Læsetid: 4 min.

På krydstogt i amerikanernes indsø

Det Caraibiske Hav indtager en lige så vigtig plads i amerikansk historie, som Middelhavet gør for europæerne
9. september 2004

Jeg er netop vendt tilbage fra et krydstogt på det Caraibiske Hav, det amerikanske svar på romernes mare nostrum. Ved første øjekast kan det godt ligne et amerikanskejet farvand, indtil man bliver opmærksom på, hvor stor en indflydelse europæerne gennem tiden har udøvet som gamle kolonimagter i et område, der strækker sig fra øerne ud for Florida til Sydamerika.
De fleste amerikanere kender ikke så meget til den caraibiske historie og opfatter primært området som et feriemål med gode strande, talrige spillekasinoer og et indbydende farvand for dykkerekspeditioner. Men Caraibien indtager en lige så vigtig plads i amerikanernes historie, som Middelhavet gør for europæerne. Det var det Caraibiske Hav som var skueplads for europæernes første ’opdagelse’ og bosættelse. Alle lige fra Cristopher Columbus til de maltesiske riddere gjorde krav på at have opdaget Amerika i Caraibien. Området har været skueplads for indianerkrige, slaveri, og omfattet af Monroe-doktrinen, som erklærede Amerikas suverænitet over den vestlige halvkugle.
Europæiske krige blev også udkæmpet under disse himmelstrøg foruden den spansk-amerikanske krig og den amerikanske borgerkrig. Caraibien har oplevet nazistiske u-både, den cubanske missilkrise, angrebene på den Dominikanske Republik, Haiti, Panama og Grenada, smugling af rom og narkotika, offshore banking, sørøveres hærgen og meget mere.
Uanset hvor man befinder sig henne i det Caraibiske Hav, bliver turister lokket til at købe sørøverkitsch. Alle har tilsyneladende glemt alt om, at pirater var de foregående fem århundreders tætteste parallel til vor tids terrorister. Disse fyre var mordere og vandaler – og ikke bare en flok gæve røvere, som drak rom og sang ballader om livet til søs og begravede skatte.

Nogle øer er mere kommercialiserede end andre. Jeg besøgte Nassau – i Bahamas – første gang for 50 år siden. Dengang besad byen en særegen sveden charme, og det har den muligvis stadig for førstegangsbesøgende. Men da jeg gik fra borde i sidste uge, blev jeg hvirvlet ind i en bølge af krydstogtspassagerer, som blev ført frem imod tolden og derefter sluset ind et hav af stråflet-sælgere, calypso bands, forretninger med nips og tingeltangel og turistbusser.
På et tidspunkt blev jeg presset op ad en butiksfacade på et befærdet fortov og opdagede til min forfærdelse, at jeg stirrede på et udskåret kokosnødhoved, der lystent nidstirrede mig. Jeg så det som et dårligt varsel og spurtede tilbage til en af skibets mange barer.
St. Thomas på De Amerikanske Jomfruøer var langt mere interessant. Øboerne ser frem til at fejre 90-årsdagen for Danmarks salg af øerne til USA. De blev solgt for 25 millioner dollar, et beløb, som i dag svarer til mindre end en halv milliard dollar.
USA tørstede efter at få fat i øerne under den amerikanske borgerkrig, fordi man havde brug for flådebaser, og da den Første Verdenskrig startede og de tyske u-både begyndte at dukke op, kom Wilson-regeringen med et tilbud til den danske konge, som han ikke kunne afslå.
Den danske indflydelse gør sig stadig stærkt gældende i Charlotte Amalie med navne som Kongens Gade, King Christian Walk, Fort Christian (hvor man skal huske at se fangekælderen) og det Kongelige Danske Butikscenter, hvor det lykkedes for min kone at finde nogle bøhmiske glas, som hun godt kunne lide, mens jeg stod og studerede det gamle danske murværk.
Tilbage på skibet, hvor vi undgik de tropiske storme, var der en musiker, som stod i dyb gæld til Elton John, som underholdt os med »Crocodile Rock« og andre klassikere og som fortalte, at han næste gang skulle optræde i Danmark. Så måske har Informations læsere allerede set ham.

Et krydstogt er en giganisk slumrende fest for overvægtige middelklasseturister, og vi smovsede i de gastronomiske delikatesser og drak merlot ligesom alle de andre. Alle har brug for at kunne stresse af væk hjemmefra, og det er skønt at kunne slappe af i en uge.
Et krydstogt er som at bevæge ind i en slags surrealistisk fantasiunivers, som gør det muligt for den rejsende at ignorere virkeligheden. De fleste af de lande, som vi besøgte, er fyldt med desperat fattige mennesker, selv om man normalt ikke ser dem i Det Kongelige Danske Butikscenter. Det var forfærdeligt, da vi hørte om den tragiske skæbne, som overgik en flok desperate mennesker fra den Dominikanske Republik, da de søgte mod den amerikanske kyst for at finde arbejde. I stedet omkom 55 af dem, efter at de næsten var blevet sindssyge af mangel på mad og drikke.
Begivenheder som denne er en påmindelse om, at der er noget galt i denne del af verden, som vi ikke må lukke øjnene for.
En af de ting, som jeg virkelig nød under krydstogtet, var muligheden for at iagttage og deltage i de daglige katolske messer, som blev højtideligholdt om bord. Præsten forklarede, at han var medlem af en orden, der hjalp folk på havet, selv om de – som os – kun opholdt sig der midlertidigt.
Selv om min kone og jeg ikke er katolikker, deltog vi i de daglige bønner og fandt en midlertidig oase af fredfyldthed midt iblandt kasinoer, overdådige måltider, pianobarer, diskoteker, og Crocodile Rock. Der var andre sejlende, som kom hertil før os, og andre som vil følge i vores kølvand. Dem bad vi alle sammen for.

*Paul Ashdown er professor i journalistik på Knoxville University i Tennessee

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her