Der er turbulens i luftrummet over Rumænien. Alligevel døser Ahmed ombord på SK 827 med det resultat, at børnebanden, der som han er nobelt påklædt, er trådt i karakter. Guldklumperne tumler rundt og følger opmærksomt med i alt, hvad der rør sig såvel i som uden for kabinen.
Det lystige selskab fra Brabrand er undervejs til en måneds samvær med familie og venner i den forarmede flygtningelejr Camp Ein El Helwe, der ligger godt bevogtet bag bulede olietønder kun en halv times kørsel syd for Beirut.
»Det glæder vi os til hvert år,« forsikrer den døsige, der denne gang så må tage med, at et par af børnene først kommer tilbage i skolen sidst i august, da hele arrangementet koordineres med grene af familien omme på den anden side af jordkloden.
I den præsentable lufthavn i hovedstaden Beirut venter en anden knap så munter palæstinensisk familie fra Aalborg i et spartansk indrettet lokale.
Familien fra Nordjylland er fløjet med samme SAS-lavprismaskine som Ahmed og hans lystige svende.
Familieoverhovedet her har bare ikke samme klare visa-papirer. Måske mangler de den obligatoriske tur omkring Stockholm?
Den slags slendrian går nemlig heller ikke her i det lille land, hvor de et sted mellem 300.000 og 400.000 palæstinensere kun tåles i internationalt overvågede flygtningelejre.
Problemet for de emsige kontrollanter er bare, at maskinen mod Danmark er »fucking-full-booked«.
Ude i den svale ankomsthal forsikrer de dog, at den grædende gravide kvinde, hendes mand og deres tre børn under alle omstændigheder bliver returneret.
Tripoli, Libyen:
Wisam dukker op på kaffebaren nær Jamal Abdel Nasser Square i Tripoli, netop som snakken går med et par unge palæstinensiske piger fra Nørrebro.
Også de er på sommertogt.
Faktisk ved de ikke rigtigt, »om de gider rejse tilbage til studierne i Danmark«.
Det er »sjovere« her, siger de og forskanser sig bag solbrillerne.
Wisam ryster bare på hovedet af episoden i lufthavnen og smiler.
»Libaneserne benytter ethvert påskud til at slippe af med os.«
Wisam Said Muhanna sad ved siden af sin far en højtstående PLO-leder der en forårsdag i 1992 blev likvideret i et opgør mellem rivaliserende palæstinensere ved den syriske kontrolpost nær Ahmed-dynastiets residens.
Som den frækkeste, mest nysgerrige og tænksomme af Muhanna-brødene var han udset som faderens kronprins.
I dag bor han i Århus det meste af året. Men når der er tid og penge tager han til Tripoli i Libyen. Alene eller sammen med familien.
»Her lever jeg,« sagde han, sidst jeg besøgte ham.
Hans kammerater kører os hen til Opelen, der har fået lak og nye fælge til turen mod Danmark.
Gaden består af små garager med svedende, olierede mænd og mere eller mindre afklædte køretøjer. Flere af bilerne er ligefrem skåret over.
»Det er vist noget med registreringsnummeret,« bemærker Wisam, mens tre små araberdrenge polerer bilen færdig og skænker te i glassene.
»De danske familier er begyndt at rejse,« bemærker Wisam, da den skinnende Opel passerer endnu en bil med dansk indregistreringsnummer.
Wisams kone er synligt utålmodig, da vi endelig dukker op til forlovelsesfesten i flygtningelejren Al Bedaoui.
Den kommende brudgom stammer fra en lejr i Jordan.
Bruden er på hjemmebane.
Hun har familie i Danmark.
De er her også.
De nyforlovede sidder oppe bag den meterhøje lagkage og lader sig hylde, mens Wisam indtager sin plads på første parket, hvorfra vi ser den alkoholfri fest udvikle sig i rasende fart kulminerende med den snarlige bruds mors dans med et smykkeskrin fyldt med det pureste guld, de lokale kraftfulde mandedanse, som gommen har mere end vanskeligt ved at følge, og udskæringen af flødeskumskagen.
Wisam får paptallerknen serveret først.
Afskeden med den betydningsfulde palæstinenser og hans tre charmerende døtre Tania, Diana og Nadia foregår under anderledes rolige forhold på stranden syd for de mere end miserable forhold i den lejr som Wisams far Said Muhanna overtog kommandoen i, da israelerne i 1982 fordrev palæstinenserne fra det sydlige Libanon. På denne strand kommer indbyggerne fra El Bedaoui ikke. Kabinerne koster nemlig dollars.
Efter badet i den kølige bjergkilde og det salte havvand kører Beirut-bussen.
Beirut, Libanon:
Den dansk-palæstinensiske kartoffelavler Khaled Chemali sidder i receptionen på Hotel Mayflower i Beirut
Han kan måske bane vejen i Shatila.
Bag fodboldbanens røde jorde udstilles armodet i den nok så berygtede flygtningelejr.
Billederne af den gamle blinde mand i rullestolen hænger overalt, selv om han i dag er en død martyr.
Mellem de sønderskudte bygninger, der står som åbne ar fra borgerkrigen, hober affald og døde rotter sig op.
Stanken er ubærlig på en dag med 40 varmegrader.
Det synes unge Ibrahim fra Haderslev også.
Med kasketten godt trukket ned i nakken fortæller den sønderjyske maskinarbejder om livet i Danmark og om sommerdagene her i lejren.
»Selv om jeg indimellem keder mig, så er det fedt at komme ned til kammeraterne. Vi er sammen på sådan en særlig arabisk måde, som ikke kan lade sig gøre i Danmark. Vi har god tid. Vi taler sammen. Vi hygger os hele tiden,« forsøger han omgivet af andre unge med danske pas.
Pludselig træder Ahlam fra Taastrup ud på gaden.
Den meget unge pige, der har været på besøg hos sin mormor inde midt i lejren, holder af tiden i Libanon, selv om her både er beskidt og lugter.
»Her drejer det sig om helt andre ting i livet,« fastslår hun og lader sig derefter opsluge af de snævre gyder.
Også hun overvejer at lade ugelange sommerophold afløse af længerevarende perioder i regionen.
På vejen ind mod downtown passeres kirkegården med ofrene fra Sabra og Shatila. De faldt for kristne falangisters kugler.
Kontrasten til det for både oversøiske, sorte og korrumperede penge ny-restaurerede Beirut Central District er himmelvid trods de blot ti minutters kørsel i Mercedes-taxaen.
Udrejsen slutter som ankomsten. Det israelske stempel er ikke bortvisket, så siderne i den nu tape-sammenhæftede las kopieres i et nyt afsides lokale, hvor El-Naji står med sin to-årige søn, endnu en Ahmed, på armen.
På bænken sidder engletålmodige Habiba og Mariam samt en anden bror.
Alle har de været hjemme i nogle uger for at være sammen med deres nære og kære i flygtningelejren i Baalbek.
Rigtigt mange i den lejr har livsvigtige tråde spundet til Danmark.
Århus især.
I stedet for natteroderiet skulle El-Naji og hendes børn have været med Middle East Airlines for snart fem timer siden.
Desværre kom de lidt for sent til den propfyldte maskine på en tid af året, hvor flygtningelejrene i Libanon rømmes af palæstinensere, der nok har fået husly i Europa men ikke har sluppet rødderne.
