Læsetid: 3 min.

Regel nr. 1: Accepter reglerne

I hiphoppen er kvinder tydeligvis i undertal – særligt som udøvere, men også som forbrugere. Alligevel afviser en forsker, at kulturen er sexistisk i sin natur. For mange piger er den blot uforenelig med en kvindelig identitet
18. september 2004

Det ligner måske diskrimination, når landets bedste kvinderappere og -dj’s indbyder til Ladyfest, og der kun møder et par håndfulde hjemmedrenge frem fra det enorme hiphop-miljø, som efterhånden tæller tusinder af mennesker.
Men sådan forholdet det sig ikke nødvendigvis, mener forskningsassistent ved Sociologisk Institut i København, Jakob Demant.
Gennem de seneste par år har han beskæftiget sig med teenagepigers forhold til populærmusik, og før det studerede han den danske annektering af hiphop-kulturen fra USA.
Ifølge Jakob Demant var årsagen til, at der mødte så få drenge op ved sidste weekends Ladyfest, at pigerne bag forsøgte at lave om på de uskrevne regler i hiphop-kulturen.
»Når man pludselig skal til at lave deciderede pigearrangementer, signalerer man samtidig, at man ønsker forandringer i kulturen. Det kan muligvis havde frastødt en del af drengene, fordi de aldrig har sat kønsregler op. Piger er jo ikke på forhånd blevet forhindret i at optræde til koncerter eller konkurrencer arrangeret af drenge. Ikke med henvisning til deres køn, i hvert fald,« påpeger forskningsassistenten.
Jakob Demant forklarer, at man ikke bare sådan kan få lov til at pille ved hiphoppens grundpiller. Kulturen er først og sidst en konkurrencekultur, hvor det inden for de fire elementer – dj’ing, dans, graffiti og rap – gælder om at være den bedste. Ikke den bedste pige, ikke den bedste dreng. Bare den bedste.
»Hiphoppens værdimæssige grundlag tager udgangspunkt i en amerikansk bandekultur, som blev vendt til at handle om konkurrence på kreative evner. Man fokuserer på det, man kan, og det man har bedrevet. Derfor kan man med en vis berettigelse sige, at hiphoppen bygger på nogle maskulint kønnede præmisser. Hiphoppen er således ikke en lukket kultur, men én, som baserer sig på en kommunikation og omgangsform, der er svært forenelig med en traditionel kvindeligt kønnet identitet,« forklarer Jakob Demant.
Han mener snildt, at der kan være plads til det kvindelige køn. Hvis de accepterer ’reglerne’ og dermed viser deres anerkendelse af kulturens egenart, vil piger kunne være fuldt lige så ’hiphop’ som drengene:
»Selvfølgelig er det sværere for piger at få fodfæste i kulturen, men hvis de kan begå sig som eksempelvis rappere eller dansere, er der formentligt plads til dem. Hiphoppen bygger jo på en grundlæggende respekt for evner,« siger han.

Mette Røgilds fra kultur- og sprogmødestudier på RUC er heller ikke afvisende over for, at man som pige kan slå igennem i hiphoppen. Man skal bare være noget nær lydefri:
»Piger kan ikke bare nøjes med at være gode til at rappe. De skal samtidig levere en pakkeløsning med nogle superfede produktioner. Ellers bliver det med garanti pillet ned af i hvert fald nogle af drengene,« forudsiger hun.
Mette Røgilds vurderer, at det er nemmere for kvinder at blive sangere end rappere. Hun nævner den albumaktuelle Karen som et godt eksempel på, at det som kvinde kan lade sig gøre at komme langt med en selvstændig attitude i en hiphop-relateret genre, nemlig R&B’en:
»Karen giver den gas og viser sit ultrafeminine flygirl-image. Men samtidig gør hun også en stor ting ud af, at hun kan bære det hele selv. De rollemodeller er rigtig vigtige for de unge piger, og det behøver altså ikke at blive bundet op om et feministisk projekt,« mener Mette Røgilds.
Det værste, man som pige kan gøre i hiphoppkulturen, er at fremstille sig selv som et offer, mener Jakob Demant. Selvfølgelig skal man ikke finde sig i direkte tilsvininger, men skældsord som ’ho’ og ’bitch’ finder sjældnere vej til de piger, der lægger oprigtig interesse og engagement i kulturen. I øvrigt bruger drengene i stadig højere grad de selvsamme udtryk om hinanden. Man kan altså i nogen grad forstå sprogbrugen som en del af et kønsspil, der blot har en noget grovere form i hiphoppen end i mainstream popkultur.
»Kvinder behøver ikke at gøre sig selv til ofre i kulturen, og det mener jeg i øvrigt heller ikke, at de har for vane at gøre. Så snart de accepterer det grundlæggende værdisæt, som delvist bygger på nogle meget mandligt betonede udtryksformer – og samtidig viser evner – kan kvinderne så småt begynde at pille ved magtbalancen mellem kønnene. Det skal bare ske i dén rækkefølge,« fastslår han og bruger rapperen Missy Elliott fra USA som eksempel:
»Hun har opbygget sit eget image, men har hele tiden haft en gennemført hiphoppet livsstil og er blandt andet blevet produceret af Timbaland, som er en af scenens største. Det er formentligt grunden til, at hendes mere poppede og R&B-inspirerede version af hiphop er respekteret i hiphop-kulturen og ikke afvises som særlig feminin eller som ’sell-out’.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her