Læsetid: 4 min.

Et rige og en mands undergang

Var der et menneske bag Hitlers monstrøse facade? Kan man lave en film om hans sidste dage, der fortæller os noget nyt? Skal det overhovedet prøves? Spørgsmålene er mange, når talen falder på den tyske film ’Der Untergang’
25. september 2004

Film
Der Untergang havde sin verdenspremiere ved filmfestivalen i Toronto i sidste uge og tysk premiere den 17. september. Det er en intens og minutiøs gengivelse af de sidste 12 dage i Adolf Hitlers liv, som han tilbragte i en bunker under det sønderbombede Berlin.
Selv om det kan lyde både klaustrofobisk og ensformigt, tager instruktøren, Oliver Hirschbiegel, så solidt et tag i publikum, at de 150 minutter flyver af sted – og det på trods af, at Hitler begår selvmord 40 minutter inden tæppefald.
Manuskriptet til Der Untergang er skrevet af den alsidige og meget produktive Bernd Eichinger, der er mest kendt som producer af film som Christiane F, Resident Evil og Bille Augusts Åndernes hus og Frøken Smillas fornemmelse for sne. Han har taget udgangspunkt i Joachim Fests meget roste bog, Inside Hitler’s Bunker, men har i høj grad også hentet materiale fra Traudl Junges dagbog Bis zur letzten Stunde og dokumentarfilmen Blind Spot. Junge var Hitlers sekretær fra 1942 til hans selvmord, og det er gennem hendes øjne, vi oplever Det Tredje Riges fald.

For en ny generation
Det er ikke første gang, Hitlers sidste dage er endt på det store lærred. De mest kendte er Hitler: The Last Ten Days (1972) med Alec Guinness og The Bunker (1981) med Anthony Hopkins, men Der Untergang er den første tyske film siden G.W. Pabsts sort-hvide Der letzte Akt fra 1955, der tør tackle emnet.
Som den politiske situation er i Tyskland for tiden, hvor højreekstremismen vinder frem, synes det at være det rigtige tidspunkt at tage det op igen.
Det har dog ikke forhindret medierne i at piske en stemning op, længe inden filmen fik tysk premiere. Især jødiske aviser og skribenter har haft svært ved at se filmens berettigelse, men der er intet at være bekymret for, fordi selv ikke de mest forskruede nazisympatisører burde kunne se filmen som en glorificering af deres ideologi.
Man skal derimod se Der Untergang som en Hitler-film for en ny generation. Den, der er vokset op efter krigen, ligesom både filmens producent og instruktør, og som har brug for at se historien på deres måde.
At kritisere filmen for at give den umenneskelige nazileder et menneskeligt ansigt, er i hvert fald forfejlet. Er det ikke netop det, der gør historien så skræmmende? At så ufatteligt onde gerninger ikke udspringer fra et frådende monster, men fra en lille forkvaklet mand?

Stor troværdighed
I april 1945 er Hitler og hele hans stab barrikaderet i en bunker under Berlin, mens russerne er ved at jævne byen med jorden. Her udspiller langt størstedelen af filmen sig, men selv om man som personerne i filmen begynder at længes efter frisk luft, sørger filmen også for at skildre det kaos og de umenneskeligheder, der foregår på gadeplan.
Junge, der spilles med tilpas store, naive og frygtsomme øjne af Alexandra Maria Lara, er vores guide rundt i bunkerens hierarki, men er reelt en ubetydelig brik blandt de mange nøglepersoner, der udgjorde kernen af riget. Og det er netop en af Der Untergangs store styrker, for nok er Hitler, den person alle taler om og retter sig efter, men han er ikke altdominerende i filmen. Dette riges undergang er ikke bare én mands.
Scener, man husker fra historiebøgerne, blandes med andre, som måske er opdigtede, men alle fremstilles nøgternt, næsten objektivt og helt uden at overdramatisere. Musikken bruges sparsomt, og det er, som om alle er på det rene med, at de ikke behøver at gøre dette mere dramatisk, end det var – og det virker. Filmen beskriver, hvad der skete, og lader det være op til publikum at dømme.
Denne tilstræbte ægthed gør også de historiske personer langt mere nuancerede, end man har set dem før. Ikke at de bliver meget mere sympatiske af den grund, blot mere troværdige. Hirschbiegel filmer scenerne i afdæmpede farver, hvilket giver dem et dokumentarisk, næsten tv-agtigt udseende, et stilgreb, han også benyttede sig af i sin spillefilmdebut, Das Experiment, fra 2001.

Var de ikke mennesker?
Helt centralt i Der Untergang står selvfølgelig Bruno Ganz’ imponerende præstation som Hitler. Fysisk har han en slående lighed med føreren, og billedet fuldendes med en tillagt østrigsk accent. Fremstillingen af Hitler er hverken glorificerende eller undskyldende, men så meget desto mere skræmmende af den grund.
Over for sekretærerne virker han næsten rar og charmerende, men på et øjeblik kan han skifte til en frådende galning i selskab med sin stab. Han er næsten som et barn, der nægter at se kendsgerningerne i øjnene, og i chokerende grad bliver han heller ikke præsenteret for dem af de konfliktsky generaler. En rystende hånd viser dog, at han nok er klar over, at drømmene er styrtet i grus.
I tråd med filmens forsøg på autenticitet er det oplagt, at rollelisten ikke bugner af kendte ansigter. Men selv de, man kan genkende, går i ét med deres roller, og det er nemt at glemme, at det er en film, man ser på. Ud over Ganz skiller især Corinna Harfouch sig ud i den svære rolle som den iskolde, men elegante Magda Goebbels.
Øjeblikket hvor hun roligt og resolut forgifter sine børn er så barsk, at selv ikke Goebbels (Ulrich Matthes) kan holde ud at se på.

*Der Untergang er endnu ikke købt til dansk biografdistribution

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu