Læsetid: 4 min.

Støv på støvlen

23. september 2004

DET ER KOMMET frem, at menige livgardere er blevet kommanderet ned på knæ for at at puste støv (om vinteren sne) af deres foresattes fodbeklædning, men må vi lige være her. Det ser da for pokker ikke pænt ud, at der ligger støv på en officers fodbeklædning, eller at den sner helt og aldeles til. Forestiller man sig virkelig, at officererne og befalingsmændene skal gå rundt med støvede eller tilisede sko, når der er fornemt statsbesøg? Eller når prinserne kommer hjem fra deres natlige eskapader endog i særdeles støvet tilstand? Der kan også lægge sig for megen støv over Amalienborg.
Det første relevante spørgsmål er naturligvis, om garderne puster godt nok. Får de det hele med? Har teknikken fulgt med udviklingen, eller puster man stadig som på Store Stygge Ulvs tid? I så fald kan anbefales specialkurser i pustning efter helt moderne metoder.
Det andet relevante spørgsmål er, om det er nok, at soldaterne puster én ad gangen. To puster vel bedre end en, og når de puster fra hver sin vinkel, kan resultatet kun blive bedre. Bedste resultat opnås uden tvivl, hvis et helt vagthold eller en bataljon gardere på stribe lægger sig ned på knæ, og officeren så bevæger sig frem fra det ene pust til det næst.
Det tredje relevante spørgsmål er, om de, når de alligevel er dernede, kan gøre noget andet nyttigt. Inspireret af den af digteren Halfdan formulerede definition på alderdom: At man netop tænker i sådanne nyttebaner, når man har bøjet sig helt ned for at binde sine snørebånd.
Hvis øvelsen foregår inden døre kunne garderne f.eks. blive beordret til at blankpolere gulvene med deres næser, når de alligevel er dernede. Befinder de sig på excerserpladsen foran Rosenborg, kunne de f.eks. tage ukrudt med op med tænderne samtidig.

DET, MAN skal huske, er, at det ikke er det bare pjat. Det ville være for pauvert, hvis man udelukkende ser det som et spørgsmål om renlighed. Der er tale om en øvelse i disciplin med langt videre perspektiver – og således i slægtskab med mange andre øvelser inden for militæret.
I hvert fald i ældre tid, men for en dels vedkommende også i nyere, kunne man på kaserneområder opleve, at en enkelt soldat ved solnedgang, når de andre holdt fyraften, blev kommanderet til at løbe rundt en times tid med med fuld feltmæssig oppakning, indtil sveden sprang fra panden – hvis han havde været uartig. Eller sige »mit gevær er ingen bøsse« 100 gange, hvis han havde benævnt sit våben forkert. Eller blev sendt i byen efter vodka til den vagthavende officer. Eller fik inddraget sin orlov, hvis han ikke havde tørret støv af oven på skabet. I nogle tilfælde også, selv om han havde. Med den vigtige hensigt at demonstrere, hvem det er der bestemmer.

FOR DET kan jo ikke være meningen derude i den rigtige krig, at soldater skal begynde at stille spørgsmål ved de ordrer, de får, hvor absurde de end måtte forekomme, vel? De skal lære, at der altid er mening i galskaben, og at der er nogen, de kommanderende, der bedre kan overskue situationen.
Man kan jo ikke indkalde til plenum, hver gang fjenden angriber eller skal angribes – eller når en lastbil med en bombe nærmer sig i fuld fart. Eller skiftes til at være den, der tager stilling.
Eller holde rådslagning i rundkreds, når en fange skal afhøres i et fængsel, og derpå vedtage ved håndsoprækning, hvordan sagen skal gribes an.
Der må man forlade sig på, at den overordnede ved bedst. Det gør de ikke altid, og der er tragiske eksempler på, at indtævet disciplin gør det svært at sige fra, når ordrerne passerer grænsen for det tilladte. Intimideringen sidder i rygmarven. Man tør ikke sig fra, for hvor stærkt står man egentlig, hvis man nægter. Intimideringen sidder i rygmarven – og kombineret med den rå tone og den kynisme, enhver krig til sidst vil fremelske, sker det jævnligt, at det går helt galt – jvf. afhøringsrapporten vedrørende John Kerrys Vietnamtid i gårsdagens avis, hvor glidebanen beskrives på slående vis.

NU ER DISSE eksempler jo både langt fra kommandoerne støvlepudsning og støvlepustning, hvor det første er i orden, men næppe det sidste, ligesom skildvagterne ved slottet langt fra Camp Dannevang udelukkende har forsvarsmæssige opgaver.
Det er netop det, der er sagen. Hvad om officererne pudsede garderne på at pudse disses egne personlige støvler – og selv gik i spidsen med at vise, hvordan en god støvle skal pudses? Og hvis det er for meget forlangt, hvad det nok er: Hvad om de fandt på nogle mere relevante øvelser, som har en direkte saglig sammenhæng med de opgaver, soldater er sat til at løse at gøre – og med de situationer, de risikerer at havne i som fanger, gidsler, osv. Vi befinder os, indtil videre i hvert fald, i 2004 og ikke i 1864.
Skoling i stedet for ydmygelse. Men det finder forsvarskommandoen måske for blødsødent… Dog, livgardens chef, oberst Flemming Rytter, har lovet at rydde op i gamle traditioner, modernisere og tørre det gamle støv af. Så her skal så ikke pustes yderligere til… støvlesnuden.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her