Stikord
Det er godt nok at lægge en cd på og vide, at den under dække snurrer rundt og giver lyd fra sig, underfuld at høre. Og man kan studere coveret under plastikken med dets mere eller mindre fantasifulde afbildninger af musikere i positur, instrumenter, landskaber, barokslotte m.m. Musik står sig eller bevæger mig imidlertid ved at blive set på scenen.
Ikke alene lyder den af noget mere, befriet fra optagelsernes filtre. Selve synsindtrykket forstærker dynamikken, når strygeinstrumenterne bestryges og bearbejdes af arme og hænder, blæserne vibrerer under udspilede kinder eller stramme læber, og slagtøjet skælver under janitsharens gymnasticeren. Og foran dem står en skikkelse og samler det hele i hænderne. Dér sidder vi andre så musestille i en fælles koncentration.
Det fremgår, at jeg taler om klassisk musik, den slags koncerter, som sjældent omtales i avisen, i modsætning til den, der får folk til at skrige og strække armene i vejret i svajende henrykkelse.
Men der er som sagt nok at se til. Som nu da Franz Liszt Kammerorkester for nylig gav den med Bach og Vivaldi i Tivoli. Disciplin som bare pokker på begge sider af rampen. Dér stod Michala Petri statuarisk med sine fløjter og udstrålede livsglæde som en værensform. Hvad er meningen? Va vil De, Vivaldi? Måske gøre opmærksom på nogle grundstrukturer i europæisk kultur, muligvis også længere nede i bevidsthedens lag.
Lars Gustafsson siger i Världens tystnad före Bach (1962) i titeldigtet:
Det måste ha funnits en
värld före
Triosonatan i D, en värld
före a-mollpartitan,
Men hur var den världen?
Ett Europa av stora tomma
rum utan genklang
en verden, hvor instrumenterne var uvidende om hans veltempererede klaver og alt det andet.
Nu er vi forsynet med disse klange, atter glemt af et flertal, men til at gribe i det rette øjeblik, synliggjort i musikernes fingergreb.
Den aften helt forunderligt også af manden med kontrabassen. En slank, sortklædt fyr, der lidenskabeligt optaget snoede sig om instrumentets æggende krop. Elektrisk fjedrende snoede hans fingre sig i luften og slog ned på de tykke strenge. Han var som hentet ud af et trolddomseventyr af E.T.A. Hoffmann. En romantisk skyggefigur i al barokken.
Statuer
Omgivelserne hører med til lyden, koncertsalens indretning, akustisk, æstetisk. F.eks. når det foregår i Glyptotekets søjleomkransede og højloftede rum, hvor en række sommerkoncerter er fortsat gennem alle septembers søndagsformiddage med bl.a. den unge Trio con brio og veteranerne Kontra Kvartetten. Kammermusik i et udvidet kammer, hvor bl.a. Christina Bjørkøe tager fat i Brahms klaverkvintet:
Hendes to hænder
er forheksede
af præludier
til en ukendt sang,
hun ved, hvad den
skal handle om,
det er mysteriet,
skriver Niels Hav i sin nye digtsamling, Grundstof. Mysteriet er fysisk nærværende og forvandler salen:
Langs publikum på begge sider står et antal antikke skulpturer. Jeg skotter til dem. Nogle lytter med, andre er halvt bortvendt i påtaget hvidhed, nogle mangler begge arme, andre et halvt eller helt hoved, en har mistet et stykke af næsen, men de fleste ører er intakte. De er fra tiden før Bach og hører det hele på en anden måde og hjælper med. Oppe bag musikerne hviler en perser fra den romerske kejsertid på de ene knæ, parat til hvad som helst, og henne i højre øvre hjørne skimter jeg et stort reliefansigt med vidåben mund., måske Medusa, der synger med. Gesamtkunst.
Synlig musik i en tidernes sang. Slutakkord, og strygerne løfter næsten triumferende buerne til vejrs som for at lade efterklangen få plads, Hænderne har fortalt historien færdig.
