skole, kan være ødelæggende for skoler, som gør et kæmpe arbejde for at hjælpe elever fra socialt truede familier. Dertil er en karakter et alt for upræcist mål og et alt for begrænset mål for en skoles succes med arbejdet,« siger Jan Mejding.

Chokket
Den internationale læseundersøgelse fra 1991 – der ikke er en Pisa-undersøgelse – ramte den danske skoleverden med et brag. Danske elever kan ikke læse, var konklusionen stort set, hvilket dækkede over at de var længe om at lære at læse. Jan Mejding afviser ikke kritikken eller konklusionen. Men han påpeger, at den voldsomme fokusering på den negative konklusion kan være med til at give et skævt billede i offentligheden af folkeskolen.
»Det er oplagt, at de rapporter, der rammer overskrifterne med størst kraft, er de rapporter, der omtaler negative eller kritisable forhold, eller som påpeger misforhold i vores egen opfattelse af situationen. Læseundersøgelsen var et chok, for vi var helt overbeviste om, at vi gjorde et fremragende arbejde på det område,« siger Jan Mejding.
Han retter i det konkrete eksempel ikke kritikken mod pressen. Men forskere og politikere skal være sig bevidst, at journalistikken er underlagt disse vilkår.
»Journalister vil gerne opfylde rollen som den kritiske vagthund for offentligheden - og så er det mere spændende at stille spørgsmål til de ting, som ser ud til at være gået galt, end at fremhæve de gode ting. Det er der ikke mange kritiske spørgsmål eller overskrifter i,« fastslår Jan Mejding.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her