Læsetid: 4 min.

Tyrkiet bliver atommagt – hvis EU siger nej

Socialdemokratisk bejlen til danske vælgeres fordomme kan sætte en kædereaktion i gang
25. september 2004

Analyse
Støtter danske socialdemokrater spredning af atomvåben, så vi får en verden med flere atommagter og udvidet adgang for oprørere til anskaffelse af det mest effektive terror-våben?
Næh, når spørgsmålet formuleres på den måde, så er svaret vel benægtende. Problemet er blot, at nogle socialdemokraters uvilje, når det gælder optagelse af Tyrkiet i EU, kan medføre, at landet anskaffer atomvåben.
Indsatsen mod spredning af atomvåben har hidtil fokuseret på lande, som har atomanlæg og som måske, i det skjulte, udvikler atomvåben. Men det er for snævert, hævder forskere i den amerikanske præsidentkandidat John Kerrys bagland. Og i den forbindelse påpeger de, at EU har et stort medansvar for, at Tyrkiet ikke styrker sin sikkerhed med atomvåben.
I en sikkerhedspolitisk strategi, som skal presse atomtruslen ned i historiens skraldespand, skal man se langt og bredt, hævder de. Verden er nået til et »balancepunkt«, hvor politiske beslutninger i de nærmeste år vil bestemme, hvorvidt globalt samarbejde mod masseødelæggelsesvåben vil fortsætte, eller vi kastes ud i et atom-anarki, hvor alle, som kan, anskaffer atomvåben.
Påstanden fremsættes i et forslag til ny strategi, der er udarbejdet af forskere ved Carnegie Endowment for International Peace. De har alle betydelig indflydelse på demokraternes politik. Men den udgør også emnet for en ny bog, der er skrevet af forskere fra begge partier – The Nuclear Tipping Point fra Brookings Instituttet.
Bogen ser på en række lande, som ikke mistænkes for atom-planer, bl.a. Tyskland, Tyrkiet, Egypten, Sydkorea og Japan. De kan sammenlignes med kanarie-fuglene, som minearbejdere engang tog med ned i skakterne. Hvis fuglene døde, så vidste man, at farlige gasser var under ophobning. Og hvis et nej til atomvåben smuldrer i lande, som ellers ganske overbevisende er imod disse våben, varsler det, at den internationale traktat mod anskaffelse er i fare.

Forskerne påviser, at mange lande reelt har et dobbelt forhold til atomvåben. De mener, at slige våben kan være både gavnlige og skadelige for deres sikkerhed. Fordele og ulemper er i en slags balance, men denne balance kan blive ændret af nye faktorer. Til både den ene og den anden side. Hvis landene føler, at deres usikkerhed vil vokse, og at flere lande vil bryde traktaten, vil de forberede sig i det skjulte.
Iran og Nordkorea udgør i den sammenhæng indlæg i den klassiske hønen eller ægget debat: Hvad kom først? Truer de to lande forbudet? Eller vil de først ind i en verden, hvor atomvåben bliver mere brugbare og flere har dem?
Forskerne peger på en række forhold, som kan medføre, at et land omvurderer sit nej til atomvåben. Som den vigtigste faktor peger de på, at ændringer i USA’s udenrigspolitik kan være et motiv.
Hvis lande ikke længere stoler på en sikkerhedsgaranti fra USA eller endog føler sig truet af verdens stærkeste magt, må de med egne kræfter styrke deres forsvar. Mellem de andre faktorer, som forskerne peger på, er nye regionale trusler og indenrigspolitik. De peger endvidere på, at teknologiske forhindringer tidligere har stoppet atomprogrammer, men det er en blokering, som smuldrer.
Leon Fuerth, som var vicepræsident Al Gores sikkerhedsrådgiver, står for kapitlet, som behandler Tyrkiet.
Fuerth er mellem de eksperter, der ofte nævnes i forbindelse med besættelsen af ledende poster i en Kerry-regering.
Det er ’ikke sandsynligt’, at Tyrkiet lige nu vil tage sin ikke-atom status op til overvejelse, skriver Fuerth, men i lyset af den seneste tids udvikling er det muligt, at det senere vil ske. Han peger på en række forhold:
Geografisk ligger Tyrkiet i et område, hvor Balkan, Rusland, Kaukasus og Mellemøsten konstant producerer nye farer. Lederne i Ankara har bygget landets sikkerhed på en række internationale sikkerhedsgarantier, men de smuldrer. NATO’s fremtid er uvis. Naboer vil måske anskaffe atomvåben. Opinionen vil måske blive mere islamistisk og nationalistisk orienteret. Rusland vil måske øge sit pres på tyrkiske interesser. Der kan opstå et magtpolitisk tomrum i nabolaget, hvis Iraks sammenbrud fortsætter og den israelsk-palæstinensiske konflikt ikke løses. Det traditionelt gode forhold til USA er blevet skadet.
Fuerth påpeger direkte, at hvis EU afviser Tyrkiets ansøgning, kan det forskubbe balancen i landets atompolitik, fordi man skal klare sig ved egne kræfter. EU’s nej kan påvirke opinionen i islamistisk retning, og Tyrkiet bliver også udelukket fra EU-forsvaret.I den globaliserede verden hænger meget, som før kunne diskuteres adskilt, nøje sammen. En anti-atomvåbenpolitik kan gøre en ekstra indsats på overraskende nye felter nødvendig. Bejlen til fordomsfulde vælgere i Danmark kan i sidste ende få værre følger end de problemer, man ville undgå. Og det vil vi nok få påpeget meget klart, hvis Kerry vinder præsidentvalget.

FAKTA
S og R uenige om EU-linje over for Tyrkiet
*Selv om EU-Kommissionen anbefaler et ja til optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, så er det ikke sikkert, at Socialdemokraterne vil være med til at sige ja på Danmarks vegne. På forhånd venter De Radikale at følge EU-Kommissionens anbefaling, mens regeringen holder det hen. EU’s udvidelseskommissær, Günter Verheugen, lod torsdag skinne igennem, at kommissionen vil anbefale et ja. Imens har den danske regering afholdt sig fra at melde klart ud om, hvorvidt den ubetinget vil efterkomme kommissionens anbefaling i tilfælde af et ja. EU-ordfører, Jacob Buksti (S), siger, at et ja også fra Socialdemokraterne vil afhænge af, hvad der ellers står i den rapport, som kommissionen afleverer til EU-regeringerne den 6. oktober.
ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her