Læsetid: 6 min.

Original eller gimmick

Engang handlede det om troskab mod kunsterisk integritet og om at give filmskaberen mulighed for at stykke sin vision sammen igen, efter at kommercielle spekulanter havde skamferet den. I dag ligner directors cut mest af alt en fidus, der skal sælge tvivlsomme relanceringer og dvd-versioner
3. september 2004

Directors Cut
Donnie Darko får inden længe repremiere i en directors Cut-version. Dermed inviterer den 29-årige amerikanske instruktør Richard Kelly os til at komme og se hans første spillefilm en gang til og nyvurdere den i lyset af, at den nu angiveligt er præcis, som han ønsker den.
Men hvad betyder directors cut? Er det den frustrerede auteur, som har vristet sit hovedværk frem fra studiet for at overbringe filmen til verden, som den oprindeligt var tænkt fra hans side? Eller er det et billigt markedskneb, som skal sælge den samme gamle film med et par nytilføjede scener, som aldrig burde have forladt klipperummet?
Ved første blik virker betegnelsen directors cut overflødig. Hvis man ser bort fra klipperen, hvem andre end instruktøren skaber så filmens struktur? Det gør masser af folk. I mainstreamfilmens historie tilhører den eksklusive ret til at foretage den sidste klipning sjældent instruktøren. Især i Hollywood er det producenterne – de mænd som har skudt penge i foretagendet – som har det sidste ord at skulle have sagt.

Stærke instruktører
For 80 år siden nedskar Irving Thalberg den amerikansk-østrigske mester Erich von Stroheims Grådighed fra 10 til 2 timers varighed, og George Schaefer havde endog en ny afslutningsscene parat til Orson Welles The Magnificient Ambersons i 1942. Traditionen er fortsat i vores tid – spørg bare Martin Scorsese om de slåskampe, han måtte udkæmpe med Harvey ‘Scissorhands’ Weinstein om The Gangs of New York for fire år siden.
De oprindelige versioner af Grådighed og The Magnificient Ambersons er gået tabt. Hverken Orson Welles eller von Stroheim havde mulighed for at påtage sig ansvaret for det, vi forstår ved directors cut. Betegnelsen har kun været i brug inden for de sidste 20 år, og det er et levn fra den gyldne periode i efterkrigstidens amerikanske film – 1970’erne – da folk som Scorsese, Francis Ford Coppola, Steven Spielberg, Hal Ashby og Robert Altman midlertidigt fik vristet den kreative kontrol fri af filmstudiernes greb.
I begyndelsen af 1980’erne fik studierne imidlertid atter kontrol over situationen. Blade Runner, som havde premiere i 1982 banede vejen for den klassiske director’s cut. Filmen var en bearbejdelse af Philip K. Dicks science fiction roman Drømmer androider om elektriske får? Instruktøren havde optaget den i futuristiske neo-noir rammer. For noir for Warner Bros viste det sig: Studiet mente, at Scotts klipning var overdreven dyster og slutningen for tvetydig til at behage det store biografpublikum. Warner Bros lod den omklippe, lagde en forklarende fortælling i munden på hovedpersonen, Deckard, og lagde sig fast på en happy end-tolkning.
10 år senere lykkedes det for Ridley Scott at relancere en version af Blade Runner, som nu blev kendt som director’s cut. Bort var den påklistrede fortælling og den lykkelige slutning. Nyt var nogle korte, men vigtige klip, der mere end antydede, at Deckard på ingen måde var den, han så ud til at være. Og selv om Scott ikke har villet erklære sig tilfreds med sin director’s cut-version fra 1992, er det den almindelige mening blandt såvel kritikere og publikum, at Blade Runner: The Directors Cut så afgjort er den bedste film.

Årvågen industri
I filmindustrien først i 1990’erne var det, man lagde mærke til, ikke, at Blade Runner: The Directors Cut var en markant forbedret film. Man hæftede sig først og fremmest ved, at relanceringen var en betydelig kommerciel succes.
Resultatet er blevet en stadig strøm af film markedsført under betegnelser som director’s cut, special edition og collector’s edition. I bedste fald var nytilføjelserne overflødige uden at gøre skade – i værste fald udtryk for den argeste spekulation. James Cameron’s directors cut’ af Aliens føjede 17 minutters fyldstof, der stort set kun bestod af endeløse visuelle effekter, til den oprindelig så fremragende version. Steven Spielberg spildte sin tid (og vores) med at mingelere med ET og Nærkontakt af tredje grad, som var aldeles udmærket i førsteudgaven. Langt den værste af synderne blandt store instruktørnavne er dog George Lucas, som i 1999 udsendte sin nyklipning af den oprindelige Star Wars-trilogien. Lydsporet og de visuelle effekter var gennemgribende opdateret, ligesom filmene var fyldt op med flere computergrafik-generede rumskibe og rumvæsener og nøglescener var drastisk omklippet.
»Nogle film bliver overhovedet ikke forbedret af at komme i nye directors cut-udgaver,« siger Edward Lawrenson, medredaktør af filmmagasinet Sight and Sound. »Spændingen mellem studie og instruktør kan være en ret så kreativ proces. Og hvis en instruktør bliver tilladt eneansvaret for den kreative kontrol, kan resultatet være de uhyrligste og mest egensindige udskejelser.«

Guf for fanatiske fans
De senere Star Wars-forhistorier The Phantom Menace og Attack of the Clones må siges at levere beviset på den påstand. De kassesuccesser, som director’s cut-versionen af Star Wars-trilogien skabte, fik ikke blot Lucas til at øjne en potentiel publikumsattetit for de såkaldte prequels (forhistorier) – det sikrede ham også kapital nok til at lave dem helt uafhængigt. Med katastrofale resultater som det latterlige og ucharmerende rumvæsen Jar Jar Binks til følge.
Men interessant nok er fans af sci-fi horror og fantasy-film i vidt omfang kun glade for at lade sig udnytte i disse pointeløse megaudvidelser af deres favoritfilm. Hvorfor mon? Måske imødekommer de meget længere directors cut-versioner af film som Aliens, Star Wars og Ringenes Herre et særligt behov hos disse films mest hengivne beundrere. Selv om de ville hade at se en radikalt modificeret version af deres yndlingsfilm, svælger de i de mange tilføjede fraklip af scener med nye monstre og sære rumskibe. Den slags synes at nære fanskarens egen vision, af det univers, som filmen fremmanede for dem i første instans.
»Det er den dér Tolkien-ting,« siger Lawrenson. »Disse instruktører skaber en verden, og drengefans i alle aldre ønsker at komme så tæt på kilden som muligt og udbygge et størst muligt detailkendskab til denne verdens mange facetter.«
Det er svært at indvende noget imod directors cut-versioner, hvor intentionen er at genskabe filmen i instruktørens oprindelige version, såfremt en sådan har foreligget. Scott’s directors cut af Blade Runner er et eksempel på en sådan vellykket øvelse – det samme gælder den version af Brazil, som Terry Gilliam omsider vandt retten til at distribuere i stedet for den overdrevent teatralske version fra 1985.

Døde instruktørers klub
Når de pågældende instruktører er døde, bliver directors cut-tilgangen mere tricky. En posthum restaurering foretages normalt af historikere og særlige kendere, som arbejder ud fra de dokumenter, instruktøren har efterladt. Der har været flere af sådanne projekter – f.eks. restaureringen fra 1995 af Sam Peckinpahs Pat Garret and Billy Kid og den kommende nyversion af Sam Fullers krigsfilm The Big Red One. Det måske bedste kendte posthume directors cut er dog den stærkt omdiskuterede nyversion af Orson Welles Politiets blinde øje (1958). Skønt den på mange måder er beundringsværdig og helt givet er i bedre overensstemmelse med Welles egne ønsker, er flere af de berømte scener ikke nær så vellykkede. »I den oprindelige film er det fantastiske Henry Mancini-tema fremragende integreret med den fabelagtige åbningscene – en lang panorering hen over en mexicansk gade om natten,« siger Lawrenson.
»I den restaurerede version er der ingen musik overhovedet – kun gadelyde. Jeg foretrækker på mange måder originalen, må jeg sige.«
Samme problematik gør sig gældende for Francis Ford Coppolas directors cut-version, Apocalypse Now Redux (2001). De nye version rummer næsten en times ekstra optagelser – bl. a. en lang scene med en fransk familie, der er blevet tilbage fra Frankrigs kolonitid i Indokina. »Redux er da interessant,« siger Gilbert Adair, romanforfatter og filmkritiker.
»Men efter min opfattelse gjorde Coppola ret i at stryge disse scener i første version. Filmen har fået en lidt tvetydig status nu. Jeg aner ikke længere, hvad der er den rigtige Dommedag nu.«

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsenog Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu