Læsetid: 3 min.

Sommerfugledalens dobbelte forløsning

Med Inger Christensen, Svend E. Nielsen og ARS NOVA i Rundetårn
13. september 2004

Koncert
Lidt tidligere på dagen hører man i radioen Frederiksbergs borgmester prise den danske filmindustri og tale henført om fremtiden, den lyse, om den dag, det kommer så svimlende vidt i kunsten at de store kommer til landet og optager en ny James Bond-film i København. Velsagtens på Andebakkestien. Med borgmesteren, der øjner omtale og omsætning, er vi helt derinde hvor tingene kradser og får selv en konservativ politiker til at indse kunstens nødvendighed, dens mål og mening.
Om aftenen skifter scenen til Rundetårn, hvor James Bonds modsætning med følge har sat publikum stævne. Nødvendigheden gradbøjes et lysår ved lejligheden. Den lykkelige gæst hører græsset gro, sommerfuglens vingeslag, universets sitren.
Hun læser op, den ældre kvinde ved bordet, med brillerne på næsen, læser hun et digt, hendes eget. Digtet fortæller blandt andet at planetens sommerfugle stiger op fra jordens varme krop, zinnober, okker, guld og fosforgule, en sværm af kemisk grundstof løftes op. Inger Christensen læser Sommerfugledalen. Denne lune septemberaften, hvor himlen over København står som rosa baggrund, ikke for Jamens Bond på jetscooter, men for digterindens farveadjektiver, lyder det:
Jeg så Auroras stænk af paprika/ dens blege skær af pebergrå savanne/ og tidselfuglens træk fra Afrika/ den lige vej til jordens vinterlande.
Med Inger Christensen oplever lytteren uden nødvendigvis at se. Det er den store musik. Kun få gange i livet er dén én beskåret som i nuet her. Som kommer ordene til hende, mens hun sidder foran mikrofonen og som komponisten, der fremmaner erindringen om sit værks fødsel, lader det komme til live påny. I 15. afsnit – mestersonettens gennemførelse – stiger stemmen umærkeligt, eller får mere fylde, varme, det er ikke til at sige, men strømmen forandres – som hos Bach, de udkastede tråde samles i den både sejrende og resignerende rytmiske konklusion: De stiger op, planetens sommerfugle/ i Brajçinodalens middagshede luft/op fra den underjordisk bitre hule/som bjergbuskadset dækker med sin duft...
...Mit øre svarer med sin døve ringen:/ Det er døden som med egne øjne/ser dig an fra sommerfuglevingen.
På hver side af denne læsende gendigtning af dette hovedværk i dansk lyrik, indrammes digt og digter af komponeret udgave af sonettens samlede tekst: Svend E. Nielsens Sommerfugledalen – et requiem for 12 solostemmer. Nielsen har her gentaget sit oprindelige værk for kor og orkester til DR fra 2003, men omsat stoffet til kammerkor a capella specielt til ARS NOVA. Denne aften kvitterede de 12 solister under Tamás Vetös lydhøre ledelse for værket og dettes komplicerede strukturer og rige klangmuligheder og førsteopførte dette i en (næ-sten) perfekt præstation.

Lidt brok
Svend E. Nielsen har selv været inde på det problematiske i at være bessermacher for mesterværket, men kan roligt trække betænkeligheder tilbage. Nielsen tilfører ikke Christensen noget eller trækker noget fra; han bidrager med et nyt værk inspireret af digtet med dettes tekst, men i egen ret, på egen planet.
ARS NOVA er et beundringsværdigt ensemble, landets bedste og mere end det. De tolvs stemmemæssige spændstighed og musikalske fleksibilitet lever op til komponistens betydelige fordringer og tilfører ved Vetös dynamiske impuls og puls yderligere værdier til tekst og noder.
For nu ikke i betagelse at flyve helt ud af vinduet kan man tillade sig at brokke sig lavmælt over visse stumper af tekstudtalen. ARS NOVA gør normalt ikke sådan noget; men her går optugtelsen et par steder over naturen; kormedlemmerne bliver fine i sproget, hvad der skurrer i en i øvrigt stilsikker og ukrukket levering. Vokalerne, vokalerne! Ordet sind bliver næsten til synd, i i erindring bliver som i i is, i ‘ ringen (dingeling) bliver i spidst, men det hedder sgu ’rængen. »Med smag af kys der rev dem bort«, bliver til »reev dem bort«. Detaljer, men som bekendt viser helvede sig her, og så meget desto mere, fordi koret er så fremragende.
Svend E. Nielsens værk er betagende, og ARS NOVA under Vetö indløser trods det beskedne kritiske pip partituret til fuld valuta. Opførelsen bør sikres på cd. Med Inger Christensens oplæsning mellem de to afdelinger som på denne uforglemmelige aften i Rundetårn i det hidtil så James Bond-fattige København.

*Trinitatis kirkeloft: Inger Christensen oplæsning: Sommerfugledalen. Svend E. Niel-sen: ’Sommerfugledalen - et requiem for 12 solostemmer’. ARS NOVA. dir. Tamás Vetö.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu