Læsetid: 9 min.

Prokofjev genovervejet

At gøre kunst til en følgevirkning af de politiske vilkår er at reducere kreativitet til en opskrift. Portræt af den Danmarksaktuelle sovjetiske komponist Sergej Prokofjev, der føjede Stalin – ikke af lyst, men af kunstnerisk nød
24. september 2004

Portræt
To komponistnavne tegner billedet af russisk musik i det 20. århundrede på samme indlysende måde som Tjajkovskij og Mussorgskij i det 19.: Sergej Prokofjev og Dmitrij Sjostakovitj. Ganske vist er Igor Stravinskij og Sergej Rachmaninov fuldt så russiske hvad fødsel og stamtræ angår. Men det sovjetiske musikliv var de ikke en del af: Stravinskij forlod Rusland allerede før Første Verdenskrig, og vendte kun tilbage nogle få uger i 1962, personligt inviteret af Khrustjov. Rachmaninov, der døde i 1943, bosatte sig i New York efter revolutionen, og tilbragte sine somre i Schweiz eller Paris. I længere perioder var de to eksil-russeres musik forkætret eller i praksis forbudt af myndighederne i USSR.
Mange betydelige musikere emigrerede på grund af revolutionen og borgerkrigen, dirigenter som Kussevitskij og ’vores’ Nikolaj Malko, stjerner som Jascha Heifetz og Fjodor Sjaljapin. Og i årene efter f.eks. Vladimir Horowitz, Nathan Milstein og Gregor Piatigorskij. Også den 26-årige Prokofjev forlod landet i 1918 til fordel for bl.a. USA og 10 år i Paris. Men han slog aldrig rod i Vesten, fra midt i 20’erne rejste han altid på sovjetisk pas. I begyndelsen af 30’erne vendte han i flere omgange tilbage til USSR, fra 1933 boede han hovedsagelig i Moskva, men pendulerede stadig mellem Øst og Vest. Fra 1938, netop som Stalins udrensninger kulminerede, blev han fastboende moskovit.
Prokofjevs særlige åndsform, det aggressive, kantet tilhuggede og følelsestempererede, var tydelig allerede i de værker han skrev under sine studieår i Skt. Petersborgs livligt eksperimenterende komponistmiljø. Mens den ni år ældre Stravinskij begyndte sin løbebane med en konventionel symfoni i fire satser, var den helt unge Prokofjev enfant terrible af natur. Hans tidlige værker ærgrede og forargede læreren Rimskij-Korsakov, privateleven Stravinskij var Rimskijs føjelige lærling. Som ung koncertpianist var Prokofjev den første, der spillede Schönberg i Rusland.
Men Prokofjevs stil udviklede sig mindre målrettet end Stravinskijs: i voldsomme spring mellem bidsk, spottende sarkasme, letløbende ironi, lyrisk melodiøsitet og højspændt ekspressionisme. I en selvbiografi, han arbejdede på fra 1937 til 1945, men desværre aldrig skrev færdig, omtaler han nøgternt fem stiltræk som typiske for sin musik gennem årene: det klassiske, det fornyende, det ’toccata-agtige’ (den motoriske fremdrift), det lyriske og det scherzo-agtigt humoristiske (først en bidende grotesk, senere mere munter humor). Hans uopslideligt populære Symphonie Classique fra 1917 ses ofte som selve prototypen på ’neoklassicisme’, men den var faktisk blot en station han passerede under sin intuitive afsøgning af udtryksformer.
Med Stalin som kommunistpartiets ubestridte leder fra 1929 blev kultursituationen i Sovjet afgørende ændret. Anatoli Lunatjarskij, 20’ernes garant for en oplyst kulturpolitik, blev fjernet som kommissær for undervisning, forfatteren Maksim Gorkijs doktrin om en disciplineret »socialistisk realisme« i kunsten begyndte for alvor at præge kulturlivet. På Bolsjoj fik instruktøren Meyerhold i 1929 forbud mod planlagte opførelser af Prokofjev, Hindemith og Sjostakovitj. Da Prokofjev endelig vendte tilbage, kendte han prisen: At umusikalske bureaukrater kunne udsætte hans kunst for censur.

På internationalt repertoire
Man kan vælge at se tre perioder i Prokofjevs livsværk, russeren, den eksilerede kunstner og Sovjet-komponisten. Hans produktion er vældig, syv symfonier, syv operaer, syv balletter, fem klaverkoncerter, ni klaversonater og meget mere. Værkerne fra hans russiske periode, i sin tid opfattet som provokerende og chokerende, kan i dag virke lettere næsvist-kyniske eller småsentimentale. En del af hans musik fra USA eller Paris har meget tydeligt forbillede i Stravinskij, og den vidner om, at han måtte ernære sig ved at komponere og ved at optræde med sin musik.
Indiskutable storværker fra perioden er den drømmende 1. violinkoncert, den commedia dell’arte-agtige opera Kærligheden til de tre appelsiner, der frem til den 9. november opføres med flotte anmeldelser på Det Kongelige Teater, samt den 3. klaverkoncert. Ved siden af Rachmaninovs nr. to og tre er den sidste måske den oftest spillede fra det 20. århundrede.
Synspunktet er ikke populært, men der kan argumenteres for at hans musik i 10-året efter hans tilbagevenden til Sovjetunionen betegner et højdepunkt. Og publikum overalt i verden har tilsyneladende længe ment det. Musik som Peter og ulven og balletten Romeo og Julie spilles nu næsten dagligt ét eller andet sted i verden. Operaen Krig og Fred efter Tolstoj - som han reviderede og reviderede i mere end 10 år – må være den betydeligste opera efter Strauss. Hans fire sidste klaversonater er de senest komponerede klaverværker, der har fået urokkeligt fast plads i det internationale standardrepertoire.
Prokofjev var en høj, solidt bygget mand, der struttende af sund fysik, før han i 50-års alderen fik voksende helbredsproblemer. Mens overklassebarnet Stravinskij altid var udtalt anti-bolsjevik og Sjostakovitj altid – under pres – udtalte sig hymnisk om det sovjetiske samfund, var Prokofjev uinteresseret i politik. Hans temperament var pragmatisk og ironisk, hans evne til at navigere i det sovjetiske musikmiljø var ikke hæmmet af urokkelige principper, han var ligeglad med ideologier (i et land gennemsyret af ideologi). Men den laissez-faire-holdning, han undertiden tilskrives, er fortegnet. Som person var han både modig, viljestærk og kampberedt. De sidste år af hans liv blev imidlertid svære.
I 1948 grundlagde kulturministeriet den statslige komponistforening med den magtfulde, politisk drevne komponist Tikhon Khrennikov som førstesekretær (og i praksis formand). Han udviklede et system præget af total kontrol, og forblev på toppen af magtpyramiden i mere end 40 år. Samme år præsenterede kulturpolitikeren Andrej Zjdanovs det dekret hvor centralkommitéen endnu engang satte landets betydeligste komponister under anklage for at komponere »borgerlig dekadent«, upatriotisk eller ufolkelig musik. De voldsomme politiske angreb på Sjostakovitj i 1936 (som næsten knuste ham, og som forbød opførelser bl.a. af hans 2. og 3. symfoni og af operaen Lady Macbeth fra Minsk) fandt sted på et tidspunkt, da Prokofjev var i udlandet. Angrebet i regeringsavisen Pravda (’Roderi i stedet for musik’) var rettet direkte imod Sjostakovitj, men mange af hans kolleger så skriften på væggen, og Prokofjev var helt klar over, at også han var i skudlinjen. Det handlede ikke blot om at kunne fortsætte sit virke, men om at kunne fortsætte sit liv.
Stemningen i det sovjetiske kulturliv i de sidste år af 40’erne beskrives måske bedst af en samtidig tegning i det satiriske blad Krokodil. Et ungt par sidder på en bænk og lytter til en syngende fugl. Hun: »Elsker du ikke også nattergalens sang?« Han: »Det tør jeg ikke sige, før jeg ved hvem der har skrevet sangen.«

Disciplinær kongres
Krigen og dens myrderier havde ødelagt og forarmet store dele af landet, anti-vestlige følelser løb i ét med nationalfølelse, og Stalin krævede ideologisk kadaverdiscilplin. Betydningen af den ’store alliance’ imod nazisterne blev nu bagateliseret, og bolsjevismen var igen i total opposition til det kapitalistiske Vesten.
Jerntæppet sænkede sig, og fra midten af 1946 til sin død i 1948 var Zjdanov ansvarlig for en nådesløs ideologisk kampagne i kunstlivet. Hans restriktive kulturpolitik blev videreført helt til Stalins død i 1953 og i et vist omfang helt frem til glasnost og perestrojka (året før Khrustjov i 1964 blev fjernet, tordnede han imod, at »tolvtone-fup« ormede sig ind i visse socialistiske landes musik). Fra midten af 40’erne blev navngivne kunstnere i stigende grad fordømt, og deres kolleger havde ikke andet valg end at istemme koret. Angst for karriere og personlig sikkerhed kan gøre selv den mest anstændige kunstner svag i koderne.
I april 1948 indkalder den Øverste Sovjet landets betydeligste komponister, foruden Prokofjev og Sjostakovitj bl.a. symfonikeren Mjaskovskij og hans elever Khatjaturian og Kabalevskij, til en ’disciplinær kongres’ hvor Zjdanov i tre dage docerer om ’den sande’ sovjetiske kunst, og lyser al ’kapitalistisk musik’ og ’formalisme’ i band. Skældsordet formalisme blev brugt præcist modsat normal brug: det betød ikke akademisk dogmatik, men kreativ frihed.
Her, på sin karrieres middagshøjde, var Prokofjev imidlertid uden sin tidligere kamplyst, præget af triste erfaringer. Han behøvede blot at tænke på vennen Meyerhold, der allerede i 1939 blev arresteret midt under en prøve på hans opera Semjon Kotko og skudt (hans kone blev myrdet). Eller på sin fraskilte kone, mor til sine to børn, der var anbragt i en sibirisk arbejdslejr (hun blev først løsladt i 1956). Eller på de eksperimenterende kollegaer Roslavetz og Mossolov der også forsvandt eller blev interneret. Desuden var han syg, ude af stand til at arbejde på fuld tid. Kollegaen Khatsjaturian husker, at »der var en vældig forskel på den Prokofjev, vi kendte i årene efter, han kom tilbage til Sovjet og Prokofjev i de sidst ti år af hans liv«.
I 1940 havde Prokofjev kritiseret Sjostakovitj for at være »for meget på vagt« og for »aldrig at løbe en risiko«. Men i sine sidste, sygdomsplagede år forsøgte han at tilpasse sig partiets retningslinjer. Og blev dermed Zjdanovs tristeste offer. Den æstetiske politivold var håndfast. Ilja Ehrenburg beretter at have hørt Sjostakovitj og Prokofjev citere Zjdanovs enkle musikfilosofi: »det væsentligste element i musik er en melodi, der kan nynnes!« Med demagogisk retorik satte Khrennikov stort set alle vestlige fornyere på den sorte liste. Navngivne komponister som Hindemith, Berg, Britten, Messiaen o.s.v., alle lå de under for »seksuelle perversioner, amoralitet og den skamløshed, der kendetegner det 20. århundredes borgerlige helte.«

Systemets lydige tjener
At selv Prokofjev gør afbigt, og at alle Sjostakovitjs offentlige udtalelser er ydmyge, tamme og undskyldende, kan virke slapt eller eftergivende. Men kan også ses som simpel selvopholdelsesdrift. Og man må huske, at i USSR var komponister lønnet af staten, de havde omfattende privilegier, havde samme sociale status som embedsmænd, levede adskilt fra de arbejdere de forventedes at skrive musik for, og fik deres musik opført efter regeringspåbud. Det var et system, som mere effektivt end nogen undertrykkelse under tsaren holdt kunstnerne i seletøj. Uanset talentets størrelse kunne en statsanerkendt kunstner leve et langt liv i tryghed og komfort uden f.eks. at skulle trækkes med undervisning. Når blot kunstneren anerkendte sin rolle som lydig tjener for det politiske system.
Prokofjev valgte side. Ikke af begejstring for Stalin eller for sovjetstatens kulturpolitik, men fordi han ønskede det. I Vesten måtte han undervise og optræde for at forsørge sin familie, i Sovjet var han solidt lønnet. Han lagde ikke skjul på sin trang til at komponere i en enklere stil for et stort publikum. Og hans mange år i udlændighed havde overbevist ham om, at fremmed luft ikke gavnede hans åre. Han vendte tilbage fordi han elskede sit hjemland. Til en ven sagde han: »Jeg må høre det russiske sprog og Ruslands sange omkring mig.« Idéen om ’Moder Rusland’ var ikke mindre væsentlig for Prokofjev end for en dissident som Solsjenitsin.
Al kunst kan risikere at blive propaganda for godt eller skidt. Derfor må man insistere på afstanden mellem kunst skabt af individer og et despotisk styres forbrydelser. At gøre kunst til en følgevirkning af de politiske vilkår, der omgiver den, er at reducere kreativitet til en opskrift. Det var faktisk Stalins holdning. At Prokofjev skrev sin bedste musik mellem 1936 og 48 beviser ikke at politisk tyranni skaber stor kunst. Det taler om egenvilje.
Tidspunktet for Prokofjevs død er omgivet af en vis forvirring, selv i nyere biografier og leksika angives dødsdagen varierende fra 4. over 5. og 6. til 7. marts 1953. Formentlig hænger uklarheden sammen med Stalins død om aftenen den 5. marts. Komponisten døde få timer før Stalin – kunsttidsskriftet Sovjetskoje Iskustvo meddelte senere at det skete »på samme dag som den store Stalins død. Derfor var det ikke muligt at bekendtgøre hans død før et par dage efter.« Stalins død var ikke uventet, et slagtilfælde havde ramt ham natten til den 2. marts. Statsmagten må have fundet det uheldigt, at en anden stor russers død kunne beskæftige offentligheden netop, da »hele menneskeheden begræd det uerstattelige tab af vores herre og fører, det universelle geni Iosif Vissarionovitj Stalin«.

*Karl Aage Rasmussen er komponist og forfatter. Han vil fremover med jævne mellemrum skrive i Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu