Læsetid: 3 min.

Radikalt brud med USA’s atompolitik

Neo-konservatives kup er forbilledet i kampagne, som påvirker Kerry-Edwards
23. september 2004

Analyse
Når demokraterne vinder præsidentvalget, vil de give indsats mod terroristers adgang til atomvåben den højeste prioritet i USA’s sikkerhedspolitik.
Dette løfte afgav senator John Edwards, Kerry’s medkandidat, i en tale den 30. august. Det er ikke sandsynligt, at præsident Bush er vildt uenig – han har jo selv sagt, at den største trussel mod USA er, at terrorister anskaffer atomvåben.
Men forskel er der nu alligevel. Det er bare ikke iøjnefaldende, hvis man kun læser kandidaternes taler.
Den virkelige debat foregår i baglandet, hvor især eksperter, som har kontakt med Kerry-kampagnen, udvikler en ny politik, som skal gøre truslen fra atomvåben mindre. Ja, de gør mere end det. Faktisk har de indledt en kampagne, som parallelt med valgkampen skal sikre, at deres forslag står centralt i en Kerry-regerings sikkerhedspolitik.

Åbenbar succes
Forbilledet er neo-konservative republikanernes indsats i 90’erne, som sikrede stor indflydelse i Bush-regeringen. Fra et præsidentvalg er vundet, til en regering med politisk udnævnte embedsmænd i tusindvis skal stå klar, går meget få uger. Der er ikke tid til grundige politiske analyser og job-interview. Derfor overtager vinderen stort set forslag, der allerede er klar, og personlige netværk er altafgørende for valg til de mange poster. De neo-konservative stod i 2000 parat med pakkeløsninger.
Demokraterne har ikke fraktioner, som helt svarer til de neo-konservatives. Men nogle demokrater har lært af dem. Et eksempel er Center for American Progress, som kalder sig et »tværpolitisk forsknings- og oplysningsinstitut«, der udvikler »progressive ideer for et stærkt Amerika«. Reelt er det et institut, som under ledelse af præsident Clintons stabschef fra 1998-2001, John Podesta, bekæmper Bush-regeringen og forbereder en venstreorienteret politik, som man håber, at Kerry vil overtage. Et andet forsøg har hovedkvarter i Carnegie Endowment for International Peace, der officielt er endnu mere tværpolitisk.
Carnegie-gruppen har åbenbar succes, hvis man ser på indholdet i taler af både Kerry og Edwards, når de kommer ind på truslen fra atomvåben. Gennem flere år har gruppen fokuseret på spredning af masseødelæggelsesvåben, og den har nu udarbejdet, hvad man kalder »en strategi for atom-sikkerhed«. Den indeholder 84 konkrete forslag, som blev præsenteret på en velbesøgt konference i juni, og i mere generelle vendinger afspejles i de to kandidaters erklærede politik.
Gruppen har sikret sig opbakning fra nogle af de mest fremtrædende andre demokrater.
På konferencen talte eksempelvis senator Kennedy og den tidligere senator Sam Nunn, som fortsat er en formidabel leder. Atom-truslen og deres forslag er også genstand for talrige bøger og avis-kronikker. Desuden præsenteres strategien i løbet af efteråret på møder i udlandet, så man kan få USA’s allierede med.
Alle i gruppen har enten være rådgivere for demokratiske politikere eller haft væsentlige poster i Clinton-regeringen. Under samtaler, som jeg i sommerens løb har haft med to af dem, Joseph Cirincione og Jon Wolfsthal, fremgik det klart, at de stiler efter et vidtgående brud med Bush-regeringens politik.

Truslen er fra våben
Bush har sagt, at terrorister plus masseødelæggelsesvåben plus slyngelstater udgør en farlig cocktail. Næh, siger Cirincione. Terrorister vil søge efter masseødelæggelsesvåben, hvor de end er, og derfor udgør ethvert lager af færdige våben, beriget uran eller andre stoffer, som kan bruges til fremstilling af våben, en sikkerhedsrisiko. Forskellen mellem de to opfattelser er stor. Bush vil ændre regimet i nogle få lande. Cirincione ønsker en langt mere omfattende indsats i ethvert land, hvor terrorister kan få adgang til våben og stoffer.
Bush-regeringen har lagt vægt på »håndhævelse« af eksisterende forbud i traktater. Wolfsthal vil lægge vægt på »overholdelse« af alle forpligtelser i eksisterende aftaler på feltet. Det er mere end et ordspil. Når det gælder traktaten mod spredning af atomvåben, så er »overholdelse« af forpligtelser nemlig også ensbetydende med, at USA sammen med andre atommagter skal afskaffe deres våben. Fokus er ikke kun på slyngelstater.
Carnegie-folkene er ikke blødsødne fredsmagere. Første hovedpunkt i deres program er, at ingen stater længere må anskaffe atomvåben, og det krav vil de, om nødvendigt, støtte med hele USA’s militære slagkraft. De vil underkaste alle atomvåben og radioaktive stoffer streng kontrol samt sikre, at ukontrolleret handel med atomteknologi og stoffer forbydes.
Men de vil også stille krav til ikke mindst USA. Den politiske og militære nytteværdi af atomvåben skal undergraves, og atom-magterne skal forpligte sig til løsning af konflikter – ikke blot indbyrdes, men også i områder såsom Mellemøsten, hvor nogle stater kan føle sig motiveret til anskaffelse af atomvåben, så de kan føle sig mere sikre.
Præsidentvalget gælder ikke mindst, hvorvidt denne nye kurs skal have en chance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu