Læsetid: 10 min.

OPINION

10. september 2004


En radikal maveplasker
Af Zenia Stampe landsformand for Radikal Ungdom
Sommerens flotte opvisning i at forsvare retten til at vælge sin ægtefælle frit er endt i en radikal maveplasker!
På sommergruppemødet i august fremlagde den radikale folketingsgruppe et idékatalog over tiltag, der skal forhindre tvangsægteskaber. Blandt de mange fornuftige og ikke særligt kontroversielle forslag havde der sneget sig en tidsel med: Forslaget om at forbyde fætter-kusine-ægteskaber.
Forslaget er udtryk for en helt uacceptabel indblanding i et af livets vigtigste valg – valget af ægtefælle. Et valg som Marianne Jelved ellers har brugt en stor del af sommeren på at forsvare.
Men her står vi så med et radikalt forslag, der lider af akkurat samme problematiske tilgang til problemløsning som 24-års-reglen. Såvel 24-års-regel som forbud mod fætter-kusine-ægteskaber forsvares ved at være rettet mod forhold, der ofte gør sig gældende i tvangsægteskaber: At de indgås mellem meget unge mennesker, og at de unge ofte er i familie med hinanden i forvejen.
Kær fætter er ok
Men der er op til flere væsentlige problemer ved den tilgang: For det første er der intet at udsætte på de to forhold i sig selv – altså at man ønsker at leve sammen med sin udkårne, før man er 24 år, og at man forelsker sig i sin fætter.
For det andet gør de samme forhold sig gældende for mange andre par. Et forbud mod fætter-kusine-ægteskaber vil derfor – akkurat som 24-års-reglen – ramme mange andre end dem, det var tiltænkt.
Men den radikale gruppe retter dog også skytset mod alle fætter-kusine-ægteskaber, når den også begrunder sit forslag med, at fætter-kusine par har en forhøjet risiko for at få handikappede børn.
Her overser gruppen flere forhold: For det første behøver et ægteskab ikke at indebære, at man får børn sammen, ligesom det at få børn sammen absolut ikke forudsætter, at man er gift med hinanden.
Desuden er der en række andre forhold, der – ligesom fætter-kusine-relationen – kan forøge risikoen for at få handikappede børn. Det gælder f.eks. alder og misbrugsproblemer. Den naturlige liberale og radikale position er, at det er op til forældrene – og ej staten – at afgøre, om de vil løbe ’risikoen’ for at få et handikappet barn, og om de i så fald vil være i stand til at tage sig af et handikappet barn.
Radikale i panik
Den radikale gruppes forbudsforslag udtrykker en nærmest panikagtige trang til at bevise, at man tager problemet med tvangsægteskaber alvorligt. Men det kan man godt gøre uden samtidig at øve vold mod basale friheder.
Det burde have været det radikale sommerbudskab.

Målet helliger ikke midlet
*Den 2. september skriver Thomas Hylland Eriksen i en kommentar om de sidste ugers terroraktioner verden over. Han søger at forstå begivenhederne politisk. Klart nok. Men samtidig er det også anstødeligt, at disse tab af medmenneskelighed får lov til at slippe igennem med en forsigtig politisk status.
Terrorhandlinger som disse, og ikke mindst radikaliteten i dem, er ikke blot en påmindelse til ‘Vesten’, om hvor sårbare ‘vi’ er. Radikaliteten i gidseltagningen i Nordossetien, hvor drab på skolebørn er taget i anvendelse som politisk middel, er en påmindelse om, hvor sårbar hele menneskeheden er over for tabet af medmenneskelighed.
Vi ved ikke, hvem de var – terroristerne. Som i tidligere eksempler på denne type radikal terror har de vel været drevet af sorg, lidelse, afmagt- og hævnfølelse, følelser, hvis årsag givetvis er politiske (i dette tilfælde den russiske brutalitet i Tjetjenien). Men drevet af følelser, grænseløs destruktion, manifesteret i forvandlingen af sine egne kroppe til våben, må den ‘rationelle’ forståelse høre op. Politiske mål – de være sig nok så legitime, kan aldrig hellige et middel, som i sig selv bærer menneskelighedens negation i sig.
Disse mennesker sætter ikke blot »økonomisk vækst og social stabilitet overstyr«, som Hylland skriver. De taber også kampen mod sig selv og deres egen menneskelighed, og bidrager blot til uendelige fordoblinger af
lidelsen.

Wibeke Hansen
København Ø

*Rådet for lavere børnedødelighed anmoder alle voksne mennesker om ikke at sprænge små børn i luften.

Jørgen Dissing Nørgaard
Frederiksberg C

Ikke alt handler om Atatürk
*Det er fint, at Information rapporterer fra Tyrkiet op til den afgørende beslutning. Men de første artikler er mildest talt skuffende. I en artikel den 6. sept. beskuer journalisten Atatürks kontrafej, og det minder hende om »et religiøst symbol. En Gud«.
Hvordan er det nu lige sådan en ser ud? Vi får ikke den fjerneste antydning af, hvorfor Atatürk skulle udstråle guddommelig kraft. Eller skulle det måske være en pointe, at sekulariseringen har religiøs status i Tyrkiet? Journalisten sammenblander imidlertid en statsideologi med religion. Mange nyere stater er bygget op omkring en grundlæggelsesideologi – og ofte en grundlæggelsesskikkelse. Tænk blot på betydningen af republikken i Frankrig eller af antifascismen i Italien.
Atatürk var diktator i et moderniseringsregime. For så vidt var han en typisk diktator i mellemkrigstidens Europa. Forskellen er blot, at diktaturet ikke som de fleste andre diktaturer (Portugal undtaget) brød sammen efter Anden Verdenskrig. Derimod var det i stand til gradvist og delvist at demokratisere sig inden for rammerne af den herskende statsideologi. I dag er arven fra Atatürk imidlertid en konservativ kraft, der bremser reformforsøg. De personer, journalisten har interviewet, er kemalistiske hardlinere, der krampagtigt forsøger at fastholde kontinuiteten med fortiden. Reformbevægelsen kræver, at der lægges tiltagende distance til den kemalistiske forståelse af republikken, herunder af demokrati og sekularisering.
Men distance fører ikke nødvendigvis til, at religionen tager over. Mange tilhængere af tyrkisk EU-medlemskab placerer sig mellem de to konservative blokke, kemalisternes og islamisternes. Betydningen af EU er ikke mindst at skabe en sådan politisk midterposition. Journalisten bør undgå de mest stereotype fremstillinger af Tyrkiet (»Atatürk hænger overalt«) og se nuancerne i det politiske landskab.
Ikke alt handler om Atatürk.

Jan Ifversen
afd. for Europastudier v. Aarhus Universitet

Nyt fra loppemarkedet
*Kunstforeningen på Gl. Strand i Kbh. har valgt nyt navn: Gl. Strand. Altså som lokaliteten, hvor der også afholdes loppemarked. Man fristes derfor til at benævne en del af kunstforeningens nyeste udstilling, Grib Tiden, som et loppemarked. Det skyldes afsnittet med keramik. En stor del af de keramiske arbejder, de fleste forholdsvis små, er anbragt i en tilfældig blanding direkte på gulvet. Og endnu værre: rummet er spærret af, dvs. i de to døråbninger er sat glas. Man skal altså betragte de keramiske værker fra lang afstand. Et markant Bindesbøll-fad kan lige klare denne hårdhændede og ufølsomme fremvisning. Hansen-Jacobsens glasurer skal man næsten have kikkert med for at se. Hvorfor har man ikke gjort mere for at vise det bedste – og på en bedre måde?
Har man mon sagt: vi skal bare finde nogle værker, som kan illustrere den samtidigt udgivne bog eller tid? Man vil lave kunsthistorie. Vi får måske en god historie, men kunsten sjuskes der med.

Erik Veistrup
Kastrup

Fordomsfuldt
*Den 4.-5. sept. beretter Georg Metz om den daværende borgerlige presses karaktermord på Jens Otto Krag. I sin artikel præsterer Metz selv at begå karaktermord på Venstres politiske ordfører Jens Rohde, som han beskylder for bekvemt at gå ind for vielse af homoseksuelle i kirken, fordi han »nu stiller op i hovedstadsområdet efter at indremissionske venstrefolk verfede ham ud i Viborg«.
Rohde har imidlertid i hele sin folketingskarriere talt imod diskrimination af bøsser og lesbiske. Da Folketinget i 1997 indførte forbud mod, at læger medvirker ved insemination af enlige og lesbiske kvinder, stemte Rohde som et af de få medlemmer af Venstres folketingsgruppe imod forbuddet med følgende argumentation fra Folketingets talerstol: »Samfundet og vi som politikere i særdeleshed kan og skal ikke blande os i det enkelte menneskes etiske valg. Det vil alligevel aldrig kunne lykkes os med succes, og det er en meget farlig glidebane, hvor befolkningen så skal være afhængig af, hvem der sidder med magten. Det hører ganske enkelt ikke hjemme i den europæiske civilisation«.
Rhodes frisind forekommer derfor ingenlunde at være kaotisk eller opportunt. Det samme kan desværre ikke siges om Metz’ fordomsfulde logik.

Erik Albæk
professor, Aalborg Universitet

SVAR: Det opportune i Jens
Rohdes holdning til homoseksuelle viste sig måske kun i hans kovending fra at ville stemme for bøssernes og de lesbiskes rettigheder til at være kommet på bedre tanker efter pres fra sin gruppe. Georg Metz

På vej til gratis skolemad
*Tak for artiklen den 6. sept. om skoleboden på Katrinedalskolen i Københavns Kommune, hvor man kan købe sund og økologisk frokost. Skolemaden er et alternativ til junkfood, købt nede om hjørnet, og madpakker, som mange børn ikke bryder sig om at spise, og travle forældre ikke bryder sig om at smøre.
Københavns Kommune tjener ikke penge på salget af mad til skolebørnene. Priserne i skoleboden dækker over råvarepriserne, tilberedningen og distributionen af maden. Det er mit håb, at priserne generelt vil komme til at afspejle råvarepriserne ved at tilberedning og distribution dækkes af rabatter ved storindkøb. Visse varer i skoleboden kan forekomme dyrere end produktionsomkostningerne, men det er for at kunne give en rabat til de varme menuer som f.eks. fiskeretterne, som er dyrere at producere. På den måde har vi gennem skolemadsordningen fået en oplagt mulighed for at få børnene til at spise mere af de sundere retter.
Jeg håber imidlertid, at udviklingen af skoleboderne kan ende med at skolemaden bliver gratis, – sådan som de har det på den anden side af sundet. Der er børn, som hverken får penge eller mad med hjemmefra. Gratis skolemad ville give os mulighed for at løse et socialt problem.

Per Bregengaard
uddannelses- og ungdomsborgmester i Kbh., Enhedslisten

A. P. Møllers havn
*Forleden hørte jeg en samtale i TV-avisen, hvor der blev diskuteret, hvorvidt der var fare for, at en dansker skulle blive taget som gidsel i Irak. En med lokalkendskab sagde, at der næsten ikke var flere danskere i Irak, bortset fra, at A. P. Møller ejede en havn, men den blev så godt beskyttet, at der ikke var nogen fare for gidseltagninger der.
Jeg så for mig det ene Mærsk-containerskib efter det andet, der ankom med forsyninger til amerikanerne. Ikke tyske eller franske skibe, men danske, der tog de uhyre fortjenester hjem. Nu forstod jeg, hvorfor vi måtte deltage i den krig. Det er måske ikke sikkert, at A. P. Møller betaler skat af fortjenesten her i landet, men firmaet støtter utvivlsomt partiet Venstre med en stor sum – Noget for Noget – og de penge kommer jo til gavn her i landet, når der skal føres valgkamp næste gang.

Torben Jacobsen
Fredericia

Enøjet presse vendt mod Rusland
nIgen oplever vi den antirussiske tone, der desværre er normal i artikler om Tjetjenien. Mange af påstandene bygger på uvidenhed og ulyst til at sætte begivenheder ind i en historisk og politisk kontekst.
’Tjetjenske terrorister vil have en suveræn stat’ – nej, ledende terrorist og eksministerpræsident Basajevs mål med invasionen i Dagestan 1999 var ikke et selvstændigt Tjetjenien, men et kaukasisk kalifat af den talebanske type. Moderate tjetjenere kan drømme om suverænitet. I 1990’erne var Tjetjenien faktisk en uafhængig stat. En kriminel frizone med slave- og narkohandel samt kidnapninger. I den muslimske republik Tatarstan er der indgået en aftale med
Moskva om et selvstyre på grænsen af suverænitet. Rusland er tilsyneladende ikke principielt imod selvstyre, når samfundets retsinstitutioner opretholdes.
’Tjetjenerne har ikke et fnug af demokratisk selvbestemmelsesret’ – altså: Rusland har ingen lang demokratisk tradition. Alligevel skabte løsrivelsespræsidenten Dudajev sig en karriere som øverstbefalende i de baltiske luftstyrker. En anden tjetjener, Khasbulatov, blev parlamentsformand. Et enkelt lille fnug af demokratisk medbestemmelsesret må der vel have været. Hvor mange danskere med anden etnisk oprindelse vil kunne udvise et lignende karriereforløb?
’Terrorismen i Israel, Irak og Kaukasus har samme årsager’ – nej: Israel har i årtier koloniseret besatte områder i strid med FN’s resolutioner. Irak er trods manglende FN-mandat blevet angrebet og besat. Tjetjenien har i generationer været anerkendt som en del af Rusland.
I øvrigt: Hvorfor valgte Vesten i 1980’erne at modarbejde jordreformer og ligestilling mellem kønnene i Afghanistan og i stedet støtte Osama bin Laden og åbne vejen for taleban, sharialovgivning og 11.9.?
Hvorfor har USA denne sommer ikke kun givet politisk asyl til den eftersøgte oprører Iljas Ahmadov, men også tildelt ham penge fra Reaganfonden og Kongressens finanslov?
Hvorfor dækkes Rusland så ensidigt af dansk presse? Først fortæller DR1 om tvangsdeportationer af tjetjenere i 1944 uden at nævne baggrunden – tjetjenernes samarbejde med den nazistiske invasionshær. Senere kritiserer en ’Ruslandsekspert’, at Putin ikke satte Alfa-specialtropperne ind. Næste dag læser man i alle russiske aviser, at der er begravet 10 mand fra disse tropper!
Hvorfor er der ingen journalister, der interesserer sig for den russiske masseudvandring fra Tjetjenien i 1990’erne?
Hvilke kræfter i Mellemøsten og Vesten kan have interesse i at destabilisere Kaukasus og dermed svække Rusland?
Det ville kræve en del selvransagelse og selvkritik at få svaret på disse spørgsmål, men vi ville få et bredere og mere nuanceret fundament at danne vore meninger på.

Natalia Fisker, immigrant
og Niels Bjarne Fisker, lektor

Bær’dygtig orm
n»Far, der' en orm i mit kirsebær!«
»Det ska' du ikke vær' ked af Anja, det må vær' en bær’dygtig orm.«

Bo Richardt, Espergærde

Suverænitet
nDen irakiske regering kontrollerer dele af Bagdad.
Baquba, Samara, Kut, Mahmoudiya, Hilla, Fallujah, Ramadi – byer uden for regeringens kontrol.
Overalt skud, bomber, drab
1000 amerikanere
– soldater og lejesoldater – er døde.
Irakere?
Susanne Thorbek

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her