Læsetid: 5 min.

Rockorkanen hærger atter

Rock’n’roll er tilbage på scenerne, i radioen og de unge menneskers hjerter, men den kan antage mange former, fra The Hives stilrent traditionsbevidste udtryk til The Libertines mere skramlet personlige konfrontationsrock
9. september 2004

God røvsparkende garagerock(’n’roll) har animeret en ny generation til at danse til lortet, kaste sig ud i selvforglemmende syng-med-seancer og generelt te sig helt elektrisk. Lækkert. Og er det intet decideret nyt under solen, kan det nok være at energien, gåpåmodet og fandenivoldskheden er tilbage i højsædet, hvilket føles befriende, eftersom rocken rigtig længe har haft tendens til selvfedme og prætentiøsitet, hvilket kan være okay, hvis man har noget at have det i. Det gælder blot de færreste.
Hvis nogen – efter en 30-40 års tid med seriøs Artigverner-rock i mellemtempo – skulle have glemt det, var musikkes oprindelige funktion at få folk til at danse. Og en stund glemme at checke alt med det der forpulede overjeg, man såmænd trækkes rigeligt med i det daglige. Derfor mødte deres udsendte undtagelsesvist op til en pladereception for at checke det snart albumaktuelle danske rockband Epo-555 ud, thi nogle gange kan en showcase sige mere tusind ord. Bandet var fint nok – vi anmelder pladen snarligst – men det stordansende publikum var nu engang aftenens clue. Som gækken dog blev slået løs, som kropsligheden florerede, og som der dog blev danset. Det var lige til at blive i godt humør af og som tingene ser ud i f.eks. Kaukasus lige nu, er der sgu ikke ret meget at grine af, sådan i det daglige, vel.

Rock i hvide galocher
Garagerocken som sådan har sådan set aldrig været helt væk, men i dén grad udgjort et randfænomen uden megen kritikerbevågenhed, men med eget stampublikum og kredsløb. Måske ikke så meget her i Dannevang, men kors, hvor har svenskerne holdt faklen højt på det område; denne signatur oplevede således på nær hold flere gange de solide The Nomads op gennem 80’erne, et årti, hvor ’good hard rock’ ellers var hårdt trængt af synthesizerdrevne bands med overdreven makeup og MTV-darlings som Prince og Madonna.
Derfor kan det heller ikke undre, at nogle af den igangværende
rock’n’roll revivals største navne er netop svenske. Som f.eks. nu The Hives, hvis forrige udgivelse Veni Vidi Vicious i år 2000 var den rette plade på rette tid og sted og placerede kvintetten fra Fagersta lige i hjertet af rockorkanen, da den påbegyndte sin globale hærgen i perioden 2001-2002. Og gruppen turnerede da også som sindssvage de følgende tre år, for at malke den uventede anerkendelse alt den kunne.
Efter fire år lander Tyrannosaurus Hives så på skrivebordet med et ondt plunk. Der er stadig hammer på. Hele svineriet er stadig akkrediteret til (den fiktive) Randy Fitzsimmons. Omend gruppens ’uniform’ er blevet modificeret til at inkludere hvide galocher og ditto smokingjakker samt et sjovt bundet slips, et såkaldt ’gambler tie’. Åbenbart.
De fem svenske gentlemen ligner i højere grad en mandeklub end en gadebande. Hvad de vel også er. Musikken er stadig benhård og kompromisløs kædesavs-rock’n’roll med elementer fra Devo og
Pixies til the Sonics og Stooges med et hav af one-hit wonders ind imellem. Det er skægt og uprætentiøst og befriende, men kan næppe kaldes overraskende. Sangene her skulle nok kunne live en fest op eller sætte ild til en koncertscene, men efter et par afspilninger i den dertil indrettede, gribes man nu alligevel af en ubetvingelig tvang til at høre noget, der besidder blot en smule mere substans. Som f.eks. The Libertines.

Konfrontationskurs
Hype har slået mangt et godt orkester ihjel. Fænomenet trives især på de britiske øer, hvor behovet for mindst en sensation om måneden syntes uudslukkeligt. Da de færreste kunstnere kan tåle så overdreven medieomtale, falder hammeren hårdt, når de arme stakler ikke kan leve op til de i forvejen overophedede lovprisninger, tilmed ofte affyret på et spinkelt grundlag. Nuvel, The Libertines modtog kilometervis af spalteplads i hælene på debuten Up The Bracket – der kun kunne kaldes lovende – og siden hen mindst lige så megen omtale i hælene på, at gruppens enfant terrible, Peter Doherty, formåede at have problemer med rygeheroin og den slags myndigheder, der i den grad finder det forkasteligt, at man kan have den slags problemer. Ikke at det gjorde det i forvejen spændte forhold mellem Doherty og gruppens anden drivkraft, Carl Barât, bedre. Slet ikke efter Doherty brød ind i Barâts lejlighed for at score diverse indbo, han siden solgte for at købe flere stoffer. Hvilket landede ham i spjældet. Et sted, han efter en anklage for ulovlig våbenbesiddelse, tilsyneladende snart skal besøge igen.
Ikke desto mindre er det den udtalte spænding mellem disse to blodbrødre på konfrontationskurs, der gør gruppens andet, selvbetitlede udspil til sådan er nervepirrende og inciterende rejse. Tilmed mester(under)produceret af ex-clasheren Mick Jones med flair for den følelse og attitude, der skal til at skabe spændingsfyldt og vanedannende rock’n’roll. Sgu.
Modsat The Hives og mange andre af tidens revival-bands er The Libertines ingen velsmurt retro-maskine, men et vaskeægte moderne – og til tider, både sjusket og nonchalant – rockband, der benytter formen til at finde et personligt udtryk og i processen komme med et bud på såvel egen tilstand som verdens ditto. Og det lykkes til overmål her på en udgivelse, der hører til en af de mest smittende og gennemførte længe hørt. Med umiskendelige rødder i det bedste brit-rock – Kinks, Faces, Jam, Clash, Smiths, Pulp m.fl. – giver gruppen lige præcis deres egenartede hybrid så megen personlighed og nerve, at man må overgive sig.
Den kreative og personlige spænding mellem Doherty og Barât er at ligne med den, der eksisterede mellem bl.a. Ray og Dave Davies, Lennon og McCartney, Noel og Liam Gallagher; den skal til, men man må da bede til, at Doherty kommer ud på den anden side af
sine forvildelser fremfor at ende som en ny generations Richey James Edwards, den tragiske skikkelse fra Manic Street Preachers. Det ville være synd for alle parter, thi The Libertines er åbenlyst kun lige begyndt at udforske sit enorme potentiale. Som de synger: »Arbeit Macht Frei« – se, det ved jeg ikke noget om, men nogle gange, altså, så er en rockplade så god som denne nok det mest frigørende på denne side af elskovsakten.

*The Hives: Tyrannosaurus Hives (Polydor/Universal)
*www.thehives.com
*the Libertines (Rough Trade/VME)
*www.thelibertines.co.uk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her