Læsetid: 3 min.

Talens magt – magtens tale

’Juius Cæsar’ på Aarhus Teater er en gennemført stiliseret udgave, der scenografisk hylder minimalismen og antydningens kunst, og som blot lader skuespillerne markere de dramatiske hændelser
14. september 2004

Teater
Aarhus Teater begynder teatersæsonen med den nye teaterchefs, Madeleine Røn Juuls, opsætning af Shakespeares skuespil Julius Cæsar fra 1598-99. Julius Cæsar er det første af Shakespeares romerdramaer, et af digterens ypperste politiske skuespil.
Opsætningen gør to radikale ting. På den ene side er der tale om en gennemført stiliseret udgave, der scenografisk hylder minimalismen og antydningens kunst, og som blot lader skuespillerne markere de dramatiske hændelser. Det kan tydes som noget nyt i forhold til den illusionsrealisme, der har været fremherskende længe, og som det meget omtalte Fura del Baus’ stykke XXX for eksempel er et udtryk for. På den anden side spilles alle de mandlige roller af kvinder og alle kvinderollerne af mænd. Kønsskiftet er selvfølgelig både en replik til antikkens teatralske konvention, hvor alle kvinderoller blev spillet af mænd, og til den magtpolitiske scene, der nu om stunder mestendels befolkes af mænd.

Gør kønnet en forskel?
Historien er for så vidt enkel: Cassius – den frihedselskende men personligt hadefulde type – og Brutus – den etiske, retskafne politiker – går sammen om at myrde den ærgerrige Cæsar. Mordet udløser en borgerkrig mellem republikanerne og de Cæsartro tilhængere af kejserdømmet. I et afgørende slag ved Filippi i år 42 f. Kr. blev Brutus og Cassius endelig besejret; hvorefter de begik selvmord.
Det at lade stykkets navngivne mænd spille af kvinder og omvendt kan på overfladen synes som en afgørende forskel, men det gør faktisk ikke den store forskel, når bortses fra et par sjove scener mellem den kvindelige Brutus og hendes kone Portia. Det er nok en pointe, at denne simple kønsomvending ikke betyder så meget, da Julius Cæsar hovedsageligt handler om en kønsløs retorisk magt. Den, der kan overbevise de andre ved sin tale, får magt.
Magten er med andre ord ikke noget, man har eller sidder på, men noget man får af andre. Styrken i Røn Juuls version af Julius Cæsar er, at der fokuseres på magt som talens magt. Forskellen mellem antikkens direkte konfrontation med og respons fra tilhørerne til nutidens demokratiske politik gennem medierne er måske i den sammenhæng ikke så stor.
I centrum af stykket står to taler, Brutus’ tale til folket efter sit drab på Cæsar med sin etiske hyldest til retfærdigheden der sker fyldest via de blodtilsmudsede hænder, over for Antonius’ patetiske opildning af romerne til hævn over Cæsars mordere. Hævntørsten indvarsler et destruktivt pøbelvælde, hvor uskyldige mennesker dræbes i en accelererende voldsspiral. Brutus står således som den tragiske helt, der trods kampen for retfærd alligevel taber kampen til magthaverne.

Som om
Den prunkløse scenografi består udelukkende af en ståltrappe med det øverste trin som magtens tinde, og vi, tilskuerne, på én gang det romerske folk, på én gang et teaterpublikum, der skal bevæges, tales til fornuft og overbevises om de rette argumenter.
Det er slet ikke meningen, at vi skal indleve os i illusionen. Alt er som om, grænsende til det grotesk-morsomme, f.eks. i mordscenen der foregår i slowmotion med markerede bevægelser flankeret af et lydspor med hvislende sværdhug. Et gigantisk klæde af lysegrønt nervøst fløjl udgør Brutus’ telt på kamppladsen ved Filippi. Hvide klæder nedsunket fra loftet bliver til ligklæder for de døde kroppe, som vi ikke ser skyggen af. Illusionen skal man ikke tro på, men tænke over. Det er Shakespeare udsat for kølig, næsten Brecht’sk distance, hvor tingene, bevægelserne,
ordene er helt tydelige symboler og principper, løsgjorte fra deres konkrete forankring og hængende i luften frit svævende. Det er en interessant iscenesættelse, som måske mest af alt minder om Dogvilles refleksioner over dommens karakter på den samtidige kunstscene.
Mindre ophidsende er de direkte henvendelser til os som både det romerske folk og et teaterpublikum. Mindre vellykket er også de lydspor, der med løs lettere populistisk hånd er drysset ud over forestillingen angiveligt med det formål at aktualisere stykkets politiske indhold. Bill Clintons distinkte stemme, der fastholder, at han ikke havde sex med dén kvinde, og Poul Schlüter, der ikke mener, noget er blevet fejet ind under gulvtæppet... Hvad skal de tjene til? At sige, at politik er råddent, at alle politikere er løgnhalse, at vi ikke skal have tillid til magtens mænd/kvinder? Dette præsenterer til gengæld en fortolkning, der ikke når Shakespeares gennemlysning af politikkens talende væsen til sokkeholderne.

*Julius Cæsar: Aarhus Teater Store Scene Premiere den 10. september 2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her