Opinion

Absurd argument
Filosofi
Af Gitte Pedersen
mag.art. i filosofi
Den 31. aug. kommer Henrik Bandak (HB) i et indlæg med det mest forvrøvlede sludder om feministisk filosofi, på baggrund af Lilian Munk Rösings udmærkede anmeldelse af Robin Schotts bog om feministisk filosofi. En så nedladende og forstokket omtale af feministisk filosofi skal man heldigvis lede længe efter.
For det første er det klart, at HB ikke har meget begreb om hvad feministisk filosofi er. Hans reference til Simone de Beauvoir tyder på en eklatant manglende kendskab til
netop hendes filosofi. Faktisk var hun den første kvindelige filosof, der i sit store værk Det andet køn fra 1949 beskrev kvindens situation og faktisk gjorde det i filosofiske termer. Hun kan således betegnes som den første feministiske filosof. Den nye kvindebevægelse i 1970’erne tog hende til sig, ligesom hun stadig i dag fungerer som model for den feministiske filosofi og i det hele taget for hele kvindeforskningen.
HB påstår, at ingen ønsker en kvindefilosofi, men det er jo netop den traditionelle filosofis begrænsning at den ikke ser kønnet. HB slynger om sig med filosofiens abstrakte væsen, og selvfølgelig skal filosofien abstrahere, men den abstraherer altid udfra noget konkret. Ellers ender den jo i den rene idealisme, som ikke kan bruges til ret meget.
Det anderledes
De Beauvoir har netop påvist, at filosofien ikke er kønsneutral, men altid går ud fra manden som målestok. Ved at bruge kategorien ’det andet’ viser hun, at kvinder er det andet køn, det anderledes. Manden er ’det første køn’, det køn der ikke behøver at blive defineret, fordi det er udgangspunktet. Der kan i filosofihistorien findes utallige eksempler på mandlige filosoffers udtalelser om kvinder som det underordnede køn. Så når mandlige filosoffer beskæftiger sig med mennesket, mener de i virkeligheden manden. Derfor er en feministisk vinkel på filosofien absolut nødvendig.
Hvis man ikke som HB henfalder til en absolut idealistisk synsvinkel, men tager udgangspunkt i det konkrete, findes der to køn i verden. Disse køn har forskellig væren i verden og forskellige vilkår. Derfor er en feministisk erkendelsesteori ikke absurd (det er en marxistisk heller ikke), fordi forskellige udgangspunkter giver anledning til forskellige opfattelser af verden.
At mene som HB, at det kun er kvindesygdomme, der giver anledning til en specifik kvindelig vinkel, må nok siges at være fuldstændig absurd. Verden er befolket med to køn, og begge køn har
nogle specifikke vinkler at byde.
Den mandlige vinkel har været filosofiens norm i årtusinder, så nu må det være på tide med en kvindelig vinkel.

Banarepublikken Danmark
*De færreste vil betegne Danmark som en bananrepublik. Vi betragter os som et demokratisk samfund, der hylder respekt for det enkelte menneske, ligestilling, retssikkerhed for alle osv. Der har imidlertid i den senere tid været fremført udtalelser, der kunne indikere, at tingene måske er ved at ændre sig.
I pressen den 3. september konkluderer chefkriminalinspektør Per Larsen, efter at det kom frem, at stadig flere unge med indvandrerbaggrund fremstilles i Københavns dommervagt: »Vi har altså at gøre med nogle andengenerationsindvandrere, som skaber mere utryghed end etniske danskere gør. Vi er nødt til at bruge knytnævemetoden mod den hårde kerne, der trækker de andre med«.
Information bragte den 23. august et interview med Pia Kjærsgaard, der bl.a. handlede om Dansk Folkepartis ønske om at blive regeringsparti efter næste valg. En af partiet valgstrategier er hurtigere hjemsendelse af flygtninge og dernæst af flere tusinde herboende udlændinge med varig opholdtilladelse. Partilederen forklarede: »De skal have et tilbud… de ikke kan sige nej til«.
I første eksempel er det altså højtplaceret politimand, der introducerer ’knytnævemetoden’ i dansk retspraksis. Mens det i andet eksempel er lederen af ’det tredje regeringsparti’, der med reference til Mario Puzos bestseller, The Godfather, gør det klart for potentielle vælgere, at Dansk Folkeparti ikke vil være blege for at tage nye midler i brug, for at indfri deres erklærede mål med flere hjemsendelser.
Mange vil givet mene, at undertegnede er humorforladt. Disse udtalelser er blot udtryk for godmodig dansk humor. Hvis ikke vi kan lave sjov med sproget og med hinanden, hvor er vi så henne? Det er måske nok rigtigt, problemet er blot, at det her ikke er særlig sjovt men ret alvorligt.
De to udtalelser viser, hvordan sproget og debatten om indvandrere har fået en anden tone og karakter de senere år. Grænserne for, hvad det er tilforladeligt og acceptabelt at sige, tænke og gøre ved ’de andre’ (de etniske og religiøse mindretal), bliver hele tiden flyttet. Disse forskydninger sker ikke kun i medierne, hos politikere eller i politiet, men ligeledes i kommunalforvaltninger, boligforeninger, på skoler osv. over hele landet. Den ukritiske accept af denne type udtalelser er symptom på vores manglende respekt og anerkendelse af indvandreres ligeværdighed og medborgerskab i Danmark. Historien har gentagne gange vist, at når først grupper er deklasseret som mindre værd end resten, da er afstanden fra tale til handling ikke særlig stor.
Sproget er ikke uskyldigt. Måden vi taler om os selv og andre, afspejler langt hen ad vejen hvordan vi forstår hinanden. Og i den henseende er dansk indvandrerdebat på afveje. Derfor syntes jeg ikke Per Larsen og Pia Kjærgaards udtalelser er humoristiske. De er i bedste fald betænkelige og i værste fald dybt ubehagelige.

Mikkel Rytter
antropolog

Røverne fra Borgen – og andre eventyr
*Simon Espersen (SE) er den 6. september i et debatindlæg vred over de høje skatter, og hvor man forstår ham. Og endnu mere rasende kan man blive, når man tænker på, hvor simpelt det er at bringe skatterne helt i bund. Skatter er jo ganske enkelt regningen for det, vi selv har købt i det offentlige varehus, så det er bare at finde indkøbssedlen frem og stryge alt det, man aldrig ønsker at købe mere.
Tag nu kongehuset - totalt overflødigt. Og folkekirken? Er det ikke en vittighed, at staten skal betale udgifterne til danskernes overtro? Bistanden til landbruget? Væk med den. Og så er der politiet som altid skal vokse. Helt ærlig - hvis folk har råd til at købe en svinedyr villa og fylde den med alskens kostbart ragelse, så de også råd til at bygge en mur omkring og ansætte et vagtværn – det gør man i USA, og der er skatterne lave. Desuden lider mange folk af den vrangforestilling, at fordi de køber en bil, så skal skattefar løbe og brede asfalt ud foran den. Hvis folk har brug for en vej, må de selv bygge den, og så kan de jo sætte en bom op og tjene mange penge. Det er helt privat og derfor meget billigere end statens veje - så det er bare med at få fingeren ud. Så er der sundhedsvæsnet – få mig nu ikke til at grine. Hvis du bliver syg, så find en læge og betal ham, hvad det koster - og har du ikke råd, så dø – det er under alle omstændigheder langt det billigste.
SE spørger: »Hvad er forskellen på stigende kriminalitet og stigende beskatning«. Man kunne nok forestille sig, at en røverbande ikke ville have betalt for SE’s uddannelse. Men på den anden side – hvis der ud af universiteterne ikke kommer andet end en cand. scient. pol., der ikke kan finde ud af, hvordan man fjerner de forhadte skatter, så kan man lige så godt lukke butikken.

Sven Sandø
Kbh. Ø

Verden set fra Latinamerika
*USA hævede sit militærbudget for 2004-5 til 500.000 mio. dollars. Af klodens seks mia. mennesker lever 2,8 mia. for under to dollars – dagligt.
Ifølge den latinamerikanske organisation CEPAL havde Latinamerika og Caribien ved udgangen af 2003 20 mio. flere fattige end i 1997. USA står for over halvdelen af verdens militærbudgetter. I størrelsesmæssig rækkefølge følger Japan, Frankrig, Storbritanien og Kina. Af de fem lande har de fire, Japan undtaget, permanent plads i FNs sikkerhedsråd. 44,4 procent af latinamerikanerne – 227 millioner personer – lever under den officielle fattigdomsgrænse. 79 procent af disse 227 millioner er under 20 år.
Ifølge den amerikanske økonom Nancy Birdsall er fattigdommen fordoblet i Latinamerika siden miltærdiktaturernes komme i slutningen af 1960’erne og frem til i dag.
Verdens første måling af indkomst per person, den såkaldte BNP per capita, stammer fra 1780, hvor forskellen på rig og fattig på verdensplan blev målt (skønnet) til at være 1:3. I dagens verden er den 1:70.
Journalistik, sat i perspektiv, fra den Tredje Verden er vedkommende og påtrængende som aldrig før.

Rune Vitus Harritshøj
Buenos Aires

DR’s billedmagt
*Et billede siger mere end 1000 ord. Efter at have set børn i underbukser løbe ud af en skole er udenrigsminister Per Stig Møller parat til at ændre Danmarks udenrigspolitik. Tjetjenere er ikke længere ’frihedskæmpere’, men ’terrorister’, og de får ikke mere penge af os. Færdig. Men hvad nu hvis Per Stig ikke havde set de billeder? Og hvad med alle de andre billeder hverken Per Stig Møller eller nogen anden har set? Her tænker jeg på de israelske børn, der ikke kan løbe ud af søndersprængte busser i underbukser, fordi de er døde. Hvordan ser de for resten ud, efter at en sømbombe er sprængt i deres umiddelbare nærhed? Sådanne billeder har DR formentlig skønnet, at vi ikke kunne tåle at se. Tænk hvis en følsom udenrigsminister så rester af børnelig, der mindede om rødgrød. Han kunne finde på at ændre mening om Hamas & Co. og kalde dem terrorister i stedet for frihedskæmpere. Endda lukke for pengestrømmen til det bundkorrupte palæstinensiske selvstyre. Det vil DR naturligvis ikke risikere.

Geoffrey Cain
Hellerup

Ikke fusker
men sjusker
*Peter Tudvads kritik af Garff som plagierende er skudt over målet. Et plagiat vil sige, at man skriver i en genre, der påstår at fremføre nye forskningsresultater, hvor man så overfører argumentation og konklusion uden at henvise til en tidligere forsker.
Garff har aldrig påstået at nå nye forskningsresultater, men blot sat sig den opgave at sammenskrive tidligere forskning, hvilket er lykkedes fuldt ud. At det havde været klædeligt med flere eksplicitte referencer er en anden ting. Garff fusker ikke. Men han sjusker lidt rigeligt...

Henrik Klindt-Jensen
Risskov

Med åbne øjne
*Overrabbiner Michael Melchior mener, at den nuværende situation i Israel sår tvivl om Israels ret til at kalde sig jødisk og demokratisk.
Israel er en jødisk demokratisk nation, som er havnet i den nuværende situation ved at vælge at gå hvert eneste skridt ind i den.

Karen Grue
Kbh. K

Hvem er et brushoved?
*Kan Iraks plagede befolkning klare sig uden international bistand, spørger Finn Edvard (FE) i et indlæg den 2. september.
Indtil nu har bistanden hovedsagelig bestået i en militær bistand, der må betegnes som en fiasko. Så vi burde gøre som Spanien har gjort, trække vores soldater hjem – hellere i dag end i morgen. I stedet burde vi sende bistand til irakerne i form af læger, sygeplejersker og ingeniører.
FE kritiserer også Lone Skov Al Awssi for at karakterisere de unge mænd, der tilslutter sig Al-Sadrs-milits for at være »unge brushoveder«.
Nu er det jo ikke kun i Irak, at der findes brushoveder. I sommers har der været skrevet en del om nogle unge intellektuelle brushoveder i Danmark, som sluttede op bag de nazistiske faner i 1930'erne. FE burde ikke være så fordømmende, måske er der nogle af brushovederne i Irak, der ender som forlæggere eller kunstsamlere...
Jeg er ikke borgerlig og stemmer ikke på de konservative, alligevel har jeg stor respekt for Lone Skov, hun har Irakkrigen tæt inde på sit liv og har stor indsigt i de irakiske forhold. Hun kunne have valgt at tie som en anden kujon, men hun har valgt at træde frem med sin kritik og sige sin mening om Irak-krigen.

Klaus Eriksen
Vissenbjerg

Det ligner spin
*Miljøminister Connie Hedegaard får sin nye stilling på en halv time, og ved derfor først ti dage efter, at Miljøministeriets budget er blevet nedskåret. Jeg syntes, at det er en letkøbt måde, at få den nye minister til at fremstå som miljøforkæmper, mens der føres en uansvarlig miljøpolitik. Ansvaret placeres på andre, og ministeren kan kun love, at der kommer andre boller på suppen i 2006. »Det løb er kørt,« som ministeren selv udtrykte det.

Kristian Østerbæk
studerende på humanististisk
informatik, Aalborg Universitet

Nye skatter lurer
*Socialdemokratiet og Radikale har offentliggjort en pjece om deres fremtidige skattepolitik. Selv om alverdens spindoktorer har været inde over teksterne, så fremstår det klart, at skatterne vil stige under en kommende regering af S og R.
Det er ikke overraskende. Det vil jo koste en kulturrevolution i de to partier at ændre den tilstand. De kommer altid med buketter af benzinafgifter, sodavandsafgifter, parfume, cigaretter, chokolade, biografbiletter, drikkevand, el, varme osv. Den vane er så indgroet, at vi her står over for et politisk gen, som ikke kan ændres...
Det fastslås i oplægget, at vi skal gå fra et skattestop til en skatteinflation, dvs. at skatterne skal stige i al evighed i takt med de almindelige lønstigninger. Skatteoplægget tager det som en selvfølge, at skatterne aldrig kan falde i Danmark.
»Skatteindtægterne skal inflationssikres«, hedder det i oplægget. Det skal ske på den måde, at afgifterne og boligskatter skal sættes i vejret. Da skatten af den sidst tjente krone skal sættes ned, så må man forstå, at de øvrige skatter skal sættes betydeligt op.
Boligskatterne er et eksempel. Hvor meget ved vi ikke, fordi oplægget er meget sparsom med konkrete informationer om, hvilke skatter der sættes i vejret. Det siges om boligskatterne, at også de skal inflationssikres, dvs. at boligskatterne skal stige løbende uanset om man som boligejer kan leve af sine mursten eller ej. Dermed får Jakob Buksti (S) muligvis ret, da han før sommerferien spåede, at boligejerne fremover får konfiskeret deres fortjeneste ved salg af boligen. Altså hvis S kommer til magten.

Flemming Oppfeldt, MF, Venstre