Læsetid: 1 min.

OVERBLIK - KULTUR

18. september 2004


Penge og støtte til egnsteatre
*Der var både politiske løfter og en økonomisk håndsrækning til de små egnsteatre i Danmark, da kulturminister Brian Mikkelsen torsdag i Husets Teater i København var med til at skyde en ny kampagne i gang, som 26 mindre scener over hele landet står for. Kulturministeren lovede ved pressemødet, at staten fortsat vil give økonomisk støtte til de små egnsteatre, også når den nye kommunalreform er faldet på plads. Samtidig havde ministeren en check på en halv million kroner med til Foreningen af Små Teatre, som med en kampagne forsøger at gøre opmærksom på sig selv.
I dag deles kommunerne og staten om finansieringen af egnsteatrene med 50 procent til hver. I henhold til regeringens model til en ny kommunal og administrativ struktur skal kommunerne fremover fordele pengene til lokal kultur, mens staten tager hånd om de såkaldte kulturelle fyrtårne. Derfor har egnsteatrene været nervøse for, at de kunne blive udsultet, hvis de fik frataget den statslige andel af finansieringen. Dermed ville de blive fuldstændigt afhængige af kommunerne, som formentlig ville prioritere typiske kerneområder som ældrepleje, skoler og børnepasning langt højere end kulturen. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her