Konspiratorisk
Der er noget besnærende ved tanken om, at ikke alt er, som det ser ud til at være. At der løber en rød tråd gennem det virvar af tilfældige omstændigheder og tilsyneladende urelaterede begivenheder, nogen har valgt at kalde livet.
Jeg taler ikke om Gud eller en holistisk verdensanskuelse, der skaber sammenhæng, hvor der ikke er nogen. Nej, jeg taler naturligvis om Den Store Konspiration. Teorien om, at det er nogle få mennesker, som styrer det hele. At alle beslutninger, der tager rundt omkring i alverdens parlamenter og regeringer i virkeligheden er et led i den samme store, tophemmelige plan for verdens fremtid designet af en lille håndfuld meget magtfulde individer, som ikke nødvendigvis vil os det bedste, men i stedet styrer verden derhen, hvor det kommer dem og deres venner til gode.
Siden dengang min morfar fortalte mig om den nu afdøde forretningsmand og mæcen Armand Hammer, har jeg været stor konspirationsfan. Hammer var på fornavn med de fleste af de store ledere rundt om i verden. Det var i tiden før Murens fald, og Hammer plejede omgang med både Reagan og Bresjnev, og det blev mere end antydet, at han var en af De Fire Store. Altså en af de fire mænd, som kontrollerede verden.
Forfatteren Lars Bugge kommer ind på mange menneskers store fascination af emnet i forordet til sin seneste bog, Flere konspirationsteorier 40 nye sammensværgelser, der udkommer i dag og er en opfølger til Konspirationsteorier fra 2003.
»En lidt kynisk forklaring kunne være,« skriver han, »at konspirationsteorierne leverer en acceptabel forklaring på de meningsløse katastrofer og ulykker, som fra tid til anden ryster os. Elvis Presley og Marilyn Monroe døde ikke af selvmord, og Lady Diana og Grace Kelly døde ikke i tilfældige ulykker.«
I en artikel i Information skrev sociologiprofessoren Frank Furedi tidligere i år, at »vi lever i en rygtemageriets tidsalder, hvor officielle kendsgerninger ofte tilkendes lige så lidt vægt som internethjemmesider, der specialiserer sig i at vidne om ekstraterrestriale væseners bortførelser af mennesker. Ja, netop fordi den er officiel, er vi måske så meget desto mere mistroiske over for myndighedernes version af en eller anden sags sammenhæng.«
Omvendt, fortsætter Bugge, »er det rent faktisk kun meget få teorier, der lever uden næring fra reelle spor.«
Som man siger: Selv om man er paranoid, kan der jo godt være nogen efter én.
I forbindelse med sagen om Lady Di og Dodi Fayed, der døde i en bilulykke i 1997, har man igen besluttet sig for at kulegrave teorien om, at det var mord bestilt af det britiske kongehus.
Men ligegyldig hvad man selv mener om det hele, så er det fascinerende at dykke ned i denne verden af paranoia og konspirationer, om ikke andet fordi »teorierne alle rummer et interessant budskab og en god historie,« som Bugge skriver.
Et kommunistisk ideal
Sammensværgelserne i Lars Bugges bog er en spøjs blanding af gammelt og nyt, dansk og udenlandsk, fup og fakta. En af de mere kuriøse teorier handler om, at producenten af Marlboro cigaretter, Philip Morris, har tætte forbindelser til Ku Klux Klan, og at man kan finde tre Ker på en Marlboropakke, ét på forsiden, ét på bagsiden og ét i bunden.
I USA hedder Smølferne Smurfs, angiveligt en forkortelse for Socialist Men Under Red Father, og, skriver Bugge, »skal man tro en kontroversiel teori, repræsenterer smølferne et kommunistisk ideal. De er et sovjetisk produkt, som blev udviklet for at lære Vestens bærn om fordelene ved at leve i et kommunistisk samfund.«
Blandt de danske teorier finder man den om modstandsbevægelsens likvidering af Jane Horney den 20. januar 1945. Horney var angiveligt tysk spion, men ingen af de implicerede har siden villet udtale sig om sagen, og de oplysninger, der er kommet frem, har i bedste fald været modstridende.
Derfor har man udviklet en teori om, at Horney først døde i 2003, og at hendes død var »en dækhistorie, der skulle hjælpe Jane Horney med at gå under jorden (...) frem til det sidste skulle hun have fungeret som engelsk MI6-agent og blandt andet arbejdet for den engelske dronning...«
Læs selv mere i den underholdende bog, der tager fat i alt fra det berygtede dobbeltmord på Peter Bangsvej og komplottet mod Tordenskjold til Jack the Rippers virkelige identitet og en hemmelig kode i den hebræiske bibel, der skulle kunne se ud i fremtiden.
*Lars Bugge: Flere Konspirationsteorier. Forlaget Dingbat. 168s., 69,95 kr. Udkommer i dag