Læsetid: 3 min.

En saglig begrundelse

24. september 2004

I sommer leverede Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Alvaro Gil-Robles, en skrap kritik af den danske regering. »Danmark overtræder ubetinget en række menneskerettigheder – specielt omkring reglerne for familiesammenføring,« sagde han i et interview med Politiken.
Den kritik afviser regeringen blankt i et notat, der blev offentliggjort i går.
Loven om familiesammenføringer blev ændret i juni 2002. På det tidspunkt havde enkelte kommunale sagsbehandlere, indvandrerkonsulenter og organisationen INDSAM gjort opmærksom på, at mange unge med indvandrerbaggrund blev presset til at indgå ægteskab mod deres vilje. Egentlige undersøgelser af problemets omfang forelå dog ikke, og Udlændingestyrelsen afviste kun en enkelt ansøgning om familiesammenføring på grund af mistanke om tvangsægteskab i 2001.
Det var altså på baggrund af ganske løse formodninger om, at ’mange’ – men aldrig hvor mange – der tvinges til at gifte sig med en, de ikke elsker, at regeringen gennemførte sit lovkompleks.

Siden da har myndige borgere mellem 18 og 24 år ikke haft samme ret til at få deres ægtefælle til Danmark, som borgere over 24 år har. På Udlændingestyrelsens hjemmeside kan man forvisse sig om, at forskelsbehandlingen ikke stopper her. Om grundlaget for vurderingen af om et ægteskab bygger på tvang, står eksempelvis, at styrelsen som udgangspunkt giver afslag på ansøgninger om familiesammenføring, hvis ægteskabet er indgået mellem personer med nære familierelationer; det samme gælder, hvis der er tidligere eksempler på ægtefællesammenføringer i den nære familie.
For det første er det uhørt i dansk lovgivning, at forældres handlinger får direkte juridisk indflydelse på deres myndige børns rettigheder. For det andet virker dette arvesyndsprincip indirekte diskriminerende, fordi det typisk rammer børn af tyrkere, jugoslaver og andre, der kom til Danmark i halvfjerdserne for at arbejde og senere fik deres kone og børn hertil.
For det tredje er der næppe tvivl om, at reglen tolkes forskelligt i en sag om en ung muslimsk pige, der forelsker sig i sin tyrkiske landsbyfætter – søn af hendes mors søster – versus i en sag om en ung kristen pige, der forelsker sig i sin canadiske hvide, kristne storbyfætter – søn af hendes oprindeligt canadiske mors søster.

I det nye notat afviser regeringen, at 24-årsreglen strider mod den europæiske menneskerettighedskonventions vagt formulerede paragraf 8 om, at »enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv.«
Man skulle så tro, at reglen er i indlysende strid med paragraf 14, som byder, at konventionens rettigheder skal sikres »uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.« Så enkelt forholder det sig imidlertid ikke. I notatet gøres udtrykkeligt opmærksom på, at det kun regnes for diskrimination at stille et individ eller en gruppe af individer ringere end andre, der er i en sammenlignelig situation, hvis det sker uden saglig og rimelig begrundelse. Modsat kan forskellig behandling af folk i sammenlignelige situationer være berettiget »såfremt den forskellige behandling har et legitimt formål og står i rimeligt forhold til dette formål.«
Derfor er notatets væsentligste pointe, at lovens forskelsbehandlingen af myndige borgere er sagligt velbegrundet: 24-årsreglen er et effektivt middel mod
tvangsægteskaber, påstår regeringen.
Men notatet indeholder intet belæg, ingen dokumentation, for at denne påstand holder – hvilket ikke er så mærkeligt. En sådan dokumentation eksisterer nemlig ikke.

I forÅret offentliggjorde Socialforskningsinstituttet den første undersøgelse af tvangsægteskaber blandt etniske minoriteter. En af undersøgelsens opsigtsvækkende konklusioner var, at kun fire procent blev gift mod deres vilje. Rapporten blev kritiseret for at underdrive problemets omfang – men selv om antallet er det dobbelte, tre- eller femdobbelte end det, Socialforskkningsinstituttet når frem til, drejer det sig om et lille mindretal. I samme retning peger Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføringer: Sidste år fik 335 par afslag på familiesammenføring på grund af 24-års reglen, mens kun fem par fik afslag på grund af mistanke om et tvangsægteskab.
Hvert eneste tvangsægteskab er en tragedie, men det er svært at se den saglige begrundelse for at gøre så unge par ulykkelige for at redde et lille, ukendt antal unge mennesker fra at blive tvangsgift. Midlerne er helt og aldeles ude af proportion med målet.
Det har klædt den radikale leder, Marianne Jelved, at forsvare retsstatens grundlæggende principper om, at myndige borgere er lige for loven, og at man ikke må beskytte en gruppe myndige borgere mod mulige farer ved at fratage dem rettigheder, der gælder for alle andre myndige borgere. Regeringens notat giver hende ingen grund til at sænke fanen.

fris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu