Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

6. september 2004


Mesterlig melankoliker
*Blandt de kuriøse fejlopfattelser og selvbedrag, der konstituerer den danske psyke, er en af de mere udbredte dén, at engelsk skulle være vort andet modersmål. Især blandt vor sangskrivere trives denne kuriøse misforståelse i bedste velgående, så det er en befrielse at opleve debutanten Mads Mouritz tage tyren ved hornene og alliere sig med én, der rent faktisk mestrer ænglish. Clarice Scott hedder personen bag den stribe enkle, men smukt sigende tekster, der ligger til Mouritz’ fine melodier som bolden til Graversens fod på debuten This Chaos Called Love.
Pladen indeholder 11 mesterligt stemningsladede eksempler på dybtstikkende sangskrivning i traditionen fra Neil Young og fremefter, indspillet og udført med sjælden hørt spontanitet og nerve, helt fri for det fortænkte. Mouritz er en overbevisende sanger, der backes lydhørt op af en stribe solidariske musikere, som befinder sig på telepatisk bølgelængde med solistens melankolske intentioner.
Der synges (lige lovlig meget) om kærlighed, men Mouritz henter det hele hjem med sit vindende organ. Som helhed virker pladen som en sval brise midt i hørmen af metervare og digitaliseret pop. En fremragende debut fra en troværdig stemme.–lyn

*Mads Mouritz; This Chaos Called Love, (Madmusicrecords/GDC/Cope) www.mouritz.dk

Geniets svanesang
*Blandt sine fans omtaltes nys afdøde Ray Charles gerne som ’the Genius’ og tilhørte hans musikalske pionerindsats især 50’erne og 60’erne, mistede han aldrig følingen med hverken sin forrygende musikalitet eller inciterende rytmesans, der tilsammen – og mere end nogen anden – gjorde ham til Godfather for først 60’ernes soul-eksplosion og siden pioner inden for fusionen af R&B og country. Så jo – vi vover en arm, et geni inden for sit felt, det var han sgu, også selvom der måske blev længere mellem snapsene de sidste par årtier af hans turbulente liv.
Nuvel, nu sidder vi her med hans svanesang – men mon ikke der dukker en del goodies frem fra arkiverne hen ad vejen? – i form af Genius Loves Company, hvor han på 12 skæringer synger duetter med lige så mange kollegaer, der alle udtrykker deres store beundring for ham i bookletten.
Selv om der er tale om gedigne kapaciteter som bl.a. Norah Jones, Diana Krall, Natalie Cole og Gladys Knight er det nu Charles’ uforlignelige organ, der får det til at løbe én koldt ned ad ryggen. Højdepunktet er uden tvivl en heftig »It Was A Very Good Year« i samklang med en anden vejrbidt veteran, Willie Nelson. Et værdigt punktum.–lyn

*Ray Charles: Genius Loves Company (EMI-Liberty) www.ray-charles.co.uk

Totalt chancetagende
*Man kan ikke anklage danske Tys Tys for overvældende indladenhed over for lytteren, så hun må selv udføre en del arbejde for at hænge på, når endnu et skarpt musikalsk hjørne tages høj fart. Med den velsyngende og totalt chancetagende sangskriver Maria Laurette Friis som fokalpunkt og den uortodokse Kresten Osgood bag trommerne, garneret med Henrik Sundh på diverse keyboards og trompetisten Gunnar Halle i rollen som vital for nu ikke at sige sprælsk akkompagnatør/solist, er det stort set umuligt at komme i tanke om ret meget andet, man har hørt, der lige minder om musikken på gruppens andet album, Go Get Some.
Og selv om vi ind i mellem fik associationer til art-ensemblet Hugo Largo, der rumsterede i undergrunden for nogle år siden, ændrer det ikke på indtrykket af et unikt foretagende, der går sine egne snørklede, men også meget smukke veje inden for dansk musik. Et dragende hypnotisk udtryk med stemmen helt fremme i et lydskab, der domineres af skæve og sært klingende keyboardfigurer med forkærlighed for sære akkorder og bizarre overgange. Også produktionen er rigtig mærkelig og er summen en lille smule ildevarslende, er den nu også svært vanedannende. De vil med garanti ikke høre noget i år, der bare ligner. -lyn

*Tys Tys: Go Get Some (VME/ILK Records) www.tystys.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu