Læsetid: 3 min.

Tapas og fredsduer

San Sebastian markerede sig som den eminent politiske filmfestival
30. september 2004

Filmfestival
SAN SEBASTIAN – En tallerken olieristede pimentos rækkes over disken til Connie Nielsen. Woody Allen sætter tænderne i en krab-
betapas. Jeff Bridges haler op i bukserne, planter sine store tæer i det gule sand og kikker op på den helgenstatue, der på Rio de Janeirosk vis overskuer bugten. Der er filmfestival i San Sebastian, og det ligner ingen andre festivaler.
Lørdag afsluttedes en uges hektisk filmkiggeri, blandt andet med at Susanne Biers film Brødre hev sølvskaller i land til både bedste mandlige og bedste kvindelige skuespiller. Den verdensberømte Connie Nielsen fik dermed sin første store internationale pris for en dansk produktion, og Ulrich Thomsen kunne føje endnu en gyselig, men prestigefyldt statuette til rækken hjemme på badeværelseshylden. Da havde internationale stjerner og ukendte filmhåb i en uge flokkedes på San Sebastians tapasbarer, mens en jury med Mario Vargas Llosa i spidsen i biografernes mørke skulle dele mere eller mindre gyldne strandskaller ud mellem 18 film fra hele verden.

Den politiske festival
Selv om Cannes nu åbenbart også er ved at blive småpolitisk med gyldne palmer til Michael Moore, så markerede San Sebastian med sin prisuddeling endnu engang sin position som den eminent politiske festival. Skønt overfladen på bedste filmfestivalvis er glamour og pailletter, røde løbere og trapper man skrider nedad, og skønt udvalget af film i konkurrence spændte så bredt som fra det moralsk dilemma i Brødre, over ungarske Istvan Szabos letbenede Being Julia, koreanske Song Il-Gons stilistiske og scenariske perle Spider Forest til Winterbottoms nyeste udspil Nine Songs, så blev det i sidste ende den iransk-kurdiske instruktør Bahman Ghobadis uhyggeligt gribende Turtles Can Fly, der vandt prisen som bedste film.
I San Sebastians idylliske gader og stræder ned mod den gamle havn rækkes der dagen lang hvidløgsstegte
østershatte, fileterede ansjoser med chili og tyndskåret vindtørret skinke hen over diske fyldt med æg dekoreret med mayonnaise og krabbekød, pimentos med oliven og ansjos og tørret tomat på ristet brød. I San Sebastians gader og stræder, der vender ryggen til truende atlanterhavsbølger løfter man hovedet og får øje på bannere på facaderne med en mærkelig selvstændig form.
Man lærer snart at genkende Baskerlandet lagt fri for omgivelserne. For det er også her og lige i nærheden, at man midt i Europa brænder en bus ud, bomber en lokalpolitikers kontor, eller skyder en folkevalgt en kugle for panden. Måske er det denne tyngde, denne understrøm af had og angst, der gør, at der altid er samvittighedsåbnende sværvægtere på festivalen, og at de skiftende juryer i dette særlige hjørne af Spanien hver gang synes at blive mere politiske end æstetiske.

Svært at ryste af sig
Det nød Bier godt af med priser til en film, hvor visse afghanere fremstår som noget nær det onde selv. Men klart var det, at vinderfilmen Turtles can fly, var af den slags, som formår at løfte et abstrakt politisk problem – en kurdisk flygtningelejr, hvor man afventer amerikanernes invasion af Irak – op til den sande tragedies højder. Man følger en række forældreløse børn, der tjener penge på at afmontere miner og sælge dem videre. En del af dem har ingen ben, andre har ingen arme. Og for nogle af dem, som den lille pige, der er blevet voldtaget af de samme soldater, der slog hendes forældre ihjel, er der til sidst intet andet valg end vitterlig at kaste sig ud i den afgrund som en (freds)due måske kunne være fløjet over. Også selvom amerikanerne så kommer og befrier dem...
Om morgenen på stranden i San Sebastian er verden smuk. Sandet er gult og nyrenset, vandet er turkist, og byens pensionister bader deres velholdte kroppe eller traver energisk bugten igennem for den daglige motion.
Det er svært at ryste festivalens film af sig. Svært at forholde sig til en stiløvelse, som den kinesiske Zu Jingleis filmatiserede version af Zweigs novelle om et brev fra en ukendt kvinde, der vandt prisen som bedste instruktør.
Mere logisk med prisen for bedste manuskript til Guy Hibbert og Paul Greengrass for filmen Omagh om IRA-medlemmers forsøg på at sabotere de afgørende fredsforhandlinger i Irland i 1998 eller juryens specialpris til Goran Paskaljevics film En midvintersnats drøm om en efterkrigssituation i Serbien. Der har været filmfestival i San Sebastian, og det gør noget ved én.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her