Læsetid: 5 min.

Subjekt i brand

To udstillinger leverer tyst syrede, cool og ekspressive fortolkninger af frihedens form. I almindelighed, og i Sydhavnen i særdeleshed
16. september 2004

Kunstudstilling
Beatnikgenerationens herostratisk berømte klassiker On the road af Jack Kerouac kom i den danske oversættelse til at hedde Vejene. Oversætter vi den titel tilbage til engelsk, får vi titlen på Søren Martinsens aktuelle udstilling på Charlottenborg. »The roads« hedder den, og udstillingen er ligesom
Kerouacs Vejene en i ekspressivt gear æstetisk meditation over hele tiden at være undervejs til ’intetsteds’.
Udstillingen er enkel og veldisponeret: én video, ét maleri, én skulptur. Videoen er optaget fra forruden af en bil, og herfra ser vi den endeløst glidende travelling ud af motorveje. Lydsiden: et insisterende, men kun mellemhurtigt
beat; en vis suspense i et ellers friktionsløst flow. Nøgternt. Cool i udtrykket. Og stilistisk det stik modsatte af udstillingens store og umådeholdne maleri, der charmerer med sine klodsede symboler pakket ind i tegneserieagtig symbolistisk æstetik: I en bjergegn er den lange og slyngede vej op til solnedgangen fyldt med fælder, knuste flasker, sultne hyæner og sidst, men ikke mindst ’manden med leen’, der træder frem i silhuet og symbolistisk ubeskedenhed på bjergets top: en sidste uoverstigelig forhindring før aftenrødens hastigt forsvindende klimaks.
For så vidt video og maleri. Det første, der møder en på Charlottenborg, er dog vejen af kul, der med sin umiskendeligt ildevarslende lugt slynger sig gennem rummet.
Det hele skal selvfølgelig læses metaforisk: Livet er en rejse. Til tider i ’overhalingsbanen’, andre gange er det ’op ad bakke hele vejen’, evt. ’på afveje’, og man kører måske endda helt ’af sporet’. Og så er der et godt stykke tilbage på ’den rette vej’ osv.

En vej af kul
Det lyder måske banalt og hørt/gjort/set før. Og er det for så vidt også. Når Martinsen så alligevel overbeviser, ja, så er årsagen måske den ligefremme og uhøjtidelige fremstilling. Maleriets på god grotesk vis formildende humor,
videoens meditative enkelhed koblet med lydsidens suspensede
melodramatiske beat. Og så den svagt platte, men æstetisk effektfulde vej af kul.
Livet er en rejse. Hvortil? Hvorfra? Værkerne stiller hver især spørgsmålet lidt forskelligt. Videoens meditative bevægelse i frit fald fremover synes at realisere dét Virilio har kaldt ’forsvindingens æstetik’. Eller det er ’dette tab af sted jeg rejser i’, som man for tiden kan se på et videoværk af samme navn på udstillingen »PERformer HØJHOLT« i Roskilde. Hvorfra? Hvortil? Sådan kan man ikke spørge, for det handler om at suspendere idéen om begyndelse og slutning, for derved at sætte den rene bevægelse som den æstetiske genstand i sig selv: En energisk fremadskridende hjemløshed, hvor ’tabet af følelser finder sin rensende form i fartens nøgenhed’, som Baudrillard skriver i en af hans utallige meditationer over bilkørsel i bogen Amerika.
En vej af kul? Det glødende kul vejen forude er belagt med? Eller er der tale om det spor af aske, af dødt materiale, som vi efterlader os, idet vi konsumerer rummet? Metaforen ’livet er en rejse’ forgrener sig effektfuldt på Søren Martinsens udstilling og formår at etablere sit eget spillende vejnet af betydninger.
En af Martinsens generationsfæller, Christian Schmidt-Rasmussen (f. 1963), er ligeledes udstillingsaktuel. Schmidt-Rasmussen fik på det nærmeste kultstatus for sine virtuost udsyrede tegneseriemalerier fra midt- og slut 90’erne. Nogle vil kunne huske teletubbielignende væsner i Samuel Beckett-agtige dialoger. Eller bare små-filosoferende agurker og gulerødder. Disse billeder udgjorde en slags philosophy on LSD, der konkluderede, at nok er virkeligheden en social konstruktion, vi ikke kan finde os til rette i. Men hold da kæft, hvor er den hysterisk udkørt underholdende at kigge på. Jamen dog – sikke farver den har!
Men pludselig skete der i Schmidt-Rasmussens maleri et abrupt og forbavsende skift i malestilen: Farverne var de samme, men det var slut med syre-realismen, og af alt i verden begyndte Schmidt-Rasmussen at excellere i en nedtonet cool pop: ordmalerier, der trak på pop-klassikere som Robert Indiana, Ed Ruscha og måske mest af alt nutidige Michel Majerus. Men hvad var der blevet af den sociale kritik? Hos Schmidt-Rasmussen var den ellers til at sluge, fordi den var noget så banalt som alsidig, fantasifuld og farverig i sine karikaturer.
På hans aktuelle udstilling på Galleri Nikolai Wallner »Frihed – et projekt om alting« (sådan skal en titel lyde. For intet mindre hverken kan eller vil tilfredsstille os!) sniger syre-realismen sig ind igen. Hist og pist i de bamseagtige ordmalerier, der først og fremmest byder sig til med flade, heftige og poppede akrylfarver, elastiske former og
voluminøse bogstavklodser.

Iiintegraaate!!!
Maleriernes mange dekorative kvaliteter kan man umiddelbart have en del imod, er man i det konceptuelt knastørre humør. Men det er vanskeligt at holde de kunstkritiske parader oppe. For billederne fungerer eminent godt visuelt, hvad faktisk – i dette tilfælde – er kunsten et langt, langt stykke ad vejen. Altså øjenfryd. Retinal glidecreme. Popglæde. Og ligesom Per Kirkeby har sagt, at pop-kunstens hovedfortjeneste var opdagelsen af, at man ikke behøver et abstrakt billede for at se abstrakt, så opdager man hos Schmidt-Rasmussen, at anekdoterne, de trippede figurer og den sociale kritik fra de tidlige billeder lige netop ses omsat i farvernes og formernes flydende spil.
Schmidt-Rasmussen kan altså få farveflader til at handle om noget. Og det er ikke kun fordi, vi i billederne finder bogstaver, ord og sætninger, (titlerne lyder eksempelvis iiintegraaate!!!, samfundet eksisterer (ikke), borderless nation) der henviser til socialpolitiske problemstillinger. Men billederne kan (og skal selvfølgelig kunne) dét mere kompositorisk end den fade dekorative muzak, der aktuelt er på mode).
Titlerne danner så linket til den anden del af Schmidt-Rasmussens kunst, der udspringer af hans bopæl i Sydhavnen, hvor han flanerer rundt, fotograferer og på skrift kommenterer alt fra arkitektur til mobiltelefonerende rendestenskællinger. Det er der kommet en serie prints ud af med ledsagende tekster. De fleste findes i udstillingskataloget, der ville stå stærkere, hvis det have været i hænderne på en korrekturlæser. Men okay – det er så stilen. Den er stadig pengene værd.

*Søren Martinsen ’The Roads’. Mellemdækket Charlottenborg. Frem til den 26. september.
*Christian Schmidt Rasmussen ’Frihed – et projekt om alting’. Galleri Nikolai Wallner. Frem til den 16. Oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu