Læsetid: 5 min.

Nader – tungen på vægtskålen eller bare ud ad vinduet?

Den venstreorienterede forbrugeraktivist Ralph Nader stiler atter efter den amerikanske præsidentpost. Sidste gang kostede han demokraterne dyrebare stemmer. Nu støtter velhavende republikanere hans kampagne. Han har ikke en chance. Hvad vil han?
24. september 2004

Portræt
Som I ved, har vejret været vildt, og det kan have indflydelse på valgdagen. For eksempel: Hvis der er en orkan i Texas, kan Kerry vinde. Hvis der er tordenvejr i Massachusetts, kan Bush vinde. Og hvis det sner i helvede, vinder Nader.
Jay Leno, vært, The Tonight Show

Det er en udbredt opfattelse blandt mange medlemmer af Det Demokratiske Parti, at Ralph Nader kostede dem præsidentposten ved det tætte valg i 2000. I delstaten Florida, hvor George W. Bush slog Al Gore med sølle 537 stemmer, satte 97.488 amerikanere kryds ved Naders navn. Havde blot en brøkdel af dem taget til takke med Gores profil, havde han vundet Florida og dermed valget. Det var nærliggende at udråbe Ralph Nader til syndebuk.
Som man kan tænke sig, faldt det ikke i synderlig god jord i de kredse, da den nu 70-årige Nader nok en gang meddelte sit præsidentkandidatur i februar i år. Mens republikanerne godtede sig, kaldte formanden for Demokraternes Nationalkomité, Terry mcAuliffe, straks beslutningen for »meget uheldig«.
En falanks af demokrater, gamle venner og tidligere tilhængere fordømte Naders beslutning, og hjemmesider med titler som Don’t Vote Ralph (La’ Vær’ og Stem på Ralph) dukkede op. Disse mennesker har Nader et udtryk for, som han benytter igen og igen: »Den liberale intelligentsia«. ’Liberal’ forstået som ’frisindet’. Denne gang har Nader ikke fået Det Grønne Partis støttestempel og stiller i stedet op for Reformpartiet, som opstod i kølvandet på den stokkonservative rigmand Ross Perots valgkampagne i 1992.
Men hvorfor gør han det dog? Ralph Nader påstår, at han udelukkende kaprer republikanske vælgere, der ikke er tilfredse med det underskud på betalingsbalancen, som er opstået under George W. Bush; at han åbner en ’anden front’ mod den republikanske præsident.
Derudover skal hans kandidatur ses som en udfordring af det amerikanske topartisystem, som han mener er skadeligt for demokratiet.
»Jeg synes, at det er udtryk for et ekstremt enevælde at mene, at dette land kun tilhører to partier, og at alle andre bare skal træde til side,« sagde han tidligere på året i et talkshow på den amerikanske tv-station PBS.
I en udsendelse på NBC udtalte han, at han ikke mener, at der er nogen grundlæggende forskel på en regering med Bush og John Kerry ved roret. »...De store koncerners regering vil forblive i Washington – hvadenten den er demokratisk eller republikansk,« sagde han. De to partier er i den naderske optik to alen ud af ét stykke.
Det konservative britiske nyhedsmagasin The Economist forklarer i en analyse ret præcist, hvad der er Naders ærinde:
»Som de fleste irritationsmomenter har hr. Nader en pointe. Fra en venstreorienterets synsvinkel adskiller hr. Kerry sig ikke mere fra hr. Bush end Coca-Cola fra Pepsi.
Det drejer sig ikke bare om Kerrys villighed til at bevare amerikanske styrker i Irak. Han lader ikke til at have travlt med at underskrive Kyoto-protokollen eller de Internationale domstole,« skriver bladet og spidder demokraterne med et: »Hvad er der blevet af 60’ernes frisindede drømme?«

Man tror det ikke, men engang var Ralph Nader en ekstremt populær skikkelse blandt mange amerikanere. Han blev født i Connecticut i 1934 og uddannede sig på eliteuniversiteterne Princeton og Harvard. Allerede som ung aktivist fik han ’de store koncerner’ – eller corporate America’- som sin yndlingsaversion.
Han gjorde sig bemærket, da han i 1965 udgav bogen Unsafe at any speed (Farlig ved enhver hastighed). Heri påpegede han, at adskillige biler – og General Motors’ Chevrolet Corvair i særdeleshed – var designet så elendigt, at de udgjorde en unødvendig fare. Som kommentatoren Hendrik Hertzberg for nylig anførte i ugemagasinet The New Yorker, er Ralph Nader mere end nogen anden enkeltperson ansvarlig for, at der findes biler med sikkerhedsseler, airbags og benzintanke, der ikke eksploderer, hvis man kører galt. »Takket være Nader, bliver babymad ikke længere fyldt med giftstoffer, kravledragter er ikke længere letantændelige, postevand er sikrere at drikke end tidligere, man kan ikke længere sælge fordærvet kød ustraffet, og folk med dentale problemer får deres tænder røntgenfotograferet iført blyforklæder, som beskytter kroppen mod farlige stråler,« skrev Hertzberg, der i øvrigt ikke er Ralph Nader venligt stemt.
Da det blev almindeligt kendt, at General Motors havde hyret en privatdetektiv til at finde noget snavs på Nader, tvang et trafiksikkerhedsudvalg i Senatet virksomhedens direktør til at give Nader en personlig, offentlig undskyldning. Denne historiske begivenhed katapulterede Nader videre ind i den kollektive amerikanske bevidsthed.
Som 33-årig havde han hjulpet med at overtale Kongressen til at gennemføre lovgivning, der forbedrede sikkerheden i alt fra atomenergi, rør med naturgas og ruteflyvning. Nader er blevet sammenlignet med en profet fra Det Gamle Testamente. I biografien Nader: Crusader, Spoiler, Icon (2004) siger en ven og allieret om Nader, at »profeter ikke skaber gode præsidenter«, mens det at »stille folk til regnskab for ikke at leve op til moralske standarder, det er den rolle, Ralph spiller bedst«.
På sin egen facon arbejdede Nader stædigt videre med sine mærkesager. Det meste af sit liv har han brugt på at kæmpe for forbrugeres og arbejderes rettigheder over for store koncerner. Han har været med til at grundlægge en lang række bevægelser, hvoraf en af de mere kendte er Citizen Public, der har været aktiv i protesterne mod WTO, IMF og Verdensbanken. I dag har Citizen Public mere end 150.000 medlemmer.

Asketen og ungkarlen Nader, der hverken ryger eller drikker og undgår kød og fedt, omgiver sig med unge, progressive og intelligente mennesker, der ikke er bange for at arbejde for pebernødder og lige så hårdt som ham. Nader går for at leve beskedent og skal ikke være bange for at prutte om prisen, når han køber flybilletter. Ifølge dagbladet USA Today lever han for 25.000 dollars (cirka 152.000 kroner) om året og sender størstedelen af sin indkomst videre til borgerrettighedsgrupper.
Ved præsidentvalget i 2000 var Ralph Nader på stemmesedlen i 43 delstater og trak 2,9 millioner stemmer. I 1996 var han opstillet i 22 delstater og fik 685.000 stemmer. Det er usandsynligt, at han denne gang vil opnå mere end nogle hundrede tusinde stemmer; man kan forestille sig, at nogle af hans regelmæssige vælgere fik et gevaldigt chok og svedige håndflader, da bordet pludselige fangede i 2000. I første omgang har han skullet samle 700.000 underskrifter alene for at få sit navnetræk på stemmesedlen i 50 stater.
Som nævnt forestiller Nader sig, at hans kampagne vil tiltrække vrede konservative. Men noget tyder på, at flere republikanere, der også støtter George W. Bush økonomisk, har doneret tusindvis af dollars til Naders kampagne. Det siger Larry Noble, som er direktør for Center for Responsive Politics – en gruppe der følger pengestrømmene i amerikanske politik.
»Nader vil formentlig afvise det, men disse mennesker støtter ham tydeligvis for at underminere Kerry,« siger Larry Noble til månedsmagasinet The Atlantic Monthly.
Ifølge centrets research er Naders mest prominente republikanske pengedonor eksempelvis milliardæren og ærkerepublikaneren Richard J. Egan, som har givet mere end 200.000 dollars til Bushs genvalgskampagne. Og mange flere følger trop.
For Ralph Nader er svaret enkelt. Det er Den Liberale Intelligentsia, der står bag.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu