Læsetid: 6 min.

Smil, for satan da

Rockens nok mest sagnomspundne værk, Brian Wilson og Van Dyke Parks uhørt ambitiøse sangcyklus ’Smile’, ser endelig dagens lys, 37 år efter sin undfangelse. Tilbage er kun at sige, at det i dén grad var værd at vente på
25. september 2004

Ny cd
Der er ting, man ikke forventer af dette liv. Se Søren Krarup smile. Visning af spillefilm på DR-tv, hvor der ikke tales angelsaksisk. Almindelig høflighed hos ekspedienter. Gasolin’ gendannet. TV2-nyheder uden kongerøgelse. En verden, hvori religion er en privatsag. En blivende chefredaktør på nærværende dagblad. Og at høre Brian Wilsons ufuldendte sangcyklus, Smile, som ophavsmanden havde tænkt sig den skulle lyde. Snydt igen! Der går for det første rygter i randområderne om, at Krarup var lige ved at trække på smilebåndet en forårsmorgen i 1974, for det andet kommer Smile på gaden på mandag! Huptihup, hva’ si’r De så?
Der er godt nok tale om en genindspilning – og ikke en restaurering af det originale, voldsomt sagnomspundne værk, som er sivet ud til verden i bidder i løbet af de år, der er gået, siden projektet blev opgivet engang i nittenhundregrønlangkål – men sikken genindspilning! Foretaget ved hjælp Wilsons nuværende, eminent fleksible tentet (hvoriblandt syv synger, så det risler i hypofysen) med assistance fra Stockholm Strings’ N’ Horns, i stedet for – som i hin tid – et udsnit af tidens fineste L.A.-musikere og de originale Beach Boys på de både hårrejsende smukke og uudgrundeligt weirde korvokaler, der kendetegner mesterværket her. Men det nævnes kun, fordi der klangligt er opnået noget, der til forveksling lyder som de mange hele, halve og kvarte numre, det har været muligt at høre på såvel officielle udgivelser som de bootlegs, Smile-heads har smidt gode penge efter, i håb om at kunne stykke en version af værket sammen.

Drømmenes Californien
Sommeren 1966, netop fyldt 24, befandt Brian Wilson sig på toppen af sin formåen. Som leder af Los Angeles-ensemblet The Beach Boys havde han i årene 1962-65 ført det til tops i poppyramiden med en stribe velfunderede – og slidstærke – kompositioner, som afslørede, at ophavsmanden besad en melodisk tæft og intuitiv harmonisk forståelse, der i samtiden kun matchedes af popsmeden Burt Bacharach og dennes forfinede tekstforfatter Hal David samt den britiske invasions bannerførere, The Beatles, hvis sangskriverpar John Lennon og Paul McCartney havde den fordel, at de var to forskellige temperamenter med hver sin dagsorden og tilgang til stoffet.
I november 1961 scorede Brian og Beach Boys – udover kapelmesteren selv dennes brødre Carl og Dennis, fætteren Mike Love og skolekammeraten Al Jardine, et team, der virkelig kunne synge – et lokalt hit med »Surfin’«. Hvilket resulterede i en kontrakt med prestigiøse Capitol Records, der nok vidste, hvordan man malkede et teenagefænomen: Fra oktober 1962 til november 1965 udsendte selskabet 11 lp’er (!) samt utallige hitsingler med gruppen, og i processen skabtes begrebet »California rock« – velklingende lydflader, eskapistiske tekster, udsøgt harmonisang og en uangribelig perfektionistisk produktionsstandard. Med hits som »Surfin’ U.S.A.«, »Surfer Girl«, »I Get Around«, »Fun, Fun, Fun«, »California Girls« og »Don’t Worry, Baby« fremmanedes et vedholdende billede af, hvorledes teenagehimlen så ud. Den lignede til forveksling drømmenes Californien, et paradisisk sted, hvor arisk udseende ungersvende surfede på bølgen blå og racede rundt i specialbyggede biler, når de ikke datede og pettede blonde solbrændte beach-bunnies, som klippet ud af Playboy.
Ironisk nok var ophavsmanden til disse airbrushede og idealiserede snapshots produkt af en grotesk dysfunktionel familie, døv på det ene øre, patologisk genert over for det modsatte køn samt med tendens til fedme. Og så havde han aldrig surfet i sit liv, da han var bange for havet! Sådan er der så meget.

Trumf på
Ud over at skrive størstedelen af materialet arrangerede og producerede Brian hele svineriet, så det var ikke sært, at han tidligt i ’65 fik et nervøst sammenbrud, hvilket medførte fritagelse for turnevirksomhed med orkesteret, hvorved han kunne koncentrere sig om sangskrivning og pladeindspilning. Resultatet var umiddelbart hørbart på side to af lp’en Today! – udsendt i marts – en afdæmpet suite harmonisk avancerede kompositioner med selvransagende tekster, badet i en produktion af en anden verden; skæringer som »Please Let Me Wonder«, »In The Back Of My Mind« og »She Knows Me Too Well« lå lysår fra datidens rock og pop, men der skulle to mere ortodokse Beach Boys-lp’er til, før Wilson satte trumf på med Pet Sounds, udsendt maj 1966.
Delvist en reaktion på – men kunstnerisk klasser over – Beatles-lp’en Rubber Soul udgør de sublime sange fortællingen om en ung mands rejse fra uskyld til en mere vidende tilstand, mærket af erfaring, men fri for bitterhed og kynisme. At Pet Sounds stadig dukker på de uendelige lister over Verdens 10 bedste plader, er en sjælden indikation af noget, der kan tolkes som universel retfærdighed; thi det er stadig svært at pege på et modsvarende værk, der kan måle sig med hverken enkeltdelene, klang eller den perfekte helhed, sangene på Pet Sounds udgør.

Sammenbrændingen
Mødet i sommeren ’66 med et andet L.A-wunderkind, den gådefulde Van Dyke Parks – sangskriver, tekstforfatter, arrangør, producer og klassisk skolet pianist – hvis speciale er uigennemtrængelige lyd- og tekstmontager, fører til fællesprojektet Dumb Angel. Som modtræk til datidens britiske dominans, beslutter de to at foretage en auditiv undersøgelse af, hvad amerikansk musik egentlig er for en størrelse.
Samtidig gør psykedeliske stoffer deres entré i Brians skrøbelige bevidsthed, og selv om han i november udsender mestersinglen »Good Vibrations«, en bekostelig satsning, der stryger til tops på alverdens hitlister, er sammenbrændingen nært forestående. Samtidige lp’er som Aftermath fra Stones, Blonde on Blonde fra Dylan og Revolver fra Beatles indikerer en rockverden i opbrud, og tiden er knap for Brian, der endvidere kæmper mod drengene i Beach Boys, der med Mike Loves lakoniske »yes, but will it sell?«-attitude udgør yderligere en faktor i undergravelsen af hans ustabile ego og tro på projektet, der nu kaldes... Smile. I sommeren 1967 – et år efter ideens undfangelse – dropper Brian at færddigøre pladen og synker tilbage i en resigneret, stofinduceret apati, han først kommer ud af små 20 år senere.

Fyldestgørende produktion
Det mest interessante ved nærværende pragtudgivelse er ikke primært de sange, der siden blev gjort tilgængelige – selv om de holder, hver og en: »Our Prayer«, et sublimt eksempel på californisk-byzantisk kirkesang; »Heroes and Villains«, uhørt ambitiøs i sine langt udtrukne melodilinjer og en i øvrigt kostelig affære; »Cabin Essence« en essentiel og gennemført uautentisk westernvise med forrykte kor; »Wonderful«, et yndefyldt kærlighedsmantra og »Wind Chimes«, en udsøgt musikalsk haiku; »Surf’s Up«, forrykt kompleks med en af Van Dyke Parks mest uigennemtrængelige tekster; »Vega-Tables«, bedårende morsom med rytmen slået an af selleri-gnaskende musikere; og endelig, sjovt at høre »Good Vibrations« med sin oprindelige new age-agtige (men ikke nødvendigvis bedre) tekst – men dem, vi kun kender i ufærdige bidder og fragmenter.
Nuvel, det meste her kendes under andre titler, men er sjældent hørt så formfuldendt som her; »Roll Plymouth Rock« er et af de bedst forløste eksempler på den montageteknik, Wilson som få har udforsket, mens flere af de kortere ting viser hans naivt-drømmende side: »Barnyard«, »Song For Children« og »On A Holiday«. Helt bizar er den ultrakorte tolkning af standarden »You Are My Sunshine« for ikke at tale om det foruroligende instrumentalstykke »Mrs. O’Leary’s Cow (der i sin tid førte til revolten blandt de andre Beach Boys), mens den underskønne »In Blue Hawaii« hører til blandt de få kompositioner, der ikke er en Smile-freak bekendt.
Og mangler der titler fra den oprindelige track-listing – »Who Ran the Iron Horse«, »Indian Wisdom«, »I Live To Say Dada«, »You’re Welcome« – skal man være et dumt svin, hvis ikke man glæder sig ind i det inderste af sin sjæl over, at værket nu foreligger; med optimal lyd i en fyldestgørende produktion og spillet med al den finesse, man turde ønske sig, tilmed. Det ligger musikalsk kilometervis over, hvad der lukkes ud på markedet, før som nu og i al tænkelig fremtid – og man tør slet ikke tænke på, hvor vidt Wilson ville have nået, hvis ikke han var bukket under for uheldigt sammenfaldende omstændigheder. Men her er rockens svar på Grønspættebogen altså. Endelig. 37 år er sgu ingen tid at vente på så gement genial gudemusik. Så smil, for satan da.

*Brian Wilson: Presents Smile (Nonesuch/Warner)
*www.brianwilson.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu