Læsetid: 6 min.

De sidste socialister

Enhedslisten kæmper for at overleve næste folketingsvalg – og dermed kunne vippe VK fra magten
24. september 2004

Politisk analyse
Enhedslisten kunne i den forløbne uge fejre ti års jubilæum i Folketinget, og mon ikke der fra de radikale over Socialdemokraterne til SF blev sendt en venlig tanke med håb om flere år på Tinge til det lille venstrefløjsparti?
Enhedslisten har gennem de seneste tre år været sat stort set uden for indflydelse i politiske forlig og aftaler, men når valgkampen går i gang, kan det meget vel blive Enhedslistens overlevelse, der kommer til at afgøre, om Danmark får et magtskifte.
Opgørelser, som professor Søren Risbjerg Thomsen, Århus Universitet, har lavet for den politiske hjemmeside Altinget.dk, viser, at Enhedslisten i det meste af VK-regeringens levetid har kunnet bevare sin tilslutning fra seneste valg på 2,4 procent. Men i flere af den seneste tids målinger har Enhedslisten ligget under spærregrænsen og dermed været medvirkende til, at VK står til at bevare magten. Skal Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft flytte over i Statsministeriet efter næste valg, er forudsætningen formentlig, at Enhedslisten får tilstrækkelig opbakning til at komme over grænsen på to procent.
Et tilbageblik på Enhedslistens ti-årige virke på Christiansborg viser, at Enhedslisten især har kunnet samle opbakning, når EU-spørgsmål var på dagsordenen. De tidligere SAP’ere, VS’ere og DKP’ere stormede ind med seks mandater i Folketinget ved valget i 1994, hvor Enhedslistens konsekvente EU-modstandslinie blev belønnet i modsætning til SF, der året forinden havde indgået det på venstrefløjen stærkt kontroversielle nationale kompromis om EU-politikken.
I dag er billedet af venstrefløjens forhold til EU mere nuanceret end for ti år siden, og det indebærer, at Enhedslisten ikke kan føle sig sikker på fremgang, hvis EU og den nye europæiske forfatning kommer i fokus ved næste folketingsvalg. En af listens mest markante profiler, Frank Aaen, der står til comeback i Folketinget ved det kommende valg, vurderer situationen således:
»Jo højere EU er på dagsordenen, des bedre for Enhedslisten generelt. Men EU spiller en anden rolle i dag end tidligere, hvor det var sådan, at man var imod EU, hvis man befandt sig på venstrefløjen. I dag kan vi også komme ud for, at nogen fravælger os på grund af vores EU-politik,« siger Frank Aaen.

Kritisk fokus
Historiker og folketingskandidat for Enhedslisten i Vestsjællands Amt, Thomas Clausen, har i udgivelsen Rød-grøn i et nyt årtusinde, 2004 beskrevet Enhedslistens udvikling og potentialer. Også han hæfter sig ved, at der ikke længere er garanti for øget opbakning til Liste Ø, selv om EU kan blive et tema. Det kan gå begge veje.
»I 1992-93 red vi på en nej-bølge og var en del af en større diskussion. Men nu er der ikke automatik i EU-spørgsmålet længere,« siger han.
Den danske befolkning kommer efter alt at dømme ikke til at stemme om den nye EU-forfatning før efter næste folketingsvalg. Men forfatningen kommer med sikkerhed på den politiske dagsorden, når SF’s medlemmer her til december via en urafstemning skal lægge sig fast på, hvorvidt SF skal anbefale et ja eller nej ved en efterfølgende folkeafstemning. På den ene side vil et ja kunne øge Enhedslistens chancer for at profilere sig og opsamle alle modstander-stemmer på venstrefløjen. På den anden side vil Enhedslisten få yderst vanskeligt ved at påvirke debatten og sætte dagsordenen op til et folketingsvalg, hvis det som eneste parti – ud over Dansk Folkeparti – ønsker kritisk fokus på unionsudviklingen i Europa.
»Vi er begyndt at få stemmer fra SF, men vores projekt bliver skudt ud i det fjerne, hvis der ingen er til at lave samfundet om med, og hvis det er os imod alle de andre. Hvem skal vi så diskutere med? Vi har ikke styrken alene til at få forfatningen på dagsordenen,« siger Thomas Clausen.

Hård opposition
Parlamentarisk opnåede Enhedslisten indflydelse på en lang række forlig under Nyrup-regeringerne op gennem 90'erne takket være mandatfordelingen. Over for VK-regeringen har Enhedslisten kunnet markere hård opposition med mærkesager omkring miljø, de svages vilkår, Irak-krigen og nedskæringer i ulandsstøtten. Strategien – i modsætning til de andre partier på Christiansborg – har konsekvent været at holde sig ude af studehandler og kun stemme for de forslag, partiet betragter som forbedringer.
Men overordnet mangler Enhedslisten og venstrefløjen med Thomas Clausens ord et »strategisk politisk projekt«, der kan bane vej for rigtige samfundsomvæltninger. Selv om medlemsskaren er vokset fra 1000 medlemmer i 1993 til 2400 i 2003, er det langtfra nok til at påvirke holdningen ’på alle samfundsniveauer’:
»Revolutionen på Cuba lykkedes, fordi de få, der startede, fik en masse med sig. Vi kommer ikke langt med 2400 medlemmer. Man er nødt til at være repræsenteret på alle niveauer,« siger Thomas Clausen, der beklager, at antallet af glødende socialister ser ud til at være skrumpet ind:
»SF’erne virker trætte. Der er ikke meget spræl i de folk, der har været med i 20-30 år. Det virker, som om holdningen er, at det med at være glødende socialist var noget, vi var som unge. Nu sidder de og studerer aktiekurser og låneomlægninger«.
Største fare for Enhedslisten ved næste folketingsvalg er, at det bliver et amerikansk-lignende præsidentvalg mellem Anders Fogh Rasmussen (V) på den ene side og Mogens Lykketoft på den anden. Det kan sende Enhedslisten helt ud af Folketinget, vurderer han.
Frank Aaen mener dog ikke, at der er grund til nervøsitet:
»Det skal gøres lysende klart, at Enhedslisten skal i Folketinget, hvis Fogh skal væltes. Det er utænkeligt, at Lykketoft kan opnå flertal uden om os,« siger Frank Aaen.
Selv SF er set med Frank Aaens øjne begyndt at tage del i »joggen rundt« på den politiske midte. Det vil i sig selv skærpe interessen blandt venstrefløjsvælgere i at vælge Enhedslisten, mener han.

Vraggods
Efter ti år tyder meningsmålin-gerne på, at Enhedslisten, som løsgængeren Jacob Haugaard engang gav tilnavnet ’De forenede dødsboer’, ikke har potentiale til at blive meget større end i dag. Men omvendt har listen også gjort talrige politikeres udsagn gennem tidens løb til skamme: Læs blot Enhedslistens eget udpluk af dommene fra kollegerne på Christiansborg:
»Det er vraggods fra den venstrefløj, der er forlist. De har ikke noget nyt at byde på, men selvfølgelig vil de bide os i haserne. Det er ingen sag at stå og råbe på sidelinjen fra Enhedslisten,« sagde SF's formand Holger K. Nielsen i 1994. Året efter lød det fra SF's Villy Søvndal: »Selv er jeg meget lidt imponeret af dem. Det, der gav dem rum, var SF's blottelse i EU-spørgsmålet. Men når det næste EU-slag er udkæmpet, vil Enhedslistens rolle være udspillet. Det bliver en ret kort politisk bevægelse.«
Fra borgerligt hold har vurderin-gerne været mere blandede: Venstres Troels Lund Poulsen, der i dag er udenrigsordfører, hånede i 1998 Nyrup-regeringen for dets parlamentariske grundlag:
»Det er et lidet kønt slæng, som Nyrup og co. mænger sig med. Enhedslistens gamle marxister og kommunister suppleret af piercede autonome.«
Mere positive toner lød der i 1995 fra Anders Fogh Rasmussen, der dengang var Venstres næstformand:
»Selv om jeg er dybt uenig med dem, anerkender jeg deres operationsdygtighed. Dag for dag er de gode til at markere sig på sager, som de udvælger sig. Men deres mangel på ideologi og holdning har overrasket mig.«
Den forhenværende konservative leder Hans Engell har i hvert fald indtil nu fået ret i sin vurdering fra 1995:
»Professionelt bedømmer jeg deres indsats som dygtig. For mig er der ingen tvivl om, at Enhedslisten højst sandsynlig er kommet for at blive. For SF har ikke været i stand til at udfylde det rum, der ligger fra Socialdemokratiet og helt ud til den yderste venstrefløj.«

*Helle Ib er tilknyttet Dagbladenes Bureau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu