Læsetid: 4 min.

Når verden har lukketid

Skamroste Mikael Simpson er tilbage efter veloverstået depression, lommesmerter og en mental udrensning
3. september 2004

Interview
Mikael Simpsons mintfarvede mobil vibrerer insisterende, da han trækker den op af jakkelommen i et dunkelt hjørne af stamstedet Café Props. På det lysende display blinker navnet ’Dandomain‘.
»Jeg lader den bare ringe ud,« siger han og lægger telefonen fra sig igen. Efter lidt gåen på klingen forklarer han, hvad opkaldet drejer sig om:
»Det er et domæneselskab, som har prøvet at fange mig siden mandag formiddag. Min nye musikvideo er lagt op på deres server, og den får sindssygt mange hits. Det er de pissesure over, og de vil have flere penge fra mig. De ringer hveranden time. Er det ikke mærkeligt,« spørger han og afleverer et af sine sjældne smil.
På mandag er den 30-årige musikmager aktuel med sit andet soloalbum, De Ti Skud, og selv om Mikael Simpson stadig kører på pumperne, så går det væsentlig bedre med økonomien end for godt halvandet år siden. Det var dengang, at beatkritikernes nystiftede Steppeulv-pris reddede hans røv fra det totale mis- og armod.
»Det gik ad helvede til på det tidspunkt. Min kæreste og jeg var flyttet fra hinanden, og jeg var bare pisseked af det hele. Jeg havde oven i købet været inde og vende på psykiatrisk skadestue og var blevet nødt til at leje et værelse nede på Israels Plads for 4.500 kr. om måneden. Der var 14 kr. tilbage på min konto, og så gik jeg op på scenen den 31. januar og spillede røven ud af bukserne. Bagefter fik jeg den der fucking pris på de 50.000 kr. som ’Årets Håb‘. Da jeg kom ned i banken med sådan en krøllet check, fik de eddermanme foretaget nogle opkald for at tjekke, om den var god nok. Hold kæft, hvor var jeg glad.«
Opholdet på psykiatrisk skadestue var flygtigt og kunne have ramt hvemsomhelst.
»Jeg havde levet lidt for meget fra hånden til munden med for mange barbesøg og joints. Det gavner ikke mavefornemmelsen, og jeg trængte til at blive renset ud. Bare sprænge en form og tude en hel masse. Det, tror jeg, er meget normalt – det kan ramme alle fra fabriksarbejderen til statsministeren,« mener han.

Let til musikken
For Mikael Simpson kom det ikke som det helt store chok, at mange var aldeles nede med hans underspillede, underfundige og alt andet end underlødige debut, Os2+Lidt Ro, fra foråret 2002. Den oprindelige vestjyde og inkarnerede nørrebroer er altid kommet let til musikken. Til gengæld overdriver han ikke sine evner på en række andre fronter. Som Simpson konstaterer, rakte hans flirt med uddannelsessystemet til en »dårlig« folkeskole-eksamen.
»Musikken er et af de eneste steder, hvor jeg føler, at jeg begår meget få fejl. Måske er det noget med, at musikken altid har været der. I 9. klasse i Holstebro pjækkede jeg og hang ud i pladebutikken. Senere fik jeg job dernede. Da jeg blev 18, blev jeg også ansat på stedet i en pladebutik i Århus. I Luksus (opløst duo med ditto roste Lise Westzynthius, red.) kom det også nemt til mig.«
Mikael Simpson arbejder bedst i sin lille lejlighed et par hundrede meter væk fra Café Props i Blågårdsgade i København. Om natten. Siden Os2+Lidt Ro er det electronica-baserede hjemmestudie flyttet fra soveværelset og ind i stuen. Midt i det, han kalder et håndværkertilbud. En ordentlig bunke rod med en enkelt lyspære dinglende fra loftet.
»Det er så nemt at sætte sig ned, når klokken er blevet 10-11-stykker udenfor. Verden har lukketid. Folk hygger sig rundt omkring, og der er ikke nogen, der ringer. Ingen småbørn dunker pludseligt i væggen. Told&Skat har lukketid. Der sker nogle fantastiske ting i det rum.«
Især glæder han sig over, at P3’s til tider glatte electronica-program, ’Det Store Mix’, har gjort De Ti Skud til ugens album.
»Det er helt nyt land. At en lidt anden målgruppe synes, det er godt og ikke bare sådan noget klagende indie. Jeg har prøvet at lave noget, der var mere behageligt at lytte til, uden at musikken mistede dens kanter.«

Ingen lufthavn
På solodebuten begejstrede Simpson bl.a. med genistregen »Ikke en rigtig bjørn«. Den var en hilsen til Bjørn Lomborg og regeringens miljøpolitik. Også på De Ti Skud blander multimusikeren sig med den titelløse albumlukker. Her hører man optagelser fra en lokalradio, hvor to ældre kvinder i en sen time giver deres bidrag til indvandrerdebatten. Eksempelvis er de forfærdede over, at der ikke længere findes danske grønthandlere: »Jeg kom til at lytte til det en nat, og det gav mig gåsehud. Der ligger en paranoid energi og lurer. Siden har jeg spillet nummeret for folk, der har grinet af det. Men når de så tager hjem og hører det, er de blevet skræmt, og de griner overhovedet ikke mere.«
»Nummeret har ikke så meget med mig at gøre. Det er deres energi, der driver det. I det her tilfælde stikker jeg bare fingeren i jorden og formidler videre. Jeg forestiller mig en 82-årig kvinde, der abonnerer på mistillid og Ekstra Bladet. Men jeg ved det ikke,« siger Mikael Simpson, som efterfølgende forklarer, at han til trods for sangtitler som »Kæmpe-kæreste sorger« forsøger ikke at bruge alt for meget af sin hovedstol i teksterne.
»Jeg kan godt have en tendens til det. Men jeg er ikke nogen lufthavn. Jeg fortæller ikke folk, hvor de skal gå hen, hvor de skal stå. Min musik skal være åben for fortolkning, så lytterne kan tage sangene og proppe ned over deres egen tilstand.«

*Mikael Simpsons ’De Ti Skud’ udkommer mandag og bliver anmeldt i morgendagens Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her