Læsetid: 4 min.

En uhørt situation

Den enstemmige fordømmelse af aktionen mod de franske gidsler betegner måske et vendepunkt for det muslimske samfund i Frankrig og verden
2. september 2004

PARIS – Det enestående ved reaktionerne på gidseltagningen af de to franske journalister og deres syriske chauffør er, at fordømmelsen kommer enstemmigt, ikke alene fra det vestlige samfund, men fra det arabiske, muslimske og islamiske. Modstandsledere i Irak, arabiske regeringer og organisationer, fra Teheran til Ramallah, Muslimske Brødre, shiiter, sunitter, salafister – modstandere som tilhængere af det omstridte franske ’tørklædeforbud’ – alle fordømmer de denne aktion og kræver frigivelse af gidslerne.
At selv de mest ekstremi-stiske og reaktionære islamister deltager i fordømmelsen, er uden fortilfælde. Det viser, at gidseltagerne savner enhver støtte i den offentlige mening i den arabiske og islamiske verden – hvilket hidtil ikke har været tilfældet for dem, der handler med Bin Laden som bagmand.
»Deres handling er i strid med Islams interesser« – »De tjener hverken arabernes eller muslimernes sag«. Sådan lyder typiske kommentarer i kredse, der i øvrigt er  kendt for deres uforsonlige modstand mod besættelsen af Irak og USA’s dominans i verden.
Det kan ikke undre, at reaktionen i den franske politiske verden er en enstemmig afvisning af gidseltagernes afpresningsforsøg, for den lov om forbud mod religiøse tegn i de offentlige skoler (’tørklædeforbudet’), som gidseltagerne kræver ophævet, blev vedtaget med stort tværpolitisk flertal af det franske parlament.
»Når det franske folk træffer en beslutning, er denne beslutning suveræn... det franske demokrati er ikke noget, man kan handle med«, siger Paris’ borgmester, Bertrand Delanoë. Denne kommentar fra et fremtrædende medlem af den socialistiske opposition er helt på linje med regeringens holdning

Irakiske fordømmelser
Loven har modstandere i Frankrig, både i og uden for den muslimske befolkning, men også disse vender sig utvetydigt mod afpresningsforsøget, således at hele den franske opinion i sjælden grad står samlet i det aktuelle spørgsmål.
I Irak, hvor bortførelser og gidseldramaer næsten er blevet daglig kost, oplever man  pludselig en generel fordømmelse af en gidseltagning som aldrig før. Sheik Ahmed al-Quobaïssi, en af de højeste sunnitiske autoriteter, har betegnet bortførelsen som en ’forbrydelse’. Han tilføjede: »To tredjedele af de irakiske kvinder bærer ikke tørklæde. Hvorfor vil de så gennemtvinge det i Frankrig?«
Midt i spændingen og nervøsiteten om gidseldramaets udvikling har de islamiske og arabiske reaktioner vakt interesse i Frankrig. Man konstaterer, at muslimerne resolut vender sig mod voldsanvendelse i Islams navn og demonstrerer deres fuldstændige solidaritet med det nationale samfund. Den ene talsmand efter den anden understreger, at det franske demokrati må respekteres, og afviser enhver indblanding fra udenlandske kræfter.
Både i Frankrig og i den arabiske verden opfattes denne gidseltagning og afpresning over for Frankrig som urimelig i betragtning af Frankrigs holdning i Irak-spørgsmålet, og det fremhæves, at de to journalister netop har arbejdet for at ’vise sandheden om Irak’.
Psykoanalytikeren Fethi Benslama, der er professor ved Paris' universitet og specialist i islam, mener, at de reaktioner, man oplever i disse dage, simpelt hen er ’et vendepunkt for det muslimske samfund’.
»Det er et ikke ubetydeligt skridt i retning at svække terrorismens troværdighed som kampmiddel i Mellemøsten«, siger han til Libération. »På den anden side, hvis denne affære ender tragisk, frygter jeg en forstærkelse af tilkendegivelserne af had mod muslimerne – et had, der i forvejen er intenst«.
Benslama påpeger, at de franske muslimer på denne måde indirekte kan blive taget som gidsler af ekstremisterne. »Det er ikke republikken, der er i fare, men denne befolkning, der er offer for en sindssyg brug af ordet ’islam’«, siger han. »Man må spærre vejen for hele denne fauna af prædikanter, imamer og åndssvage religiøse fanatikere, som vi hører dag ud og dag ind. Regeringen bør ikke have kultrepræsentanterne som eneste samtalepartner. Der er verdslige muslimer i dette land. De er til stede, men tages ikke i betragtning. Det er også nødvendigt, at disse verdslige mennesker sætter sig i bevægelse for at få kultfolkenes rolle begrænset til selve kultområdet«.

En præcisering
Gidseldramaet har også rettet opmærksomheden mod ’tørklædeforbudet’, og man spørger, om ikke den radikale fløj af de franske muslimer har gjort deres befolkningsgruppe en bjørnetjeneste ved at fremstille denne lov som et overgreb fra den fransk stats side mod et religiøst mindretal. Denne misfortolkning har vundet en vis udbredelse i den arabiske verden og i nogen grad svækket den betydelige goodwill, Frankrig traditionelt nyder i disse lande.
I visse medier hed det, at loven »forbyder muslimske kvinders tørklæder som hovedbeklædning«, hvilket i realiteten ville være utænkeligt. På det diplomatiske plan har Frankrig måttet udfolde store bestræbelser i de arabiske lande for at præcisere, at forbudet kun gælder elever i de offentlige skoler, at forbudet gælder alle religioner, at forbudet er begrundet i princippet om den verdslige og religiøst neutrale republik, at der er fuldstændig religionsfrihed i Frankrig, og at den franske stat på ingen måde bekæmper islam. De enstemmige reaktioner på gidseldramaet kunne tyde på, at erkendelsen af disse realiteter pludselig er slået igennem. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu