Læsetid: 8 min.

Turn on Turner

Den episode eller det afsnit af føljetonen om Turner, der vises på Statens Museum for Kunst, er absolut femstjernet. Afsted!
4. september 2004

Ny udstilling
Der er ikke noget som en god genudsendelse. Netop som man har mistet tilliden til fjernsynets formåen, dukker Inspector Morse op endda i så tidlig en udgave, at den tro væbner Lewis endnu er et ubeskrevet blad. Morse kører i blå Ford Escort. Han har ikke hentet sin klassiske vinrøde Jaguar fra værkstedet endnu. Det er engelsk, når det er bedst. En halvtvær personlighed i sin bedste alder, det vil sige synligt ældet, der prøver at kæmpe sig tilbage til fordums værdighed. Morses gener er britiske. Der er professionalisme og bravur hos ham i en tid, hvor der ikke er plads til ret meget andet end personlige intriger.
Heldigvis bliver nogen myrdet midt i den modernitet, der ikke vil bryde igennem landskabets og interiørernes overflade. Og Morse, den drikfældige operaelsker, opklarer gåden ved hjælp af sit udsøgte håndværk. Han kan sit job, sin metier, den kriminalinspektør, men bliver sjældent belønnet eller forfremmet for det.
Men publikum er en oplevelse rigere. Sådan virker den bedste fiktion.

Inspector Monrad
Kunsthistorien er en lang genudsendelse mellem virkelighed og billedernes fiktive univers. Og bedst som man har mistet tilliden til museernes formåen, dukker Inspector Monrad op med en udstilling af selveste den engelske maler Turner på Statens Museum for Kunst i den fremragende udstillingskonstruktion, som har fået titlen Turner og tidens natursyn.
Det er intet mindre end et scoop og en rigtig Turner-udstilling med noget så banalt som en stor sal fuld af malerier af mesteren og en omfattende sidefløj med hængning af europæiske kollegers værker fra det tidlige 1800-tal, hvor natursynet undergik en forandring. De lærde og civiliserede ville, jævnfør filosoffen Rosseau, tilbage til naturen, hvor man øjensynlig kom fra, sålænge der ikke var tale om Australien eller New Zealand, hvis man altså var engelsk født. Det var måske nærmere maleriets natur og det oprindelige i den europæiske tradition, hvor kunstnerne kombinerede friluftstudien med det færdige værk, der var tale om for malerne.

Geografiske retninger
»Turner – det sublime og det nære« hedder et af udstillingens temaer således, hvilket angiver hvor brydningen finder sted. I princippet skal man kunne male en fossende norsk elv, selv om man er bosat i Danmark.
J. C. Dahl, der er med på udstillingen, gjorde det 1812, i det han bemærkede: »Dog studerer jeg først og fremmest naturen. Skade at her ingen klipper og vandfald er, men så må man hjælpe sig med vandposten.«
Måske kiggede han ind i kakkelovnen da han malede »Vesuvs Udbrud«, nej spøg til side, for der er dato på øjenvidneskildringen af det italienske bjerg i flammer, den 20 december og fire dage senere juleaften 1820 var maleriet færdigt. Og dog, forskerne er uenige, ser man i Turner-kataloget fine registrerende billedtekster, omhyggeligt og prisværdigt kunsthistorisk detektivarbejde, ren Morse.
Der er kendte og ukendte nordmænd og danskere på udstillingen, franskmænd, englændere og tyskere og hos alle fornemmer man det fælles anliggende: at male sig frem til et sandere billede af den sanselige verden befriet for fortidens maletekniske konventioner. Der er dog langt fra tale om et fælles rum, for krige og nationale uoverensstemmelser gjorde, at kunstnerne bevægede sig i hver deres geografiske retninger. Nogle mod Dresden, andre mod Rom, og nogle sad altså i London og opland og hvilede bentøjet efter de mange inspirationsrejser gennem Europa.
Turner selv passerede Kongens Nytorv i 1835, det ses af en skitse tegnet ud ad vinduet fra Hotel D’Angleterre (Hotel England), som Turner i øvrigt havde det for vane. Begyndelsen til impressionismen kan således næsten tilskrives det hotelvindue i Luzern, hvor Turner i akvarel viste Rigi-bjerget i morgen- og aftenbelysning ud over Viervaldstättersøen. Rød og blå.
Fremtidens malerkunst var dermed sikret et afsæt.

Kritik af malemåde
Joseph Mallord William Turner kender abstraktionens og billedets værdi allerede for to hundrede år siden, og han er derfor at regne for en af kunsthistoriens største først hjulpet på vej af den 40 år yngre kunsthistoriker John Ruskin, der reintroducerede tidens falmede stjerne, ja genudsendte Turner som figur i bogen Modern Painters, der var undervejs i 17 år, og maleren derfor godt op i årene. Første møde fandt sted da Ruskin var 17 år i 1836 foranlediget af, at kritikken var sønderlemmende mod Turners sene malemåde.
Det kunne ynglingen ikke bære, for han kunne se det ekvilibristiske og sjuskedes berettigelse i den malemåde, verden nu sætter ekstraordinær pris på, en kitschet lysfylde drevet frem af virtuositet og et syn på verden der er atmosfærisk sjældent og som kun kan beskrives Turnersk. Regn, damp og fart observeret, husket og ekspederet. Maleriets gåde opklaret og signeret Turner.

Triatlet og jernmand
Udstillingen på Statens Museum for Kunst handler ikke om det lys – kun – men det er der. Se eksempelvis værket »Rød himmel over en strand« malet i tiden op mod mesterens død i 1851 som 76-årig. Er det malet af en svagtseende, som Claude Monets sene åkander var, eller er vi ude i et ufærdigt billede, der lægger sig tæt op ad akvarellens teknik, vådt i vådt med klud og tempo på penselføringen?
»Himmel og hav« hedder grupperingen af disse motiver, og man ser dårligt, hvad der er opad eller nedad, tæt på eller langt fra, men hvis sandhed og skønhed ligner hinanden og har betydning for kunsten, er strandbilledet beviset på det. Turner rækker afgjort ind i himlen. Tidens natursyn er udfordret, nogen er kommet nærmere Gud, mens andre er i færd med at miste ham, idet vi forudsætter, at man ikke var nået frem til ligestilling i dens slags spørgsmål.
Turners dans mellem figur, landskab og abstraktion sætter Turners samtidige malere på en hård prøve, og selv om John Constable, C.W. Eckersberg, Christen Købke, Caspar David Friedrich og François-Marius Granet er flot repræsenteret på udstillingen, er det svært at hamle op med en så komplet triatlet og jernmand som Turner. Han er ikke til pindemadder. Den får hele armen med kanoner, brændende vrag, vulkaner, vandfald og solop- og nedgang, han er dybt musikalsk, men han er symfonisk. Man skal kunne tage denne engelske Pomp- and Circumstance festforestilling, selv om man er eneste tilstedeværende i koncertsalen.
Det er det engelske rum, og det er fremmed for det danske og germanske, det er også fremmed for det franske og alt andet.

Fin introduktion
Udstillingens tilrettelægger Kasper Monrad giver en fin introduktion til de forskellige opfattelser af Turners og Constables kunst på kontinentet. For selv om man tidligt regnede Turner for uomgængelig, var han ikke let at fordøje.
Om John Constables ærlige og redelige kraftfulde billeder stod der mere respekt. Der er mere grotte og eu-ropæisk underskov dér, Constable bliver inden for ramen, selv når det øser ned. Turner er mere drømmende, uægte og har tilsyneladende febersyner, solen blusser og oversvømmer stregerne, udraderer kompositionerne, der dog er der, han er turbolent og vild, han er ingeniør og opfinder mere end billedarkitekt.
Selv det umulige lader sig male, noget står oprejst inde i det rene ingenting og skibe forliser i skumbad. Idealerne efterprøves og vejen går via den engelske sport akvarelmaleriet. Turner er rejsende og den topografiske skildring er vigtig at vende hjem med til kalenderen. Der er ingen fotografier at støtte sig til. Dansk kunsts hukommelse hedder tilsvarende Eckersberg. Hans dagbøger fortæller dels om en sindssyg flid, men også om praksis. Lyset lægges på billedet ved Kronborgs volde klokken 13 præcis. Der røg den idé om frihed.
Hos Turnertidens natursynsmænd er der en vilje til nøjagtighed, selv om resultatet på afstand ser tilfældigt ud. Hvor er det dog vigtigt at vide, at billedrummet er under stadig ombygning under åben himmel, at Turners djævelske centrifuge ikke bare kører og kører, men at der findes forskellige vaskeprogrammer til hans lærreder. Det er en omfattende udstilling, hvert billede åbner enten perspektivet eller slusen ind til det sublime, til en egenartet natur set på nært hold.

Lyset vælter ind
I kataloget giver Turner-eksperten David Blayney Brown en interessant analyse af Turners forhold til naturen. Han siger, at det umiddelbare, det almindelige og velkendte slet ikke interesserer Turner. Han gør alt for ikke at male udendørs, man kan ikke stole på belysningerne og så videre, hvorefter han kommer på landet og maler udendørs i båd på floderne. Kontrær. Lyset vælter ind og ud ad billederne.
Forskellen ligger måske ikke så meget i de fysiske forhold som i de psykiske. I London er mestermalerens arbejdspres stort, i landskabet er der frie forhold. Man må forestille sig at London-kunderne vil have maleri, svære tekniske kunststykker og letlæste motiver der kan klare konkurrencen på parnasset. I stedet får de klassiske skandaler, udflydende figurer, stemninger, lyseffekter og upoleret maleri.
Turner er en ener, men ingen flæbende naturromantiker. Det er Friedrich, Balke, Eckersberg, Købke eller andre, der tegner tidens natursyn for så vidt heller ikke. De er mennesker med en ny opgave. De skal forbinde et ydre rum der har vokset sig uendeligt stort og kompliceret med et indre. Der skal moral til at bryde reglerne. Christen Købke er helt dansk flov over sit store talent for at se naturen, hans kan ikke sparke den nære dør ind til det sublime, Turner kender godt sin formåen. Baglandet skal være i orden når man er landskabsmaler. Turner kender forbilledet, den guddommelige Claude Lorrains kunst til penselhårenes yderste spids. Der er afsæt på de spring der foretages inden for rammen.

Absolut femstjernet
Den episode eller det afsnit af føljetonen om Turner, der vises på Statens Museum for Kunst, er absolut femstjernet. Som i Colin Dexters krimier om Inspector Morse er der tale om en genre med mange udgange og virkemidler. Har man en gang været på Tate Britain i London og set rækkevis af Turner-billeder, kender man behovet for, at nogen sorterer lidt i rodebunken af malerisk bevismateriale og kommer med nogle klare konklusioner.
Som ved tidligere udstillinger med den romantiske periodes kunst på programmet har Kasper Monrad skabt en flot produktion på dansk grund. Han har opklaret en del af gåden om Turner og muliggjort det næste afsnit. Om hvad, venter vi med spænding. Men der bliver næppe råd til en genudsendelse af Turner i Danmark. Afsted!

*Turner og tidens natursyn, Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, Kbh. K. Tilrettelagt af Kasper Monrad. Fra 4. september 2004-9. januar 2005. Tir-søn kl. 10-17, ons. til kl. 22, mandag lukket

*Erik Steffensen vil fremover anmelde og skrive om kunst i Information. Erik Steffensen er professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi og selv udøvende kunstner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu