Læsetid: 2 min.

Olien – et let mål for sabotage

Små reserver og stor efterspørgsel har gjort verdens oliemarked meget sårbart over for aktioner, der afbryder forsyningerne
29. september 2004

Efter oliefesten
Oprørere og sabotører i de olieproducerende lande vejrer morgenluft. Det er forholdsvis nemt at gå til angreb på en olieinstallation og det påvirker verdensmarkedet kraftigt.
Prisen for en tønde råolie steg i går op over den psykologiske tærskel på 50 dollar pr. tønde.
Stærkt medvirkende var frygten for et stop for olie-eksporten fra Nigeria, OPEC’s femtestørste olieproducent.
Oprørs- og løsrivelsesbevægelser har længe præget delstaterne i Nigerflodens delta, hvor oliekilderne findes. Sidste år førte oprør fra Ijaw-stammen til en længere afbrydelse af olieproduktionen. Nu er det krigsherren Alhaji Dokubo Asari og hans væbnede tilhængere, der gør verdens olieimportører nervøse.
En af Asaris træningslejre i Rivers State blev angrebet af nigerianske forbundstropper med fly og kamphelikoptere. Han overlevede angrebet og svarede igen med trusler mod Shell, hvilket førte til evakuering af 250 ansatte, beretter Lagos-avisen Vanguard.
Den daglige produktion af 2,3 millioner tønder olie fortsætter som før. Men nervøsiteten pressede verdens oliepriser i vejret.
Hvorefter Dokubo Asari optrappede sine trusler og sagde til olieselskaberne i området, at de skal lukke deres produktion før 1. oktober, hvor oprørsbevægelsen i anledning af 44-årsdagen for Nigerias uafhængighed vil starte aktioner, der skal føre til deltastaternes egen uafhængighed af Nigeria.

Pulsåren ramt
I Irak er antallet af angreb på olieinstallationer vokset fra 2 i januar til 18 i september, skriver Washington Post.
I Indonesien blev en gastanker stormet af bevæbnede mænd i juli. I samme måned var der sabotage af gas- og olieledninger i Indien og i Rusland var der aktioner i juni og august.
I Saudiarabien tog en gruppe al-Queda-sympatisører ansvaret for attentatet på 22 udenlandske oliearbejdere i Khobar i maj.
Efter et angreb på et fransk-chartret tankskib ud for Yemens kyst i 2002 skal Osama bin Laden have sagt:
»De hellige krigere ramte den hemmelige forbindelse, forsynings- og fødelinjen til selve pulsåren i korsfarernes land.«
For tre år siden var der reserver at trække på i tilfælde af et attentat. Alene i Saudi-Arabien kunne man med kort varsel forøge produktionen med 6 millioner tønder olie om dagen.

Danske Bank venter fald
Nu er verden samlede produktion og afsætning oppe på ca. 81 millioner tønder om
dagen – og der er kun mulighed for at hæve den med
én million. Usikkerhed om forsyningerne slår øjeblikkeligt igennem som højere priser.
I Den danske Bank venter man alligevel, at prisen vil falde til omkring 40 dollar pr. tønde om tre måneder. Det skyldes en tiltro til at producenterne rundt omkring i verden vil øge investeringerne og presse mere olie ud af felterne, sålænge prisen er høj, siger chefanalytiker Sten Bocian, Den Danske Bank.
Desuden mener banken at »vi har set toppen af vækstraterne, både i USA og Kina.«
Den pressede situation på verdensmarkedet skyldes en stærkt stigende efterspørgsel i Asien kombineret med faldende lagre i USA, siger han. De faldende lagre skyldes dels at forbruget stiger, dels at orkanerne i og omkring Den mexicanske Golf har ført til lukning af produktion og havne.
»Vi kan bestemt ikke udelukke nye store udsving i olieprisen. Men generelt er verdensøkonomien blevet bedre til at absorbere oliechok, end den var for 10-20 år siden. De øgede indtægter hos olielande og olieselskaber strømmer hurtigere ud i økonomien igen,« siger Sten Bocian

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her