Læsetid: 5 min.

Et poetisk monster

Den svenske instruktør Lukas Moodysson bevæger sig langt væk fra de populære, publikumsvenlige ’Fucking Åmål’ og ’Tillsammans’ med sin nye film, ’Et hul i mit hjerte’, der i aften har verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto
10. september 2004

Toronto International Film Festival, der løber af stablen i den canadiske millionby fra den 9. til den 18. september, har gennem de seneste fem år udviklet sig til et vigtigt springbræt for film fra de nordiske lande. Film som Tillsammans, Elsker dig for evigt og De grønne slagtere er alle blevet solgt til det svære nordamerikanske marked på festivalen, og i år får Susanne Biers Brødre, Bille Augusts Return to Sender og Lukas Moodyssons Et hul i mit hjerte deres internationale debut i Toronto.
Nordiske film er dog langt fra de eneste, der flokkes om dette års, den 29., udgave af festivalen. Begivenheden har alle dage været et populært rejsemål for især den amerikanske filmbranche, der vælger at tage til Toronto frem for den lange vej til Europas ellers prestigefyldte festivaler i Cannes, Venedig og Berlin.
Toronto International Film Festivalen har ikke en egentlig konkurrence, men trækker et stort publikum til og er et meget vigtigt marked for salg af film.
I aftes åbnede festivalen med verdenspremieren på Istvan Szabos nye film, Being Julia, med Annette Bening og Jeremy Irons i hovedrollerne, og i dag blændes der op for Lukas Moodyssons med spænding imødesete nye film. Mens Szabos film er en charmerende slægtning til Gosford Park og nok instruktørens mest letbenede film, er Moodysson med Et hul i mit hjerte gået endnu længere ud af den mørke sti, som han begyndte på i Lilja 4-Ever.

Som en virus
»Jeg har sluppet et lille monster fri, som jeg ellers har holdt tilbage, siden jeg begyndte at lave film,« siger Moodysson om Et hul i mit hjerte.
»Det er et monster, som altid har været ved min side, når jeg har skrevet digte, så man kan sige, at denne film er nært beslægtet med mine digte.«
Filmen virker da også så langt fra den 35-årige instruktørs store anmelder- og publikumssucceser, Fucking Åmål og Tillsammans, som man næsten kan tænke sig. Den er optaget i en lille toværelses lejlighed, hvor en ensom og isoleret teenager bor med sin far, der lever af at lave amatørpornofilm med en ven og en ung pige, Tess.
»Hvor kommer ideen fra? Jeg aner det ikke,« siger Moodysson.
»Filmen ligesom krøb ind i mit hoved som en virus. Det var ikke som Lilja 4-Ever, der kom til mig som et bombenedslag. Det var nærmere som en infektion, der har vokset inde i mig gennem længere tid.«
Stilen er håndholdt og dokumentarisk, og det er en pointe, at man aldrig føler sig helt sikker på, hvem der egentlig filmer. Det er brutale billeder, som smides i hovedet på publikum, og det er bestemt ikke en gimmick, at plakaten bærer en advarsel om indholdet. Dette er virkelig stærke sager, som nok skal få puritanere op af stolene verden over.

Man må ikke blive for god
»Mit manuskript var kaos, men jeg vidste, hvad jeg ville have og fik det også. Nogle scener var skrevet meget nøje, mens andre bare var få ord. Jeg skrev også flere samme morgen, som vi skulle lave dem, eller bad skuespillerne improvisere, mens jeg gik ud og spiste pizza.«
Porno, reality-tv og fremmedgjorthed er blot nogle af elementerne i Moodyssons billedstorm, men indholdet vil han som sædvanlig ikke kommentere på.
»Mine svar er lige så udviskede som ansigterne på de mennesker, Tess møder i supermarkedet,« siger han med henvisning til, at han i filmen digitalt har udvisket ansigterne på alle andre mennesker end de fire, den handler om. Det samme gælder faktisk også for alle mærkater og logoer på tøj, sodavand og madvarer, mens ubehagelige nærbilleder af operationer og andet ikke bliver dækket.
»Vi lever i en tid, hvor alt vises frem, men alt sløres,« siger Moodysson.
»Det er ikke mit job at forklare, det er mit job at sige noget, og så er det op til publikum at reagere, eventuelt analysere og forklare, hvad jeg har sagt. Filmen er den bedste jeg har lavet, formodentlig den bedste jeg har set, og nu lever den sit eget liv væk fra mig og mine ubetydelige hensigter,« siger han.
Med hver film har Lukas Moodysson forsøgt at skubbe sig selv i en ny retning, og Et hul i mit hjerte er bestemt ingen undtagelse. Både processen og til dels også resultatet bringer mindelser om Lars von Triers Idioterne, og det er da også den første film, som Moodysson i stil med Trier selv har fotograferet.

Rituel klipning
»Hele filmen er en meget kollektiv proces, flere på holdet har haft mange opgaver, og jeg har nok fotograferet halvdelen selv. Det er meget morsomt, nu vil jeg være fotograf. Jeg vil altid tilstræbe, at gøre hver optagelse anderledes, ellers bliver det kedeligt. Jeg bliver også for dygtig, hvis jeg bare laver det samme igen og igen. Det er vigtigt at være lidt dårlig til det, man gør, så man ikke har total kontrol. Det skal være, som om man stormer lige ind i en ukendt skov, som bliver mørkere og mørkere.«
Modsat Moodyssons tidligere værker, der har været meget gennemarbejdede fra manuskriptplan til færdig film, var efterarbejdet med Et hul i mit hjerte helt anderledes.
»Ja, det var meget kompliceret, og Michal Leszczylowski og jeg prøvede alle mulige metoder, selv tilfældighedernes. Jeg udarbejdede et ret avanceret system for noget, man kunne kalde rituel klipning, der skulle gøre, at processen blev styret af andet end den menneskelige fornuft. Det var baseret på tallene et og syv og fungerede utroligt godt nogle steder og slet ikke andre. Det var et stort puslespil og nok den eneste del af denne film, som var lidt hård.«
Filmen virker næsten som en renselse af følelser og tanker, som Moodysson har trængt til at komme af med, og sådan har det også været, siger han.
»Men faktisk synes jeg, at filmen er langt sjovere, end jeg havde troet, jeg griner hele tiden, jeg synes, det er en komedie.«

*Et hul i mit hjerte har dansk premiere senere på året

*På lørdag skal Lukas Moodysson give en masterclass i Toronto, hvilket også instruktører som Terry Gilliam, Sydney Pollack og Todd Solondz gør i løbet af den kommende uge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu