Læsetid: 4 min.

Fra pestilens til præsident

Han har kæmpet, har han: finansminister Nicolas Sarkozy. ’Sarko’, Frankrigs mest populære minister, ja mest populistiske og opportunistiske minister, har kæmpet så meget, at han nu i Le Monde betegnes ’Manden som intet kan stoppe’
4. september 2004

Paris
Selv om han er født med en sølvske i munden og har tilbragt sin ungdom i Paris’ finere kredse, er man så småt i Frankrig begyndt at tro og acceptere den myte, som den mere end medievante Sarko selv har været så dygtig til at nære: »I hver en fase af mit liv har jeg måtte slås. Jeg vil ikke også undskylde for at arbejde mere end de andre.«
Hver en fjende i partiet er begyndt at vende. Stadigt flere bakker op om ham, hvad enten de vil eller ej. For Sarko har altid været en sourvivor og ligner nu en vinder. Han er partiets fornyer. Og som han aldrig har undladt at gøre opmærksom på: ung. Og det vil sige: frisk.
I 1983 bliver han, 28 år gammel, landets yngste borgmester i Neuilly-sur-Seine. Da han erfarer, at den valgte borgmester netop er død, snigløber han straks det partimedlem, Pasque, som han var tiltænkt at hjælpe. Metodisk opsøger og overbeviser han hurtigt byrådsmedlemmerne om sine egne fortræffeligheder og løber med posten. Siden har han, med egne ord og på trods af mange ’mordforsøg’, gjort »lynkariere!«
Efter i et årti at have været på kant med sin partifælle på den gaullistiske fløj, Jacques Chirac, har præsidenten onsdag bøjet sig og støtter nu liberalisten Sarkos ønske om at gå efter lederskabet i det nye store højreparti, UMP, med præsidentposten i 2007 som mål.
Allerede i 1999 søgte Sarko at komme til magten i de to rivaliserende partifællers tidligere parti, RPR. Chirac søgte på hver en tænkelig måde at tale ham fra det. Men Sarko kan ikke fyres. Han gik: »For en gangs skyld, har jeg lyst til at være der, hvor man ikke forventer at finde mig,« jublede han og røbede hemmelighedsfuldt sine planer om rejser til Nærorienten og Vietnam.
Men det sted, man ikke forventer at finde ham, findes ikke mere. Denne sommer har han været overalt. Som en pestilens så pirrende og provokerende, at hans værste kritikere ikke blot hader ham. Men elsker at hade ham.
Imens de andre ministre er taget på ferie i agurketiden, har Sarkozy arbejdet på højtryk.
Som finansminister har han lempet den fastsatte mindstepris for at sikre konkurrencen og solgt ud af France Telecom. Selv om pragmatisk og til tider keynesiansk, har hans liberalisme i den seneste tid sat sit præg på fransk politik. Men i funktion af præsidentkandidat, har han udrettet så meget mere, at røster vil vide, det er andre ministre forundt at rydde op efter ham – finansministeren.
Det er nemlig som præsidentkandidat, at han for alvor denne sommer har stjålet forsider og bagsider og trængt sig ind på alt og alle fra de mest uventede vinkler. En omvendt Houdini. Med åbne arme og stort smil.
Denne sommer er Sarkos to væsenstræk, hans uhyggeligt høje aktivitetsniveau og uhyggeligt store selvværd, kommet til deres fulde ret. To karakteristika han dyrker ned til mindste detalje, bl.a. ved at pålægge sine bodyguards regelmæssigt at cykle 60 kilometer; ved at pålægge dem at træne for at kunne følge med ham. Men det er svært. For Sarko hviler ikke på lauerbærene. Som knapt et døgn – ud af mange andre – for nyligt illustrerede:
Onsdag aften, midt i august, tog finansministeren til middag hos premierministeren, Raffarin. Og hvad han meddelte sin mindre venligtsindede kollega, var en næsten alt for god og overraskende nyhed. Selv om mange mener, at Sarkozy blev tiltænkt finansministerposten, fordi han nødvendivis måtte knække nakken på en kriseramt fransk økonomi, var de tal han fremlagde positive og en pluselig vækst noteret.

Allerede dagen efter spurgte man sig i aviserne, om ’Sarkozy-effekten’ nu også var begyndt at slå igennem i fransk økonomi. Sarko red på bølgen. Og ved solopgang var han på vejen igen, på vej til Montpellier, på en ’inspektionstur’ med tolderne, d.v.s. på sin egen særegne præsidentkampagne:
Som noteret i avisen Libération assisterer han kl. 9.30 ved grænsebommen, altimens han vinker til og tjatter med bilisterne. Sludrende til højre og venstre, men aldrig anmasende: »Undskyld forstyrrelsen.« Senere 12.15, længere nede ad ruten, poserende for fotograferne, bemægtiger han sig pludselig en mobiltelefon, som en ung kvinde er i færd med at bruge: »Det er Nicolas Sarkozy!« Forsinket men i fuldt vigør, ved tolderkontoret, taler han med oprevne repræsentanter for træavlerne. 12.25, to gader længere henne, falder han i samtale med forældrene til et handicappet barn og stikker dem endeligt sit visitkort. 13.00 spiser han med 300 UMP medlemmer og forklarer, at han jo ikke stiller op »for at gøre som de andre.« 14.10 fortsætter han. Andetsteds hen altid på kampagne.
Denne sommer har Sarkozy begrædt fotojournalisten Henri Cartier-Bressons bortgang. Og Sarkozy har beklaget Zidanes farvel til landsholdet, men opfordret til »at fortsætte med at elske ham.« Og Sarkozy har med paparazzifotografer på nakken hængt ud med skuespilleren Tom Cruise for han er jo »filmentusiast.«
Men mest af alt er han en fornyer, der ligesom sin beundrede Blair, kan give sit parti et nyt image og en ny retning på et tidspunkt, hvor venstrefløjen atter står stærkt.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu