Læsetid: 4 min.

Olsen strutter af selfidence

Nordjyden kan stadig tale fanden et øre af. Hvis altså ikke det bliver siddende af ren nysgerrighed over en ræsonnerende associatør, der snildt når fra modeord i Euroman over arrangerede ægteskaber til Lennons partnervalg
21. september 2004

Interview
Men I kan grine, og I kan glo
Stik ho’derne sammen og snak værsgo
Hun er min Quasimodo
Og hun har det,
de fine kalder selfidence
Allan Olsen: »Én der er grim«

Allan Olsen er tilbage i fuld effekt. Den 48-årige sanger og guitarist har været væk i hele fire år siden sit seneste studiealbum, det prisbelønnede Onomatopoietikon. Det nyeste bærer en lidt lettere udtalelig titel, nemlig Gæst. Titlen er en hyldest til Allan Olsens såkaldte soulmate, multiinstrumentalisten Vincent Gæst, der har sat sit tydelige præg på en række af den gamle frederikshavnerdrengs i alt 11 langspillere.
Sproget er dog som altid den storsnakkende Allan Olsens eget, og undervejs på Gæsts 10 skæringer får han vanen tro udfordret formen og det danske sprogs rammer. Et eksempel er nummeret »Én der er grim«, som kort og godt handler om en fyr, der dropper sine umiddelbare æstetik-præferencer til fordel for et mindre indbydende eksemplar af det modsatte køn – »en stærk og selvstændig kvindelig vognmand«. I sangen optræder ordet »selfidence« gentagne gange – det er dét, fyrens nye kærlighed bare besidder til overflod.
»Jeg går ikke rundt med en mission om at udvikle sproget. Jeg er heller ikke ligeglad på det danske sprogs vegne, men det er i første omgang vigtigt for mig at udvikle mit eget sprog. Alternativet er, at jeg keder mig usigeligt, når jeg skriver. Jeg prøver hele tiden at skubbe til de ord, jeg bruger i en sang. Sangen bliver så skubbet til en kant, hvor man må spørge sig selv: Er det her overhovedet en sang, eller er det indviklet prosa, som bare bliver sunget?,« forklarer Allan Olsen.
Ordlegen har sine omkostninger. For eksempel aldrig at kunne blive andet end nichekunstner. Også selv om man lige pludselig skulle sidde med et hitpotentiale a la Britney Spears’ mest træfsikre. Og måske også se lidt anderledes ud:
»I hendes og andres poptekster er der måske 30-35 ord, som bruges igen og igen. På dansk og engelsk. De ord forventer lytteren, men når lytteren hører noget, der falder uden for de 35 ord, kan der ske to ting. Enten bliver han eller hun omgående døv – også selv om du egentlig siger noget temmelig simpelt. Eller også tvinger du lytteren til at koncentrere sig. Når man gør det, accepterer man at henslæbe en tilværelse som nichekunstner.«
– Ja, for der er vel nogen, som falder fra?
»Alle sammen med meget få undtagelser. Men jeg klager ikke.«

En klassiker er født
– Kan du forklare ordet »selfidence«?
»Selfidence er pladens eneste oprigtige forsøg på at bidrage til det danske sprog med et nyt ord. Lidt ligesom ’power-nap’ eller supermarkedernes ’shopping-consultants’. Hvis ikke vi fanger grineren over den slags udtryk, så ønsker vi ikke at more os. Ordet selfidence er sådan en gave til jetsettet og hele det publikum. Det er en gave, fordi det er halvt engelsk og halvt dansk – confidence og selvtillid. Det lyder meget fedt og kan vel glide lige ind i Euroman og vel nok også Eurowoman. Jeg kan også forestille mig lederen i ALT for Damerne bruge ordet uden at blinke.«
– Har du måske skabt en blivende klassiker her?
»Jeg tror, jeg har skabt en klassiker, og det er i øvrigt fuldstændig gratis at begynde at bruge det. Ingen copyright, du, så det kan I godt sige herovre fra nu af.«
– Hvad med jyderne? Må de ikke bruge det?
»Nej, man skal ikke bruge det på den anden side af vandet. Så bliver man stemplet. Ligesom da jeg havde min nuværende samlever – som kommer herovre fra – med etellerandet sted i ’provinsen’, som I jo siger. Derovre var der en bekendt, der spurgte mig: Er hun ikke lidt avanceret? Dét ord er helt ekstremt ondskabsfuldt, for det betyder faktisk, at min samlever både ubevidst og bevidst skulle have sat sig ud over vores – altså provinsens – stand. At hun er utilregnelig, snobbet og fuldstændig ligeglad.«
– Jeg kan samtidig fornemme, at sangen om den grimme kvinde ikke er møntet på din egen samlever?
»Det tror jeg ikke, man kan påstå. Sangen handler bare om, hvordan vi danner par i vores kultur. Det foregår som regel i en brandert. I en tilstand af utilregnelighed, hvor vi kan frikendes for alvorlige forbrydelser, og vi ikke må sidde bag rattet. Men vi må gerne finde vores livs kærlighed og i øvrigt, endda, formere os sammen i en tilstand af forlænget pubertet. Og når vi så står der med vores voksne børn foran os, så holder vi det ikke ud mere. Så bliver børnene gidsler.«
»Samtidig håner vi andre kulturer, som gør brug af arrangerede ægteskaber. Men måske er det ikke så tosset, hvad der foregår i en række andre kulturer. At de ældste og mest begavede i flokken sætter sig sammen i ædru tilstand og snakker om, om ikke den enes datter og den andens søn kunne fungere sammen. Så er der selvfølgelig også en flok får involveret, men det er stadig mindst lige så begavet, som det er for os at rende rundt i en tilstand, hvor vi egentlig burde indlægges,« anfører Allan Olsen og vender endelig tilbage til denotationerne i »Én der er grim«:
»Fyren i sangen er jo sådan en wannabe-barfly, der med lidt tør nikotintunge har forsøgt at gifte sig over evne. Det vil alle jo gerne, men ham her har pludseligt set lyset: ’Hvis jeg nu tager én, der er lidt grimmere end mig selv, så kan jeg slappe fuldstændig af. Så er jeg den attraktive og feterede.’ Det var det, John Lennon vidste, da han tog Yoko Ono. Tror jeg. Vi tænkte jo alle sammen dengang: Hvorfor vælger han sådan en grim, fladpattet japaner? Han kunne jo have fået hvad-som-helst! John Lennon var nok ikke så dum alligevel.«
– Det var en ordentlig smøre ...
»Ja, men du spurgte jo selv.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her