Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

29. september 2004


DR til Århus og tilbage igen
*Danmarks Radio afviser at have droppet planerne om at flytte P3 og B&U-afdelingen til til Århus og fastholder, at omrokeringen stadig er en mulighed. Det sker efter at gratisavisen MetroXpress tirsdag skrev, at flere hundrede ansatte i P3, DR Undervisning og B&U afdelingen i København nu kan ånde lettet op, fordi DR’s ledelse har besluttet at sylte planerne om at flytte de tre afdelinger til den jyske hovedstad. Ifølge MetroXpress har DR valgt en anden og billigere model, den såkaldte kludetæppeløsning. »Men det er ikke rigtigt,« siger DR’s programdirektør Lars Vesterløkke i DR’s nyhedsbrev.
Han bekræfter, at man ser på andre modeller end flytningen, hvilket blev tydeliggjort allerede i starten af september, da DR besluttede at undersøge mulighederne for at flytte dele af produktionen ti Århus. Analysen blev iværksat som en konsekvens af bestyrelsens beslutning om, at DR i højere grad skal synliggøres i Århus.
»Jeg må understrege, at det ikke er ensbetydende med, at de andre modeller er ude af billedet. Som vi sagde, da undersøgelsen gik i gang, er det blot et udtryk for, at vi også undersøger andre muligheder ved siden af de tre nævnte og altså ikke i stedet for disse,« siger Lars Vesterløkke.
DR forventer en endelige afgørelse i sagen om en måned. msk

Brødre til salg i udlandet
*Den største danske filmsucces p.t., Susanne Biers Brødre, er for alvor på vej ud i den store verden, skriver Ritzau. Filmen deltog for nylig i filmfestivalerne i Toronto og San Sebastián, og her har Zentropas salgsselskab, Trust Film Sales, indgået aftale om salg og distribution til blandt andet Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien, Canada og Brasilien.
Ved festivalen i San Sebastián indkasserede Brødre priser til Søren Ulrik Thomsen og Connie Nielsen for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle. I Danmark har over 270.000 set filmen siden premieren i slutningen af august. msk

Det Danske Akademi hædrer
*Forfatteren Peer Hultberg modtager Det Danske Akademis store pris på 300.000 kroner. Prisen vil blive uddelt i forbindelse med akademiets årsfest den 26. november på Kunstindustrimuseet i København. Samtidig modtager forfatteren Ebbe Kløvedal Reich Gelstedprisen på 65.000 kroner, Naja Marie Aidt får Beatriceprisen på 40.000 kroner, Niels Brunse vil blive tildelt Oversætterprisen på 30.000 kroner, mens Lars Skinnebach modtager Klaus Rifbjergs Debutantpris på 10.000 kroner. ritzau

Dansemig
*Informations danseskribent, Anne Middelboe Christensen, lader på torsdag sit jeg danse ud i offentligheden. I hvert fald i Holland, hvor der er premiere på danseforestillingen ME af den israelske koreograf Itzik Galili, der sidste år besøgte Gran i Århus med forestillingen Chronocrazy, der henrev selvsamme danseanmelder. Ud fra Galilis koreografi for 10 dansere har Anne Middelboe Christensen nu digtet videre på dansedramaturgien og har skabt en film, der vises undervejs i forestillingen. Faktisk er hun debuteret både som manuskriptforfatter og videoinstruktør – i samarbejde med videokunstneren Wobbe F. Koning – og både film og dans har live musik af Percossa (efter sigende Hollands svar på Safri Duo). Forestillingen danses på turné omkring 30 forskellige steder i Holland, se www.galilidance.-com. Men selv om filmen overvejende er på hollandsk – med engelske undertekster! – er dens mottoet dog på engelsk: »Back there, or down there, or out there. Go to the limits of the body extensions, to the extreme of the extremeties, even when you loose the direction and start going in circles.«
Skulle ordene for den Middelboe’ske kropsfascination stadig virke lidt kryptiske, henvises til pressemeddelelsen: »’ME’ bekræfter, at det, vi ser, ikke nødvendigvis er det, vi tror, vi ser. msk

Kortest muligt
*Allende Den chilenske forfatter Isabel Allende gæster i aften Deadline på DR 2 kl. 22.30, hvor hun bliver interviewet af Kurt Strand.
*Blues Frem til lørdag afholdes Copenhagen Blues Festival, der i år byder på 38 dybfølte blueskoncerter.
www.copenhagenbluesfestival.dk msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu