Læsetid: 4 min.

Så meget film på så lidt tid

Årets filmfestival i Toronto har budt på flere interessante biografiske film og film om Afrikas turbulente, nyere historie
17. september 2004

Filmfestival
Toronto – Toronto International Film Festival er et mekka for filmelskere. Hvor kan man ellers opleve Kevin Spacey dukke op til en offentlig screening klokken ni søndag morgen for at tale med publikum om sin nye film? Og i hvilken anden by tager folk en uge fri for at gå i biografen?
Festivalen byder på så mange spritnye film, at publikum, filmindkøberne og filmjournalisternes store problem er, hvordan de skal vælge mellem dem.
Festivalens mest omtalte film har uden tvivl været Lukas Moodyssons kontroversielle Et hul i mit hjerte, der delte publikum skarpt med en lille overvægt mod det negative, men som ikke desto mindre blev solgt til amerikansk distribution efter få dage. Susanne Biers Brødre fik derimod en enstemmigt positiv modtagelse og bliver spået en endnu bedre international fremtid end Elsker dig for evigt.
Der har ikke været så mange internationale film på årets festival, men det blev imidlertid opvejet af en række interessante amerikanske film, der alle vel at mærke er produceret uden for Hollywood.

Ny noir
Flittige John Sayles har med Silver City lavet sit måske mest kommercielle værk, et stykke politisk satire i form af en klassisk detektivfilm med tydelig inspiration fra Roman Polanskis Chinatown. Som altid medvirker en perlerække af skuespillere, blandt andet Richard Dreyfuss, Tim Roth og Daryl Hannah, og Chris Cooper leverer en skarp og morsom udgave af George Bush i rollen som en småtbegavet politiker med stærke pengemænd bag sig.
Mens satiren er forrygende, fungerer krimien dog ikke særligt godt, og Sayles lægger desværre mest vægt på det sidste.
Den rutinerede tv-instruktør Paul Haggis’ spillefilmsdebut, Crash, forgår i L.A., hvor han har levet i en årrække. På Short Cuts-manér væver Haggis en række storbyskæbner sammen, og igen er rollelisten spækket med kendte navne, Sandra Bullock, Don Cheadle, Matt Dillon, Brendan Fraser og Ryan Phillippe.
Den Elmore Leonard-agtige noir-fortælling kredser om frygt og racisme, og imponerer med sin usædvanligt modige tilgang til det tabubelagte emne. Men også den forfalder desværre til en del klicheer hen ad vejen.

Musik og sex
Tre med spænding imødesete film, Kevin Spaceys Beyond the Sea, Taylor Hackfords Ray og Bill Condons Kinsey, har umiddelbart en del til fælles. De er alle biografier, har været længe undervejs og har forgæves bejlet til de store amerikanske studier. Spacey har været fire år om at få sin anden spillefilm som instruktør stablet på benene, og selv om den handler om den populære, amerikanske crooner Bobby Darin, måtte han til Tyskland og England for at finde pengene til den.
Spacey spiller selv hovedrollen, synger og danser, og meta-fortællestilen har han hentet fra Fellinis 8 1/2 og Bob Fosses All That Jazz. Selv publikummer, der som undertegnede ikke umiddelbart kender den alsidige Bobby Darins karriere, vil kunne genkende en lang række af hans sange, fra »Splish Splash« til »A Simple Song of Freedom«. Den visuelt smukt orkestrerede film blev vist digitalt, for Spacey havde simpelthen ikke haft tid til at få lavet en 35 mm kopi.
Modsat den opfindsomme Beyond the Sea, går Taylor Hackford mere traditionelt til værks i Ray, der følger legenden Ray Charles’ turbulente liv fra fattig sydstatsdreng til verdensberømmelse. Selvom filmen ikke tegner et glansbillede af musikgeniet, bliver Hackfords film aldrig så gribende som Spaceys, på trods af et medrivende soundtrack.
Jamie Foxx giver en flot præstation som Ray, der meget vel kan give ham en Oscarnominering. Charles var selv konsulent på filmen, men døde, før den var færdig. Det var derfor en bevægende aften, da Ray fik sin verdenspremiere i Torontos kæmpe kongrescenter, Roy Thomson Hall, hvor Charles tidligere har optrådt.
Hvis Hackfords Ray er lovlig tam, er Bill Condons Kinsey, der handler om den kontroversielle amerikanske sexolog Alfred Kinsey (Liam Neeson) – den første til at tage sex seriøst – Hollywood-historiefortælling, når det er bedst. Det er ikke første gang Condon laver en biografisk film. Han både skrev og instruerede den fremragende Gods and Monsters i 1998.

Afrika på plakaten
Hollywood tager gerne virkelige begivenheder under behandling, og i år er turen kommet til Afrikas turbulente, nyere historie. Tidligere på året blev John Boormans Country of my Skull om Sydafrikas Sanheds- og Forsonings-kommission vist i hovedkonkurrencen i Berlin, og i Toronto fortæller Tom Hoopers Red Dust en næsten identisk historie.
Red Dust er dog en på alle måder bedre film. Kommissionen, der bringer ofre for det tidligere apartheid-styre sammen med deres bødler, er solidt, dramatisk materiale, og Red Dust er en sober thriller, der undgår sentimentale faldgruber. Det gør Terry Georges chokerende Hotel Rwanda også. Den fortæller den sande historie om en hutu-hotelbestyrer, der som en anden Oscar Schindler, redder næsten 1.000 tutsier fra massakrerne i Rwanda, mens verden vender det blinde øje til. Filmen er heldigvis sikret dansk distribution.
Filmfestivalen i Toronto slutter i morgen, lørdag, hvor der uddeles en publikumspris og en kritikerpris.

*www.e.bell.ca/filmfest/2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu