Læsetid: 4 min.

Shotgun baby Columbine

Fedt, nu kan vi igen købe halvautomatiske rifler i USA. Det er så uværdigt, når vi lovlydige borgere er ringere bevæbnet end slynglerne
18. september 2004

New York
Hvis du vil beskytte dit hjem mod tyveknægte og mordere, så køb en pumpgun,« sagde den rare instruktør fra National Rifle Association, Rick Millo, da jeg gik på kursus for at få tilladelse til at bære våben i Connecticut.
Jeg kunne ikke have været mere enig. De fleste mennesker, uanset hvor de er fra, har set western-film nok til at vide, at når de hører lyden af et shotgun-forskæfte, der farer frem og tilbage, klik-klak, så ved de, hvad der sker i den næste scene: Nogen bliver skudt.
Derfor er en sådan en pumpgun »et skidegodt valg« netop til hjemmet, fordi man så kan skræmme folk væk i stedet for at blæse dem fulde af bly. Den slags giver en del juridisk tovtrækkeri, som dog er et til at overkomme, hvis forbryderen trængte ind i ens hjem – der behøver man nemlig ikke at sikre sig, at den formastelige rent faktisk er bevæbnet og har intentionen og evnen til at angribe.
Der kan man skyde ham ned for fode med minimale problemer.
»Kanon,« udbrød jeg. »Vil det sige, at hvis nogen dukker uanmeldt op i mit hus midt om natten, så kan jeg plaffe dem ned uden sanktioner?«
»Ja,« svarede Rick. »I dit eget hus behøver du ikke finde dig i noget.«
Desværre for slynglerne har jeg besluttet, at jeg ikke gider at skræmme dem væk. Jeg tænker derimod, at når et par stakkels crack-narkomaner er gået ind for at røve mig og siden kommet ud på en båre med huller i hele kroppen, så virker det nok mere skræmmende på andre potentielle indbrudstyve.
Så derfor har jeg tænkt mig til at købe en halv-automatisk riffel i stedet for en shotgun. Enten den klassiske AK-47, som vi kender fra verdens værste konflikter og myrderier i Mellemøsten og Afrika, hvor de koster ca. 20 dollar stykket, eller den frække Tec-9, der med sin beskedne størrelse og store kaliber egner sig godt til urbant selvforsvar.
Tøsebamsen, Bill »I’m a lover not a fighter« Clinton fik godt nok vedtaget et forbud mod den slags våben tilbage i 1994. Idioten mente, at almindelige borgere ikke havde brug for så kraftige våben, med mere end 20 skud i magasinet og en høj skudkadence.
Som Rick Millo sagde dengang: »Hvorfor i himlens navn er det er dig, den lovlydige borger, der er problemet? Hvorfor er det kun slynglerne, som er ligeglade med loven, der skal have mulighed for at bevæbne sig tilstrækkeligt?« Han peger på, at forbryderne ofte fjerner den split i riflerne, som gør, at de kun kan skyde halv-automatisk – affyre et skud hver gang du trykker på aftrækkeren uden behov for at tage ladegreb – således at de bliver fuld-automatiske.
»Så skal man bare trykke en gang og holde aftrækkeren nede, så tømmer den magasinet,« forklarer Rick.
Heldigvis har vi i dag en præsident og en kongres, som forstår, at vi borgere skal kunne bevæbne os til tænderne. Derfor fornyede de ikke Clintons forbud, der udløb i denne uge, til stor forfærdelse for politiet og anti-våbengrupper, som siger, at de våben slipper døden løs på gaderne, særligt i de fattige ghettoer i Amerikas storbyer.
Myndigheder og mødre frygter, at den blotte tilstedeværelse af lovlige, sværtkalibrede halv-automatiske våben på gaden vil betyde, at flere kan få adgang til dem, inklusive de kriminelle.
Det var eksempelvis med en Tec-9, at Dylan Klebold og Eric Harris i 1999 sårede og myrdere deres skolekammerater på Columbine High School i Littleton, Colorado; vel at mærke på et tidspunkt, hvor det var forbudt for almindelige mennesker at eje sådan en skyder.

Sådan var det selvfølgelig aldrig gået, hvis jeg havde været elev på skolen. De ville ha’ kaldt mig Shotgun Baby Columbine, fordi jeg var den bedste bevæbnede skoleelev i vesten og altid parat til at forsvare de andres frihed med varmt bly.
Jeg ville have gået rundt i militær- eller jagttøj med små badges, der i utvetydige vendinger gjorde det klart, hvorfra regeringen kunne tage mine våben, når den sørgelige dag kom: »From my cold, dead hands,« som Charlton Heston, præsidenten for NRA, sagde kun få dage efter massakren, da organisationen holdt årskongres netop i Littleton.
Problemet i på Columbine var og er naturligvis ikke, at der er elever som Dylan og Eric, der pludselig dukker op med lommen fuld af kugler og hovedet fuldt af mord.
Problemet er, at de andre elever ikke var bevæbnede. At de ikke havde mulighed for at skyde igen lige i synet på de to misdædere.
Så kunne de fandme lære ikke at møde til gymnastik med ondskab i hjertet, hvis hele klassen stod der med en AK-47 slængt over skulderen, som cool afghansk kavaler, eller en Desert Eagle spændt fast til et smækkert sytten-årigt pigelår, som en anden tombraider Lara Croft.
Når selv de svage, de marginaliserede og de udstødte bevæbner sig, så er det naturligvis ikke passende for det øvrige establishment at forsøge at afvæbne dem. Sådan gør vi bare ikke i Amerika.
Vi træder ikke på andres rettigheder. Vi skyder dem ned.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her