Læsetid: 3 min.

Ormehuller til evigheden

Jytte Rex har lavet sin første spillefilm i 12 år. Resultatet er ventetiden værd, måske hendes mest helstøbte til dato
10. september 2004

Allerede fra de indledende minutters lydmontage af åndedræt og vandrislen antydes det, at Silkevejen, Jytte Rex’ første spillefilm i 12 år, udformer sig som en rejse ind i et indre univers. Hvilket der sådan set ikke er noget nyt i. Som filmskaber har billedkunstneren Jytte Rex mere konsekvent end nogen anden herhjemme opereret i et bevidsthedsmæssigt grænsefelt: Generelt har hun styret uden om den konventionelle spillefilms endimensionale virkelighedsopfattelse og har snarere ladet sine billeder ligge og vippe i vandspejlet mellem en umiddelbart synlig realitet og drømmenes eller fantasiernes store dunkle undervandsrige.
I den nye film genkendes motiver og tematikker fra tidligere værker, men samtidig introduceres en lethed og en næsten overgiven tro på kærlighedens transcendentale kraft, som virker forfriskende.
En kvinde (Ellen Hillingsø) er indlagt på et hospital, ramt af alvorlig sygdom. Hun er skiftevis nærværende og uklar og svæver tilsyneladende i et limbo, hvor erindringsglimt og umiddelbare indtryk blandes med impulser fra en parallel (tanke)verden. På et ydre plan omgives hun af personale, sin far og en veninde; på et indre mødes hun med sin afdøde mand og fører forelskede samtaler eller giver sig hen til sanselighedens tavse sprog.
Via dialoger og flashbacks forstår vi, at kvinden har arbejdet som konservator, og at hun har været så optaget af at restaurere et billede af renaissancemalerinden Sofonisba Anguissola, at det nærmer sig, om ikke et Stendhal-syndrom, så dog en næsten sygelig identifikation eller fornemmelse af forbundethed på tværs af tiden.

Synteseværk
Jobbet som konservator fungerer som en metafor for filmens undersøgelser eller refleksioner omkring muligheden af at rejse i tid, konkretiseret på et mere videnskabeligt plan i en sekvens fra et foredrag af Holger Bech Nielsen, professor i teoretisk højenergifysik. Men samtidig danner forbindelsen til kunstens verden afsæt for et omfattende sæt af referencer, som ikke blot indbefatter et prægnant billedsprog, men alle udtryksparametre. Silkevejen er med andre ord et ægte synteseværk, som virtuost blander idéer og citatet fra adskillige kilder: kunst- og litteraturhistorien, dans, performance og musik. Samt ikke at forglemme forestillinger og træk fra diverse mytologier, eksempelvis de tibetanske og egyptiske dødebøger.
Selv om der således synes at være læsset faretruende meget på den spinkle struktur, virker helheden forbløffende velafstemt og letflydende. Hvilket måske hænger sammen med, at den ydre handling – for eksempel i forhold til Isolde (1989) – er skrællet ned til et minimum. Jytte Rex koncentrerer sig dermed om det, hun er bedst til, nemlig at drømme højt og at fabulere i billeder, poesi og lyd.
Skuespilmæssigt er det Ellen Hillingsø, der trækker det store læs. Hun er som skabt til rollen som kvinden, der langsomt forsvinder ud af den fysiske verden. Men også de øvrige medvirkende udfylder de pladser, der er dem afset. Jens Jørn Spottag står både maskulint og gådefuldt som skyggeelskeren, den afdøde ægtemand. Bodil Jørgensen låner sin melankolske lattermildhed til en veninde fra arbejdspladsen. Og selv ikke-skuespilleren Niels Barfoed fungerer uden større knaster i rollen som den litterære far, som ved sygelejet disker op med godbidder fra verdenslitteraturen, ikke mindst essays af Leonardo da Vinci og klip fra Italo Calvinos De usynlige byer.
At det har skullet tage en Jytte Rex 12 år at finansiere en spillefilm, oven i købet på lavbudget, siger noget om, at de senere års succesbølge for dansk film også har en skyggeside. For eksempel siger det, at en forøgelse af antallet af film ikke nødvendigvis er nogen garanti for et bredere udbud rent æstetisk, ligesom de større bevillinger åbenbart ikke giver bedre arbejdsvilkår for en ener som Jytte Rex. Dét bør i sig selv mane til eftertanke.
Først og sidst er Silkevejen dog i sig selv den stærkeste påmindelse om, hvor sprogligt fattige mange andre film er, og hvor sjældent man som publikum egentlig udfordres af den kunstart, som netop rummer så mange muligheder, fordi den ikke blot kan suge næring af alle de øvrige kunstarter, men også bære dem i sig.

*Silkevejen. Instr: Jytte Rex. Danmark. 2004. 80 min. (Grand, Dagmar, Øst For Paradis i Århus, Cafe Biografen i Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu