Læsetid: 8 min.

Nu smager livet anderledes

På tre år er 11 milli0ner arbejdspladser forsvundet fra USA. Fabrikkerne lukker, og de nye job er dårligt betalte. Manitowic, Wisconsin, er en by, der er ved at bryde sammen
22. september 2004

MANITOWOC – Verla Bunnell har tykt, honninggult hår. Det bølger ned ad ryggen og når hende til taljen. Før i tiden skinnede det. Nu er det kun gyldent fra midten og nedefter. Det er måneder siden, Verla havde råd til at farve de mørke hår.
Den 33-årige Verla Bunnell var lige blevet gravid, da hun fik beskeden: Fabrikken lukker og flytter til Mexico.
Næsten 1.000 arbejdere mistede deres arbejde og faste holdepunkt. I over 100 år havde Mirro været den vigtigste virksomhed i Manitowoc, en industriby, som ligger ved bredden af Lake Michigan i Midtvesten. I generationer havde Mirro lavet kedler og kar. Under Anden Verdenskrig producerede virksomheden dele til kampvogne og undervandsbåde, før man igen i 1950’erne støbte stegepander, som blev Alle husmødres drøm.
Mirro blev moderniseret og udvidet. Kedlerne var af høj kvalitet. I løbet af 1990’erne faldt salget drastisk. Markedet blev oversvømmet med billigt stål fra Kina. Wal-Mart, krævede, at Mirro sænkede priserne, hvis deres køkkenudstyr stadig skulle have en fremtid på hylderne i USA’s største supermarkedskæde.
De 1.000 arbejdere i Manitowoc var for dyre. I Mexico koster arbejdskraften en brøkdel af, hvad den gør i USA.
Lukningen er bare den sidste i en lang række i Wisconsin, som på tre år har mistet 80.000 fabriksarbejdspladser. Staten er sårbar, fordi hver femte arbejdstager arbejder i industrien. I Manitowoc var en tredjedel af indbyggerne ansat på fabrik.
»Det er et diktatur,« siger Di Ann Fechter: »Et prisdiktatur. Tyrannen hedder Wall-Mart.«
Ordene bliver spyttet ud mellem de knaldrøde læber. Di Ann er repræsentant for lokalafdelingen af AFL-CIO, som er det amerikanske svar på LO. Håret er lige så højt som Tina Turners i 1980’erne, kort ved ørerne og langt i nakken.
»Det er også amerikanernes egen fejl,« indrømmer hun.
»Vi vælger altid det billigste uden at tænke over, hvordan varerne er blevet produceret. Folk burde troppe op på Wal-Mart og opfordre kunderne til at købe ’Made in USA’.«
Di Ann trækker en cigaret op fra sin inderlomme på Harley Davidson jakken. Den bliver tændt af ringpyntede fingre. Neglene krummer sig omkring lighteren.
»The city is falling apart. Alle kender nogle, som har mistet sit arbejde inden for det seneste år. I visse områder og på hele gader er alle blevet arbejdsløse. Om 10 år er det en spøgelsesby, hvis der ikke sker noget.«

Håbet hedder Kerry
Håbet om, at der sker noget, knytter sig til John Kerry. De førende fagforeninger har opfor-dret sine medlemmer til at stemme på demokraterne. Kerrys plan er at sænke selskabsskatten i USA og forhøje skatterne på det overskud, som er blevet indtjent i udlandet, så fabrikkerne bliver hjemme.
»Hvis Bush fortsætter, har vi ingen fagforeninger tilbage om fire år,« siger Di Ann.
»Hver eneste lov, han har indført, handler om at tage magten fra arbejderen og give den til arbejdsgiveren. Udflytningen, frihandelsaftalen, importen af den billige arbejdskraft og arbejdsløshedstallene er med til at undergrave fagforeningerne.«
»Situationen får folk til at acceptere ansættelsesforhold uden nogen form for sygesikring eller sociale rettigheder. De arbejdere fra Mirro, som har fundet nye job, er gået ned i løn – nogle af dem får nu kun halvt så meget i løn. I går mødte jeg en dame, som kørte gaffeltruck på Mirro til 14 dollar i timen. Nu sidder hun som kassedame i Wal-Mart og tjener seks dollar i timen.«
Di Ann tager et langt hvæs af sin Misty Ultra Light. Under armen har hun Kerry-løbesedler, som hun skal dele rundt i nabokvarteret. Højhælede, sorte støvler stiger ind i en Chevrolet Monte Carlo. Tallene på nummerpladen er skiftet ud med bogstaverne: U rock.
»Rock on!« råber hun, før Chevrolet’en suser af sted mod motorvejen.
USA har altid været et mobilt land. Folk er rejst efter jobbene. Men for at etablere sig et nyt sted, må man bryde op og sælge, og der findes ingen købere til 1.000 huse i Manitowoc. Arbejdsløsheden er på over 10 procent. Tallene siger ikke hele sandheden, for i USA er det kun dem, som har ret til dagpenge, der registreres, og som regel kun i seks måneder. Finder man ikke noget nyt arbejde, falder man ud af statistikkerne. Har man aldrig haft fast arbejde, er man slet ikke registreret.
Regnen siler ned i tove i Manitowoc. Før i tiden byggede man kraner her. Nu er kranen, som man skimter fra rådhuset, kun et minde fra fortiden. Bag vinduet sidder en mand bøjet over arbejdsløshedsstatistikkerne.
»Folk bruger færre penge, butikkerne lukker, og byen får færre skatteindtægter. Spøgelset hedder frihandel,« siger borgmester Kevin Crawford.
»Døren står på vid gab til udlandet. Produktionen flyttes til lande, som ikke tager de samme sociale og miljømæssige hensyn som vi. Lovene er indrettet på en sådan måde, at det bedre kan ’betale sig’ at importere end at eksportere. De, som flytter ud, kan oven i købet trække flytteomkostningerne fra i skat, før de lukker!«
Borgmesteren kigger opgivende ud på gråvejret. Ligesom fagforeningerne satser han på Kerry.
Verla Bunnell var et tal i statistikken. Nu er hun faldet ud. Efter at have sprayet mønstre på stegepander i 10 år, fik hun som småbørnsmor dagpenge i et år, 329 dollar om ugen. Hun er begyndt at sælge ud af sine ejendele.
»Og så lukker vi vinduerne eller tager en ekstra sweater på for at holde varmen.«
Manden mistede jobbet lige før hende. Nu har Woody fået job som chaufførvikar, men lønnen er kun halvt så høj som den, han havde før i tiden og det er sjældent, han får opgaver. Parret har fire børn, den yngste er spædbarnet Cheyanne.
»Jeg fik babytøj af familie og venner. Jeg køber tøj til de andre på loppemarkeder.«
Verla klipper kuponer ud fra aviser og reklamer.
»Så venter jeg, til noget kommer på tilbud. Cornflakes koster f.eks. to dollar og 60 pence. På tilbud får man to pakker til fire dollar. Hvis jeg har en cornflakeskupon, kan jeg trække en dollar fra købet og få to pakker for tre dollar.«
Den unge mor har en hel køkkenskuffe fyldt med kuponer. »Spar én dollar på ketchup« eller »50 pence, hvis du køber Pepsi.«
Verla handler gerne ind i Wal-Mart, fordi det er billigst, og tænker ikke over, at varehusgiganten var skyld i, at hun mistede jobbet.
»Men det stak lidt i hjertet, da jeg så de nye Mirro-pander, ’Made in Mexico«.

Mike og Debbie
I et dampende køkken står Mike Cudahy og laver mad med et grydesæt fra Mirro. En hørm af eddike slår mig i møde, da han åbner døren. På komfuret står en brunlig væske og småkoger.
»Jeg køber agurker på tilbud og stiver dem af i koldt vand. Hakker kød, dild, hvidløg, lidt chili og koger eddiken op og putter en halv kop salt i – og en uge efter har jeg pickles,« siger han og byder på sin specialitet – syltet rosenkål.
Mike havde arbejdet som kranfører på Mirro i 31 år, da han fik at vide, at det var slut.
»Jeg var ansat fra 12. juni 1972 til 27. juni 2003,« siger han og tørrer sine fingre af i ’Detroit Lions’ skjorten: »Jeg græd bare. Tænkte, at livet var forbi. Da jeg næsten er 50 år, kunne jeg ikke se nogen fremtid. Nu kalder jeg det min tredagesdepression. Efter tre dage rejste jeg mig fra sengen, sagde farvel til ’lalaland’ og lod mig registrere som jobsøgende.«
Mike var heldig og kom med i et uddannelsesprogram i sundhedssektoren.
»Dér vil der altid være arbejde, selv for en gammel mand som mig. Jeg, som aldrig havde læst en bog færdig, måtte nu sætte mig ned og studere!«
Mike har sat sig i sofaen med konen Debbie. Der er en usandsynlig stor samling af nipsgenstande i stuen. På en hylde over fjernsynet ligger et rådyr i porcelæn, en rørvifte står i en vase, nogle glasliljer, to miniatureglas, en sovende engel, en engel i guld, en engel i bomuld, det amerikanske flag, gæslinger fra sidste år, en nisse med skæg, en tørret gren, en missekat, lys i alle former og lysestager, rosenknopper, indrammede fotografier, en malet kurv, en antik blikdåse og en guldimiteret klokke. I vinduet står der potteplanter, og der hænger en ’Stars and Stripes’-vimpel med George Bush.
»Vi er republikanere og har altid været det. Vi ændrer da ikke politisk overbevisning, bare fordi jeg er blevet arbejdsløs!« siger Mike og byder på en chilisyltet rosenkål.
Debbie er også fabriksarbejder.
»Så længe det varer,« sukker hun.
»Heldigvis har vi betalt af på huset og bilen. Vi har skåret ned på maden, køber ind på tilbud, har opsagt vores kabel-tv og spiser aldrig ude længere.«
En sjælden gang tager parret på den lokale bowlingbar, Fantasy.
»Livet smager anderledes,« siger Mike en aften midt mellem bowlingkastene. Han tager en slurk af sin Budweiser og holder godt fast i konen: »Jeg har indset, at alting har en ende.«

En sidste rest af frihed
Verla tager sin skindjakke på. Hun skal på motorcykeltur med manden. Nogle gange forlader de det hele og lader de store børn passe de mindste. Hun har gjort middagen klar. Makaroni med ost serveret med kuponkøbt saftevand på tilbud.
Ligesom Mike Cudahy er Woody en samler. Han samler på alt, hvad der har med James Dean at gøre. Billeder, glas, dukker.
»Født rebelsk, lige som mig. Men han rundede hjørnet for hurtigt,« siger Woody om ’helten’ på de overfyldte hylder.
Jakken har Harley-mærker, som ville have glædet Di Ann, fagforeningsdamen med de røde negle. Men hun ville have græmmet sig over parrets politiske synspunkter. Bush, igen.
»Frihed er det vigtigste! Live to ride, ride to live!«, smæsker Woody. Han er imod staten og imod skatter.
»De bliver ikke fattige i løbet af en nat,« siger Di Ann om de nye arbejdsløse i Manitowoc.
»Først får de lidt sikkerhed, så opbruger de deres opsparing, så sælger de deres ejendele, så låner de, så må de sælge mere, så får de ikke lån, får ikke betalt deres regninger, så må de bede om madmærker, så må de leve af almisser, og så ryger huset.«
Op med skydelåsen. På med brillerne. Handskerne. Hun lægger hænderne rundt om livet på sin mand. Motoren brøler. Motorcyklen gør et hop ud over indkørslen. En honninggul manke flagrer, den brænder i den lave sol.
»I Wisconsin behøver man ikke at bruge hjelm,« siger Verla, før hun suser af sted.
»Wisconsin«, siger manden, »is a state of freedom. Der er ingen, som kræver, at vi holder livet ude, når vi kører. Jeg elsker lyden af vinden i ørerne!«
I Wisconsin er man fri. Helt fri. Overladt til sig selv.
Sidste år var der en million amerikanere som levede under fattigdomsgrænsen.

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu