Læsetid: 3 min.

Turen går til Jerusalem

I Hizbollahs tv-show kan deltagerne generobre besat arabisk jord og ikke mindst den hellige by Jerusalem
9. september 2004

»Hvilken bygning i grå sandsten, opført i 1792, er blevet kilden til alle undertrykkende beslutninger verden over?«
Tyg lidt på den, mens du overvejer næste spørgsmål:
»Hvad er navnet på den palæstinensiske landsby tæt på det, der i dag er den israelske by Ramla, som blev ødelagt i 1949 og erstattet af byen Yavne?«
Kender du svarene, har du mulighed for at deltage i quizshowet The Mission på den militante libanesiske gruppe Hizbollahs tv-kanal. Deltagerne har mulighed for – hvis de svarer rigtigt på quizværtens spørgsmål – at bevæge sig skridt for skridt mod den hellige by Jerusalem på et virtuel kort. Når en deltager i mål, vinder vedkommende det, der svarer til ca. 20.000 kr. – eller det dobbelte hvis Det Gyldne Spørgsmål besvares korrekt – til tonerne af Hizbollahs slagsang: »Jerusalem er vores, og vi kommer dertil.«

En mission
The Mission er opbygget som ethvert standard-quizshow i Europa eller USA med spørgsmål inden for geografi, historie, litteratur, kunst og videnskab. Men så ophører lighederne også.
Som en militant og politisk organisation, der frem til Israels tilbagetrækning fra Libanon i 2000 kæmpede en væbnet kamp mod Israel, er gruppens fokus nu skiftet til den palæstinensiske sag og generobringen af al tidligere arabisk land, der i dag er under israelsk kontrol. Derfor er der altid minimum en palæstinenser blandt deltagerne i programmet, og halvdelen af spørgsmålene handler om palæstinensisk eller islamisk historie.
The Missions vært, den 28-årige Ihab Abi Nassif, forsøger ikke at lægge skjul på programmets hensigt:
»Ethvert program på denne tv-station må fremme
ideen om, at besættelsen af Palæstina må ende,« siger han til New York Times.
»Det er det centrale emne, som vi dag og nat arbejder for at minde folk om.«
Tv-stationens talsmand, Ibrahim Musawi, siger til avisen, at quiz-formen skal få budskabet ud til et bredere publikum.
»Vi har ønsket at gøre det i en form, som appellerer til et bredere segment af befolkningen. Ikke på en ideologisk eller en direkte måde, men på en underholdende måde.«

Hård kritik
Ikke overraskende har The Mission skabt forargelse i især USA og Israel. Især når spørgsmålene omhandler selvmordsbombemænd:
»Martyren Amar Hamoud fik øgenavnet ’alle martyrers sværd’ – er det sandt eller falsk?« lød f.eks. et af spørgsmålene ifølge New York Times.
Det – og andre spørgsmål – fik ifølge avisen en amerikansk embedsmand i regionen til at kritisere showet for at opfordre til vold og kalde showet for »Navngiv din favoritterrorist«.
Tv-stationen skulle være populær blandt shiamuslimer i især Libanon, men hvor mange, der følger showet, er ikke opgjort. Ifølge al-Mansar selv har 7.000 mennesker ringet ind fra over alt i regionen for at blive deltager i showet i løbet af en periode på 35 dage. En af dem, der klarede de skrappe indgangsspørgsmål og efterfølgende nåede hele vejen til Jerusalem var 56-årige Dr. Muhammad Abu Ghararah – en libanesisk kirurg, der i dag bor i Tyskland.
Gennem sin virtuelle rejse mod Jerusalem besøgte han både et tidligere israelsk fængsel i den sydlige del af Libanon, samt stoppede ved den såkaldte Fatima Gate for at kaste sten over grænsehegnet på de israelske soldater. De 20.000 kr. han vandt, donerede han til palæstinensisk velgørenhed.
»Disse programmer er meget vigtige for at holde palæstinensernes problemer friske i vores erindring. Det er lige som reklamer. Når der for eksempel er mange reklamer om tandpasta, så tænker man spontant på det, når man handler i supermarkedet. Det er det samme med palæstinenserne. Vi må altid huske den palæstinensiske sag, og det hjælper al-Manar os med,« siger Ghararah, der altså kendte svarene på de to indgangsspørgsmål.
Skulle nogen være i tvivl, er de – ifølge The Mission – korrekte svar henholdsvis ’Det Hvide Hus’ og ’Yibna’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu