Læsetid: 3 min.

På universets kant

Der er mennesker i stedet for arketyper i Den Hollandske Operas ’Siegfried’. Og så er der overdimensionerede plasticfigurer, publikum på scenen og fabelagtige sangere
30. september 2004

Opera
Siger nogen Amsterdam, så siger jeg ikke længere kun hashcafeer, nøgne damer i rødt lys bag glas og kanaler – nu siger jeg også Wagner. For i Den Hollandske Operas opsætning af Nibelungens ring kan man genfinde byens rødglødende valkyrier og strømmende vande i sublimeret form, så det er en fryd for både øjne, ører og forstand – i hvert fald at dømme ud fra Siegfried, Ringens anden aften.
I instruktøren Pierre Audis version er Siegfried ingen afstumpet og hensynsløs knøs, men tværtimod en søgende dreng, som længes efter kærlighed og manddoms erkendelse. Værket, der gerne fortolkes som Wotans arrangerede intrige i det store drama, er i Amsterdam forvandlet til en nuanceret skildring af, hvordan en teenager gennem sin egen indre drift når til bevidsthed om verden og sig selv.
Fra vi starter i dværgen Mimes mærkværdige raritetskammer på kanten af universet, til vi slutter, når Siegfried har vækket Brünnhilde bag ved den skærmende ild, sidder man som på nåle for at følge spillets gang. Og at det er et spil, lægges der ikke skjul på. Pierre Audi og hans scenograf har halet det kæmpemæssige orkester op af graven og placeret det på den ene side af scenen, som til gengæld er udvidet, så forreste række i parkettet nærmest kan knibe sangerne i storetåen. Nærheden til sangerne giver en hos Wagner uvant fornemmelse af intimteater, i og med at man faktisk kan forstå, hvad de synger, fordi det ikke foregår hen over en stuvende fuld orkestergrav. En del af publikum er inviteret på scenen som en del af scenografien – højt oppe under loftet i røg og damp hænger de i to lange ramper, som fra hver side skærer sig bagud, ind i scenerummet. Verdens grænser er brudt radikalt op og splintret i denne Siegfried, hvor Mime ligner en forhistorisk øgle med en sindssygs maniske bevægelser og kæmpen Fafner en overdimensioneret plasticfigur fra hylderne i en legetøjsforretning.

Amsterdam på højden
Samtlige forestillingens sangere hører til i den internationale topklasse af Wagnersangere. Især Graham Clark er fabelagtig som den kuede men ukuelige fantast, Mime, der til det sidste tror, han kan få sine griske fingre i ringen. Linda Watsons stemme er stor og fantastisk – ingen tvivl om det, men nuanceret i sit udtryk er hun ikke, og så kan man ikke forstå et ord af, hvad hun synger. Da hun gør sit indtog som Brünnhilde i sidste scene slår Wagner-alarmen til for første gang, og at mødet mellem hende og Siegfried ikke kammer over i det hysteriske skyldes, at Stig Fogh Andersen som Siegfried har al den indføling og nuance, som Watson mangler. Stig Fogh Andersen skal synge partiet i København til foråret, og der er kun grund til at glæde sig. Alle skræmmende klicheer om heltetenorer må vige for hans følsomme og dybt reflekterede fortolkning. Uden ham havde Pierre Audi ikke kunnet skabe denne fortælling om en ung mands vej mod sig selv gennem et fremmed og uforstående univers.
Hvis man er blevet grebet af den hjemlige Ring-bølge, er det altså ikke kun Berlin og Bayreuth, der kalder – Amsterdam er fuldt på højde.
Siegfried er slut for denne gang, men til februar kommer Götterdämmerung, og til foråret starter Den Hollandske Opera forfra med Rhinguldet.

*Siegfried. Instruktør, Pierre Audi og dirigent, Hartmut Haenchen. Siegfried: Stig Fogh Andersen, Mime: Graham Clark, Wotan: Albert Dohmen, Alberich: Günter von Kannen, Brünnhilde: Linda Watson
*www.dno.nl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu