Læsetid: 4 min.

OPINION

7. september 2004


2.600 kr. om måneden
At Information bakker op om SF’s EU-tilhængere er en kendt sag. Så i betragtning af den centrale rolle, Margrethe Aukens nye partifæller i EU-parlamentet, de Tyske Grønne, har i gennemførelsen af Schröder-regeringens Hartz IV-reform, er det ikke overraskende, at Torsten Wepers leder den 1. september koncentrerer sig om at skælde ud på dem, der protesterer mod nedskæringerne. Ej heller at Weper søger at identificere demonstranterne enten med DDR-nostalgikere eller nynazister – til trods for, at protesterne blev startet spontant af en ganske almindelig tysk arbejdsløs uden hverken den ene eller anden organisation i ryggen.
Weper glemmer dog de tyske velgørenhedsorganisationer, som også har blandet sig i det ‘populistiske’ kor. De anfører, at antallet af fattige i Tyskland vil blive forøget fra 2,8 til 4,5 mio. som følge af reformen. Antallet af børn, der lever i fattigdom, forventes tredoblet. I Deutsche Welles engelske udgave på nettet kunne man således læse om en social virkelighed, hvor »familier er afhængige af mad-hjælp, fordi de mangler penge til fødevarer«, »børn der går syge i skole, fordi deres forældre ikke har råd til lægebesøg«, »byer delt efter klasse- og indkomstforskelle« (egen oversættelse).
Kunne ‘anti-populisten’ Weper oplyse os om, hvad han vil sige til at leve for under 2.600 kr. om måneden efter husleje? Og kan SF oplyse, om det er fra de nye tyske partifæller i EU-parlamentet, man henter inspiration til visionerne om det ‘rødgrønne’ Europa?

Ulf V. Olsen
Enhedslisten

SVAR: Information har i flere artikler og reportager beskrevet tyske ledige og lønmodtageres frygt for fattigdom efter vedtagelsen af Hartz IV. Lederen den 1. sept. beskrev partier og enkeltpersoner, som udnytter frygten til egen fordel. Mandagsdemonstrationerne skulle være folkets røst, ikke politikernes platform.wpr

Ummerlandsvind
Det fortælles, at H. M. Dronningens aflidte fader Frederik IX var så glad for at kunne kigge ned til Oslobåden på Larsens Plads fra sit sovekammervindue: Der lå den, pænt og pæredansk i aksen fra Meldahls Frederikskirke via Salys rytterstatue til Philip de Langes stlfærdige magasinbygninger ovre på Holmen – nul utidig grandeur, inkl. nul (n)utidig fejlplacering af et operahus.
Sådan er det ikke mere: Oslobåden er blevet flyttet og Larsens Plads plastret til med noget, der ifølge ens yndlingsklummist ligner »et forsømt mausoleum for en megaloman handelsgartner«, hvilket man herved erklærer sig enig i med bemærkning om, at bemeldte klummists sprogkompetence forekommer mirakuløs og uden yderligere ophold bør inspirere Paven til at sanktifiere ham præ mortem (det eneste virkeligt irriterende ved ens påkommende bortgang er, at man ikke kan se, hvor kede de andre er af det).
Der ud over blot et enkelt opklarende spørgsmål: Hvor i hede hule trekvartstjernede centralhelvede stammer ordet ‘ummerlandsvind’ fra (omtalt i Intermetzo den 28.-29. aug.)? Hverken Google eller Ordbog over det danske Sprog (25. bind, tø-urørt, Gyldendal 1950) vedkender sig eksistensen af fænomenet.

Claus Cornelius Hansen
Hørsholm

SVAR: Ummerland er et begreb fra min studietid, hvor professor Steensgaard som forelæste i 15-1600-tallets økonomiske historie, anvendte det om især de nederlandske skippere, der gik nord om Skagen rev: ummerlandsfarere. Jeg har ind til videre forgæves ledt efter ordet selv, men skal nok finde det.
Georg Metz

Miljø ud over rampen
Christian Ege kritiserer mig den 30. august for at lufte alle fordommene over for miljøbevægelsen. Men det nytter desværre ikke blot at affeje disse fordomme som usandheder og misforståelser. Selv om miljøbevægelsen som oftest har ret i deres udtalelser, skabes der større opmærksomhed om de tilfælde, hvorom der kan sås tvivl. Og fordommen om, at vi skal tilbage til jordhulerne, luftes for at påpege, at det ikke er lykkedes miljøbevægelsen at komme med en attraktiv fremtidsvision, hvor vi tager hånd om klimaproblematikken. Men jeg er udmærket klar over, at man ikke bare trækker sådan et scenarie op af skuffen.
Det er vigtigt at gå fordommene i møde ved tydeligt at signalere, at man står for noget andet, hvis man vil have en større gennemslagskraft. Men man må jo først erkende, at disse fordomme eksisterer.
Mit ærinde er ingenlunde at forklejne betydningen af miljøbevægelsens arbejde. NGO’erne har dygtige og kompetente folk på klimaområdet. Men det kan ikke lave om på, at de har fået sværere ved at blive hørt, især i den borgerlige presse, mens det modsatte er tilfældet for miljøoptimisterne. Og det sker, mens vi lukker drivhusgasser ud i atmosfæren i større tempo.
Dette kommunikationsproblem har mange årsager. Nogle må findes i miljøbevægelsen selv.

Mads Sønnegaard Poulsen
specialestuderende

JuniBevægelsen rø’r på sig
Den 1. september citeres professor Ove Kaj Pedersen for, at JuniBevægelsen reelt har sagt farvel som aktivt medlem af gruppen af unionsmodstandere.
Dette må være udtryk for ønsketænkning fra professorens side. Mark Twain udtalte i sin tid, at rygtet om hans død var stærkt overdrevet. Det samme gælder for JuniBevægelsen, selvom vores økonomiske situation vil være meget anstrengt i en periode. Det forhindrer dog ikke, at vi vil gøre os stærkt gældende i den kommende kampagne mod EU-forfatningen.

Niels I. Meyer
JuniBevægelsen

Regeringen er en papirtiger
I forbindelse med den skammelige lukning af Danmarks humanistiske Forskningscenter bør det ihukommes, at Jean-François Lyotard for 25 år siden i Viden og det postmoderne samfund skrev, at opløsningen af de store fortællinger ikke med nødvendighed ville komme til at betyde frihed og mangfoldighed; men at ét terroriserende kriterium kunne komme til at dominere alle fremtidige sprogspil under devisen ’vær operative, det vil sige kommensurable, eller forsvind.’ Således må det grimme og uværdige princip om at effektivisere vejen fra tanke til faktura vel være noget så mærkværdigt som en ren postmoderne traditionalisme.

Steen Nepper Larsen
ekstern lektor i filosofi og videnskabsteori, RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu