Læsetid: 5 min.

Nederdrægtighederne på Borgen

’Der rejses ikke ét overflødigt problem i filmen,’ siger Birthe Rønn Hornbech (V) om den politiske thriller ’Kongekabale’
28. september 2004

Film og politik
»Der er ingen menneskelige træk i filmen, som ikke er velkendt her på Christiansborg i dag,« siger Birthe Rønn Hornbech, Venstres retspolitiske ordfører, om Nikolaj Arcels Kongekabale, der foregår på Christiansborg og handler om kyniske politikere, ambitiøse spindoktorer og kompromitterede pressefolk.
I centrum af intrigerne står den idealistiske journalist Ulrik Torp (Anders W.
Berthelsen), som efter få dage på Borgen får færten af en sammensværgelse, der efter en voldsom ulykke for Mid-terpartiets formand har til formål at gøre den ene af partiets formandskandidater, Erik Dreier (Søren Pilmark), til formand for partiet og dermed statsminister efter det forestående valg – på bekostning af den anden formandskandidat, Lone Kjeldsen (Nastja Arcel).
Birthe Rønn Hornbech har iagttaget det politiske spil på nærmeste hold og har i flere bøger skrevet om, hvad der sker, når den kritiske presse får et alt for tæt forhold til magten. Information inviterede hende til at at se Kongekabale og tale om filmens udgangspunkt i virkeligheden.

Fyr hele bundtet
– Hvad synes du om filmen?
»Jeg må sige, at jeg fandt den utroligt spændende. Jeg slugte den, og jeg syntes, at jeg genkendte det hele. Der er alle de menneskelige nederdrægtigheder, som vi kender helt tilbage fra magtkampe mellem de romerske kejsere – det er der ikke noget nyt i – og som af hensyn til dramatikken er samlet på få personer, hvorfor det virker mere voldsomt.«
»Indspistheden her på Christiansborg bliver belyst på fremragende vis i Kongekabale. Og det er spørgsmålet, om journalister skal være herinde så længe. Jeg har sagt, at hele bundet burde fyres ved hvert folketingsvalg, fordi det bliver for sammenspist. I filmen siger Torps redaktør, da Torp skaber problemer for avisen, at ’nu har vi brugt år på at få et godt forhold til politikerne på Christiansborg.’«
»Det, der for mig er afgørende, er, at Kongekabale er meget problematiserende. Der rejses ikke ét problem, der er overflødigt, i replikkerne faktisk. Og det er dem, man skal høre vældig godt efter. Jeg morede mig over det redaktionsmøde lige efter partilederens ulykke, hvor Kurs Ravns redaktionschef er vældig hurtig, ’kan de vinde, hvis han dør, hvem bliver formand?’ Det er virkeligheden for journalisterne, der er ivrige efter at vide, hvordan situationen udvikler sig. ’Kan vi allerede nu udnævne Lone Kjeldsen til formand?’ Det er nok pressens opgave, men nogen gange ødelægger det noget.«
»Det er freelancejournalisten Moll (Nicolas Bro, red.), der får de sagt rigtige ting, synes jeg, de væsentlige ting. ’Hvem søren skal tage sig af de svage,’ og, vil jeg tilføje, hvem søren skal overhovedet være kritisk, hvis journalisterne i virkeligheden er blevet som politikerne og går og drømmer om at blive politikere og spindoktorer?«
»Moll er outsideren, som hele tiden forklarer vor helt, Torp, hvad det drejer sig om. Som i scenen hvor han fortæller Torp, at grunden til, at journalisterne står rundt om Erik Dreiers spindoktor, Peter Schou (Lars Mikkelsen, red.), er, at man regner med, at han bliver den kommende statsministers spindoktor. Og så er det derfra, at alle informationerne kommer.«

Åbent hus
»Men det er svært at gøre noget ved, også fordi jeg godt ved, hvordan journalisterne er presset af deres redaktører, og redaktørerne er presset af deres bestyrelser mht. oplagstal. Hvordan kan man bevare sin uafhængighed og agere frit og selvstændigt?«
»I filmen kommer der en eller anden bemærkning om, at kollegerne på Christiansborg er trætte af Ulrik Torp, og jeg tror desværre, at det er rigtigt, at hvis man går imod strømmen og er for dygtig, så risikerer man at blive ugleset blandt sine egne.«
– Kunne man ikke bare lukke avisernes Christiansborg-redaktioner?
»Der er ikke nogen som mig, der er tilhænger af, at Christiansborg er så åbent et hus, og at journalisterne kan komme til alle oplysninger. Hvis ikke de havde kontor her, så kom de ikke lige så let til oplysningerne. Men det, der er et gode for pressen, at have adgang til oplysningerne og et godt kildenet, er præcis det, der gør, at faren for, at integriteten ikke er intakt, er tilstede. Det viser sig, at chefredaktøren og Erik Dreier har gået sammen på Journalisthøjskolen, og jo mindre et land er, jo mere udpræget bliver det.«
»Det vigtigste, man kan gøre, og det gør Kongekabale, er at få offentlighed omkring problemet.«
– Hvordan oplever du selv spindoktorfænomenet?
»I mit daglige politiske virke opdager jeg det overhovedet ikke. Jeg styrer uden om det. Det hedder sig vist nok, at der er nogle bestemte spindoktorer, man skal ringe til, hvis man er folketingsmedlem og skal have fat i ministeren, og det har jeg altså ikke behøvet.«
»Men jeg har selvfølgelig bemærket mig de der tåbelige historier, der kommer ud i aviserne, og det synes jeg også, at filmen viser. Det er rigtigt, hvad Moll siger om, at spindoktorerne spiller deres eget politiske spil.«
»Det gør man allerede, når man er en lille, ung kvarttidsansat studerende sekretær. Der er nogen af dem, som render rundt på gangene og tror, at de er nogen vældig spændende personer, der kan spinne selv.«

Ringere integritet
– Hvad er der sket – er det kun spindoktorernes skyld?
»Det er ikke så enkelt, at der bare er blevet skubbet det ekstra led ind mellem politikere og journalister. Det at være politiker er blevet så professionaliseret, at man fjerner sig fra det at være folkevalgt. Man fjerner sig fra det at have et andet arbejde, så man er entydigt økonomisk afhængig af den løn, man får herinde.«
»Rekrutteringsgrundlaget bliver mindre og mindre, og folketingspolitikere bliver nogen, som er vokset op i ungdomsorganisationerne og kun har politik i hovedet og ved for lidt om livet. Derfor er de på mange måder sårbare, hvilket medvirker til en ringere integritet. Anders, statsministeren, har selv citeret en af de gamle grækere, tror jeg, der siger, at man skal tage dem, der ikke vil være politikere. Men det er gået lige omvendt.«
»Der er også sket det, at formidlingen er blevet vigtigere end budskabet. Det er en ond cirkel mellem politikerne og medierne med de fire sekunders taletid, hvor man skal komme med meget korte statements. Som politikere bliver vi tudet ørerne fulde med, hvor lidt folk hører efter. De ser på slipset, og så er det næste skridt, at man skal have nogen til at hjælpe sig med at vælge det, og hvem er det så, man tager? Man tager dem lige på den anden side af bordet, hos journalisterne.«
»Det er en glidende udvikling, og vi må stille os selv spørgsmålet, om vi overhovedet har en uafhængig presse.«
– Hvad kan ’Kongekabale’ bruges til i den sammenhæng?
»Når pressens integritet går fløjten, er der ikke længere nogen til at være offentlighedens vagthund. Det bliver meget tydeligt med filmen, og jeg håber virkelig, at den giver publikum stof til eftertanke, og at man bliver mere kildekritisk, når man læser aviser, og hvad man ellers læser.«

*’Kongekabale’ har premiere på fredag og bliver naturligvis anmeldt her i avisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her