I dag og i morgen underholder vendelbo-sangeren Ib Grønbech på Dansk Folkepartis landsmøde. Formentlig foredrager han sit hit Hvorfor må man int ha Beatles-hår?. Næste år, når partiet fylder ti år, kommer Dorthe Kollo. Både Peter Belli og Susanne Lana har været der.
Dansk Folkeparti hylder og afspejler nemlig en smag og kultur, som rigtig mange danskere genkender og hygger sig med, f.eks. i Giro 413 om søndagen, eller i det univers, mange familieugeblade afspejler:
»Ude og Hjemme er det, der ligger tættest på Dansk Folkeparti,« forklarer Jørgen Poulsen, der er professor i journalistik på RUC. Han mener, at partiet som en seismograf spejler holdninger i folkedybet, som de omskaber til ny politisk virkelighed:
»DF er tæt på mange danskeres opfattelse af en sag,« siger Jørgen Poulsen, der i forbindelse med en stor undersøgelse i 1997 af befolkningens medieforbrug hørte mange spontant tematisere indvandrerproblemet:
»De holdninger havde folk, det er ikke medieskabt. Tværtimod var journalisterne helt ude af trit med problemet, før DF tog det op ved valget i 1998, mens de andre partier bare kom efter som halehæng,« siger Poulsen, som også betegner partiets tre toppolitikere plus den allestedsnærværende pressechef Søren Espersen som naturtalenter med stort kørekort i kommunikation.
Fornemmelsen for vælgergrundlaget har DF forvaltet klogt: I sin niårige levetid har partiet markant præget den politiske dagsorden. Specielt er holdninger og lovgivning på indvandrerområdet fuldkommen ændret, mærkesager som de ældre og dyrevelfærden har opnået stor politisk eksponering, foruden at partiet som regeringens faste støtteparti har muliggjort en blokpolitik til højre i det traditionelle spektrum.
DF i regering?
Stadig modarbejder partiets topfolk konsekvent, at der opstår en elitær afstand til vælgerne: Mange ringer og snakker, siger Søren Espersen. Og hver år turnerer Pia Kjærsgaard og resten af partitoppen rundt i landet fra november til marts.
»Møderne holdes typisk på en kro eller i et medborgerhus. Der kommer 3-400 mennesker. Når vi har holdt et par fem minutters oplæg om f.eks. strukturreformen, fortæller folk så om de emner, der optager dem,« siger Søren Espersen, der genkender tanken om, at partiet giver folkedybet stemme: »Mange har følt, at vores synspunkter gav dem mæle. Vi repræsenterer på nogle områder, som indvandring, halvdelen af befolkningen, også dem, der stemmer på andre partier,« siger Espersen, der dog på en række andre områder kalder partiet et blødt midterparti.
Det bløde er Jørgen Poulsen dog ikke enig i: »Partiet spiller på en politisk forurettelse fra et Underdanmark, der føler sig sat ud af spillet. Det er den mentale provins, der mener, at de venstreorienterede sidder på flæsket, som rummer en aggressivitet over for Socialdemokratiet og alt til venstre for det samt intellektuelle smagsdommere,« siger professoren, der også påpeger, at DF har betydning langt ud over deres stemmetal:
»Med DFs indflydelse på V og K har det tavse flertal fået en direkte stemme.«
Ambitionerne om at komme i regering kan dog skabe problemer med vælgergrundlaget, mener Bent Winther, redaktør af LOs Ugebrevet A4: »Dansk Folkeparti står i et stort dilemma mellem at være regeringsbærende og protestparti i opposition. Nu vil de gerne have ministerposter, men kommer de for langt ind i magtens centrum, giver det plads for et nyt protestparti på den yderste højrefløj.«
Det afviser dog Søren Espersen: »Vores vælgere har forståelse for, at magt koster. Der er sikkert 4.000-5.000 mennesker, der vil sige: Nu er de blevet for meget sovset ind i magten. Men så kommer der 25.000 nye i stedet.«
»Vi har ikke ligefrem lidt under at være regeringens støtteparti, selv om der var nok af advarsler efter valget.«
»Tingene udvikler sig, og vælgerne føler, det ville være dejligt at se Kristian Thulesen Dahl køre rundt i en ministerbil, for det er jo trafikministeren, der bestemmer trafikpolitikken.«
